Vejen ud af den globale labyrint

Den svære toer er ikke spor svær for Tom Rachman. Hans nye roman er mindst lige så underholdende som debuten ”De ufuldkomne” og dertil mere ambitiøs

Tom Rachman er født i 1974 og bor i London. -
Tom Rachman er født i 1974 og bor i London. - . Foto: Scanpix.

Globaliseringen påvirker også litteraturen. Flere og flere romaner udspiller sig på flere kontinenter med hovedpersoner, der ubesværet hopper rundt mellem storbyer som Tokyo, New York, Bruxelles og - som i Tom Rachmans nye bog på dansk - det landlige Wales. Det meget landlige Wales.

Herude på heden i silende regnvejr finder vi amerikanske Tooly Zylberberg i rask trav. Hun er på vej tilbage til landsbyen Caergenog, hvor hun ejer et lukningstruet antikvariat på hovedgaden, det vil sige byens eneste vej. Hvordan er den 33-årige newyorker dog endt herude? Hvorfor synes hun, at bøger er mere interessante end mennesker? Og hvorfor bekymrer det hende ikke, at antikvariatet er på fallittens rand og eneste sociale selskab er den excentriske butiksmedhjælper Fogg?

Svarene kommer som walisisk regn drypvis i Tom Rachmans frodige nye roman, ”Storhed & fald”. En roman, som man langsomt overgiver sig til og ender med at flytte mentalt ind i. Her er simpelthen rart at være. Tooly er et førsteklasses spøjst og hjerteskærende bekendtskab, en globaliseret Pippi Langstrømpe på jagt efter sit ophav og fortid, som er mere kompliceret end et kort handlingsreferat lader ane.

Forfatteren Tom Rachman præsenterede dog handling og indhold meget godt i interviewet her i avisen forleden, hvor han sagde: ”Jeg ville gerne undersøge, hvad det gør ved vores identitet, at vi alle er langt mere rodløse end tidligere “ I bogen føler flere af personerne ikke et behov for at være en del af en særlig gruppe eller et sted. De vil helst være på farten og er derfor tvunget til at definere, hvem de vil være.”

Derfor sender han Tooly på farten tilbage i tid og tværs over kontinenter, i favnen på et farverigt persongalleri, der alle repræsenterer sider af globaliseringen og den moderne rodløshed og kritik deraf. På et tidspunkt er der følgende dialog mellem Tooly og hendes tidligere kæreste, juristen og pessimisten Duncan:

”'Jeg ved ikke rigtig,' sagde hun. 'Jeg spekulerer altid på, om al denne snak om forfald er falsk nostalgi - som om gamle dage var fuld af folk, der holdt døren for hinanden og lærte digte udenad og spillede klaver.' 'Det er præcis sådan, jeg forestiller mig gamle dage,' sagde Duncan og grinede.”

Med andre ord: ”Storhed & fald” er ikke nogen ukritisk fejring af globaliseringen og fremtiden, men snarere en velsmurt og vidende undersøgelse af de kræfter, der hiver i mennesket i denne tid.

Romanens konstruktion er et kapitel for sig. Handlingen springer mellem tre tider: 1988, 1999 og 2011. Årstal, der hver repræsenterer tre distinkte perioder af Toolys liv forskellige steder i verden. Men handlingen er samtidig på et andet niveau traditionelt fremadskridende, så romanen ender med en form for forløsning. Den opsplittede kronologi betyder, at man i begyndelsen møder et kapitel, der er betitlet ”1988: Slutningen”, og til sidst i bogen læser kapitlet ”1999: Begyndelsen”. Men samtidig følger man altså Tooly udvikle sig, og man danner sig et mere og mere fuldendt billede af hende. Det er mindre forvirrende, end det lyder, og bogen kan måske bedst sammenlignes med populære film, der også opererer med flere tidsplaner og en labyrintisk struktur, uden at plottet af den grund fordufter.

Skeptisk er mandog undervejs. Dels sættes handlingen i gang på et lidt tyndt grundlag: Tooly opdager tilfældigt eksistensen af Google Earth, bliver svimmel af søgemaskinens muligheder og beslutter at kortlægge sin fortid. Vupti, så er hun af sted. Eventyrligt, men utroværdigt. Dels er der romanens mange spor: Man har på den ene side på fornemmelsen, at der er afsnit, som man sagtens kunne udelade. På den anden side er det svært at pege på hvilke. Med andre ord er det ikke sådan, at alting ”går op” til sidst, og samtlige tekstdele passer sammen i en fuldendt mosaik. Men snarere at hver side og hvert kapitel bidrager til bogens umiskendelige tone af labyrintisk eksistentialisme. Derfor overgiver man sig også til Rachmans opus to efter hans bestseller om avisbranchen, ”De ufuldkomne”. Han kan virkelig skrue en historie godt sammen.

På engelsk hedder bogen ”The Rise & Fall of Great Powers”. En titel, der henviser til klassisk samfundsdebat, hvor historikere op gennem det 20. århundrede har diskuteret, hvilken stormagt der ligesom det gamle Rom går til grunde næste gang, og hvilken der vil opstå som den nye hegemon (typisk har man forudset USA's undergang og Kinas magtovertagelse, en debat, der også berøres af Rachman). Men ”powers” i den engelske titel kan også forstås som kræfter eller drifter i menneskets indre, der kæmper om at påvirke individet i en bestemt retning.

Mellem disse to former for ydre og indre kræfter - stormagters og samfundssystemers undergang, og psykologiske og eksistentielle kræfter i mennesket - pendulerer romanen. Man er godt underholdt undervejs og kan ikke undgå at spørge sig selv på vej ud af Rachmans labyrint: Hvilke kræfter er jeg selv styret af?