Prøv avisen
Kunst

Kosten, heksen og nålen i høstakken

5 stjerner
Værket ”La Bruja”/”Heksen” fylder tre rum og er udstillingens primære attraktion. - Foto: fra udstillingen

Kunsthal 44 på Møn byder på en kunstoplevelse, der sætter sig i både krop og sjæl

Uden for alfarvej, i den lille by Askeby på Møn, ligger et sted, hvor man kan møde kunst på et usædvanligt højt niveau. Kunsthal 44 Møen har til huse i et tidligere autoværksted og er et eksempel på, hvad stærke lokale kræfter kan stable på benene.

For der bor stærke kunstneriske kræfter på Møn, og da Bjørn Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen, nu afdøde Henning Christiansen og den tyske kurator og kunstsamler Rene Block lagde dem sammen, blev det i 2008 til Kunsthal 44 Møen, som Foreningen af Danske Kunstkritikere året efter tildelte Kunstkritikerprisen.

Den udstilling, som netop nu kan opleves på Kunsthal 44, slår i den grad stedets format fast. Cildo Meireles er en brasiliansk kunstner, som ikke tidligere har været vist i Danmark, men som har en stor international karriere. Meireles er født i 1948 og fik sit gennembrud som en konceptuel og politisk kritisk kunstner. Ikke så underligt, det med det politiske, for han var ung i en brasiliansk virkelighed, som var et militærdiktatur underlagt en høj grad af censur.

Om man vil kalde hans nuværende praksis for konceptuel er et definitionsspørgsmål, i alle fald er hans værker så langt fra noget, man kun skal forholde sig til med intellektet og synet. Selv har han sagt, at kunst skal kunne erfares uden brug af øjnene. Det er naturligvis sat på spidsen, men kunstoplevelsen i Kunsthal 44 er ikke mindst kropslig.

Udstillingen begynder i et lille forrum, hvor man som en introduktion kan se et udvalg af Cildo Meireles tidligere værker. Her er for eksempel Coca Cola-flaskerne, som Meireles i 1970 påførte kritiske budskaber og sendte tilbage i cirkulation (tankevækkende i dag, hvor varemærket brander sig som den personlige drik). Og ”Pengeseddelprojektet” fra 1975, hvor han stemplede politiske budskaber på sedlerne og sendte dem tilbage i systemet. Også flere lydværker er med.

Resten af udstillingsbygningen er indtaget af værket ”La Bruja”/”Heksen”, som bogstavelig talt trækker en sort tråd, eller en linje, gennem de tre på hinanden følgende rum. Man skal tage skoene af, og det giver mening, allerede når man bevæger sig gennem det første rum, hvor sort, blød tråd vokser i bløde buer fra loft til gulv som myriader af snoede lianer og falder tungt til ro i klumper og bylter på gulvet.

Det er som at gå ind i et billede af blød regn eller et grafisk arbejde, man kan kun gå langsomt, og konstant hænger man fast og trækker tråde med sig. Den sorte tråd fortsætter til det næste rum, hvor den bløde tråd bliver til skarpe linjer, der sat sammen i tre planer aftegner sig som rumlige konstruktioner. Dette værk er oprindeligt et selvstændigt arbejde, men her fungerer det som en slags mellemstation, før den sorte tråd fører ind til det sidste rum.

Det er et overvældende syn. Som at gå lige ind i en surreel tegning: sort garn dækker gulvet som et tæt tæppe i en skarpt afskåret formation. Hele billedet af tæppet ændrer sig imidlertid, når man ser kosten i hjørnet, hvor garnet ligesom løber sammen for at ende som kostens børster. Det bløde bliver til billedet af noget stift, det rolige sorte hav bliver et bevægeligt billede, der suges ind af kosten eller måske nærmere spredes ud som en sort sky. Tæerne hænger fast i snoren, der er spændt en slags faldsnore ud her i heksens fortryllede hus, hvis det da er det, man er gået ind i. Værket er på én gang smukt og uhyggeligt. Hvem kontrollerer kosten, hvem fanger mig ind i garnet og sørger for, at min gang er besværet?

Kosten er en readymade, et symbol på rengøring, på at man fejer noget ud, men kosten kan også være det redskab, som maler hele billedet op. Kunstneren Joseph Beuys, hvis ånd på mange måder svæver over stedet, lavede bogstavelige fejeaktioner, hvor han gjorde samfundet rent. At feje er også en mental proces.

Værket hedder ”La Bruja”, og det må være en sort en af slagsen, som har sat sin kost i hjørnet. En sort heks, som holder øje med alt, i lighed med hvordan magtapparatet opførte sig under militærdiktaturet i Brasilien 1964-85, hvor man ikke kunne sige tingene ligeud, men f.eks. godt kunne fortælle historier om hekse. Sådan er det i høj grad med Cildo Meireles' kunst, det politiske er også altid en mulig dimension. Den brasilianske kunsttradition er mere fabulerende og symbolsk, end vi er vant til. Således kunne værket også læses som en postkolonial visualisering af den portugisiske kolonisering af Brasilien i år 1500, en kolonihistorie, som har nedbragt landets oprindelige indianske befolkning fra dengang 1, 5 mio. til knap 200.000.

Garnet rummer et potentiale i sig, det kan forvandles til noget nyttigt. Selvom 1 mio. meter sort garn ikke sådan uden videre lader sig rulle tilbage. Ligesom historien heller ikke gør det. Men måske kan man bogstavelig talt bringe orden i kludderet? Kan man med en parafrase af en grønlandsk myte rede den sorte heks' dreadlocks ud og formilde hende? Tolkningerne er mange, og det er ikke mindst derfor, Meireles' værk er sådan en stor oplevelse, både for barnet, den læge og den mere kunstfaglige beskuer.

Udstillingens sidste værk står udenfor på terrassen. Her har tråden forvandlet sig - fra kulsort til farven på glødende kul (på portugisisk brasa). Værket hedder ”Tråd” og er en halmballe omviklet med en tynd guldtråd. Og nålen er der også - poetisk som i eventyret, men også som et stik, en smerte, som påkalder sig erindringen om udbytningen af det brasilianske guld.