Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Bog laver billedspring

Under kapiteloverskriften ”Springet ind i det blå” skriver Henrik Wivel i bogen om den franske kunstner Yves Klein (1926-1962) og hans værk. - Foto: Fra bogen

I fornem ny essaysamling vover Henrik Wivel at udkaste tanker, der på magisk vis bliver hængende i luften

Et sted i sin nye bog fortæller Henrik Wivel om den franske kunstner Yves Kleins eksperiment med at springe ud i luften fra tre og en halv meters højde for at forevige springet fotografisk.

På fotografiet, som er gengivet i bogen, er manden fastholdt i udspringets svævende øjeblik i rummet, før han uvægerligt vil begynde at falde mod jorden.

Wivels lille bog, som er smukt illustreret og indbundet i et stift bind med en behagelig taktilitet, rummer i alt tolv kronologisk ordnede tekster, hvor han præsenterer tematiske fortolkninger og refleksioner over kunst og litteratur af navne som Caravaggio, Goya, Paul Klee, H.C. Andersen, Hjalmar Söderberg og Johannes V. Jensen.

Der er tale om virkelige essays. Essayet er som genre et forsøg, et spring, hvor man vover at udkaste tanker, idéer og beskrivelser af sansninger, og hvor de somme tider på magisk vis - ligesom Yves Klein på billedet - kan blive hængende i luften, sådan at læseren undres og tænker videre.

I bogen foretager Wivel en serie spring ind i visuelle og tekstuelle billeder, og i de på samme tid følsomme og skarpe fortolkninger bliver værkerne til mytiske billeder på grundforhold i tilværelsen.

I Wivels essays ser han således kunstværkerne som steder, hvor der findes en privilegeret adgang til oplevelsen af det underfulde i livet, momenter, hvor et lys bryder ind i dunkelheden og med ét oplyser det mørke, som man omvendt ikke kan forestille sig lyset uden. Kunsten kommer af dette ”skabende mørke”, som forfatteren kalder det.

Uden at det på noget tidspunkt bliver dogmatisk, løber der - ligesom i Wivels tidligere værk ”Perlen” - en inklination for det kristelige igennem hele bogen.

Det sker, i og med at mange af de motiver, der findes i de fortolkede billeder og tekster, er bibelske, men også fordi læsningerne for det meste udtrykker en eksistentiel livstolkning, der spænder mellem upræciserbare metafysiske fornemmelser og en slags poetisk kristendom.

Gérmes billede viser korsfæstelsen fra en vinkel, der er meget original og overraskende.

Det ses allerede i det første flotte essay om Jean-Léon Gérmes maleri ”Golgatha. Consumatum Est” (1867), en af samlingens bedste tekster, synes jeg. Wivels værkbeskrivelser er, som det vil være Kristeligt Dagblads læsere bekendt, præget af imponerende æstetisk sensibilitet og en suveræn, men selvfølgelig og aldrig demonstrativ horisont af omfattende kulturel og historisk dannelse.

Man ser således ikke de tre kors og de tre mænd på dem frontalt, sådan som det så ofte sker i kunsthistorien, men kun de lange skygger, de kaster hen ad Golgathas stenede jord. På vej ned fra bakken, hvor Jesus nu hænger på korset med sænket hoved mellem de to forbrydere, ser man de sidste tilskuere trænge bort.

Men hvad er det for et lys, der i denne dunkelhed bagfra kaster et lys på korset, sådan at dets skygge kastes ind over jorden og det jordiske? Hvad eller hvem er lyskilden? Det ser vi ikke i billedet, men uden for motivets ramme findes der et lys, og det er dette lys og dets forhold til mørket, Wivel reflekterer over i sit tankevækkende essay, der virkelig fremkalder kunstværket og dets betydning for læserens indre.

Bogen afsluttes med, hvad jeg læser som en regulær myte i den johannes v. jensenske manér. Johannes V. Jensen opfandt med ”myten” sin egen genre: korte tekster, der skildrer oplevelsen af en dybere sammenhæng i tilværelsen gennem ”et spring ind i et billede”, som han netop kaldte det.

I essayet ”Forhænget flænges” træder den ellers for det meste åndsaristokratisk diskrete Henrik Wivel frem med en mere personlig stemme og fortæller i jeg- og vi-form om en helt særlig oplevelse inde i den gamle kirkeruin Sankt Nicolai en tordenlummer sensommeraften i gotlandske Visby.

Alene står fortælleren med sin rejsefælle inde mellem den tagløse gotiske ruins forfaldne mure og piller, som vedbenden snor sig opad. I et tidløst og sublimt moment åbner natur, historie og akkumuleret tro sig. En due flyver ind gennem ruinen, og Wivel skriver: ”Forhænget er flænget, og Helligånden her. Ude er inde, på himlen blander skyerne gråt med blåt, og de første regndråber rammer hånden. Himmeldåb.”

Der vil nok være dem, der mener, at tonen her og der bliver noget højstemt i bogen. Mig generer det ikke, og selv i de pågældende passager må man værdsætte viljen til stil. Og hvor er det også befriende, at nogen i det hele taget vover at eksperimentere med at kaste sig ud i luften med et patetisk formudtryk, sådan som Henrik Wivel gør det i sin fornemme essaysamling.