Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Film

De voksnes rækker

4 stjerner
Villads Bøye er fremragende som drengen Martin, der kastes lidt for hovedkulds ind i de voksnes rækker i Niels Arden Oplevs ”Kapgang”. - Foto: Nordisk Film

Niels Arden Oplev er med ”Kapgang” tilbage på dansk grund med en intens, effektfuld og stedvis rørende historie om puberteten

Skandinaviske filminstruktører er verdensmestre i rørende, sjove, intense og psykologisk indsigtsfulde skildringer af puberteten. De seneste 30 år har budt på en perlerække af film om den vanskelige alder, hvor børn tøvende, prøvende og sårbare træder over tærsklen til de voksnes verden. Tænk herhjemme på Nils Malmros' ”Kundskabens træ”, Søren Kragh-Jacobsens ”Vil du se min smukke navle?” og Bille Augusts ”Tro, håb og kærlighed”. Eller tænk på Niels Arden Oplevs ”Drømmen” fra 2006. Filmen om en dreng stedt i livet midt mellem en sadistisk skoleinspektør, en følsom far og alle de søde piger blev instruktørens helt store gennembrud.

Efter nogle filmproduktioner i USA følger Niels Arden Oplev op på stemningen fra ”Drømmen” med ”Kapgang”, der er en filmatisering af skuespilleren og forfatteren Morten Kirkskovs hudløse erindringsroman af samme navn fra 2010. Filmen er også mærket af erindringens flossede patina og følger historien, der er henlagt til Sønder Omme i nogle uger i 1976.

Der er noget akavet over kapgang. Dette mærkelige vrid i kroppen, der opstår, når man skal gå hurtigt, men ikke må løbe. Sporten bruger både Morten Kirkskov og Niels Arden Opleve som et spejl på pubertetens akavethed. Ikke mindst drenges. De kan pludselig ikke rigtig være i deres kroppe, hjerne og hjerte skilles ad, hormonerne bobler, og resterne af barndom forsøger at holde den nysgerrighed i ave efter alt det, der findes på den anden side, hvor de voksne færdes. Kroppen vokser ud af barndommens form, og tilværelsen får i sandhed andre dimensioner. En svær tid.

Niels Arden Oplev fanger fint tiden i 1970'ernes provins, hvor drengen Martin (en fuldkommen overbevisende Villads Bøye) cykler fra skole igennem Sønder Omme med Nazareths fortolkning af ”Love Hurts” på kassettebåndoptageren. Overalt er flagene gået på halv, og Martin cykler uvidende hjem til beskeden om, at hans mor er død. Verden ændrer sig på et splitsekund, og Martins forestående konfirmation får pludselig en dybde og alvor, der presser voksenlivet ned over den rådvilde dreng. Ikke som det store livsbekræftende ja, men som en bølge af tvivl om, hvad Gud - med nabokonens (Sidse Babett Knudsen) ord - ”har gang i”.

Faderen (Anders W. Berthelsen) går i sort i sorg, storebroderen (Jens Malte Næsby) ifører sig solbriller og lukker sig inde, og Martin bliver alt for tidligt voksen og må tage sig af den lille familie. Men livet fortsætter jo, og Martins spirende forelskelse og seksualitet deles med kammeraten Kim (Frederik Winther Rasmussen) og den søde og kun alt for tidligt modne Kristine (Kraka Donslund Nielsen). ”Kapgang” er her tæt inde under en klassisk figuration i dansk litteratur og film: to drenge og en pige med Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” og Leif Panduros ”De uanstændige” som matricer. Det afføder som bekendt både sødme og smerte og en grænseoverskridende leg med det erotiske.

Niels Arden Oplevs ”Kapgang” er udover en stedvis fint pointeret pubertetsskildring også en sædeskildring fra den danske provins anno dazumal med det kun alt for kendte persongalleri. Der går ofte folkekomedie i filmen, og man klukler undervejs, uden at filmen taber sit fokus på drengen Martin, hvad han gerne vil og ikke rigtig kan magte, endsige rumme i sig.

Men Martins kapgang ind i de voksnes rækker og hans møde på seksualitetens mangeartede ytringsformer bliver lige lovlig demonstrativ. Martin går ind ad lidt for mange døre til skjulte rum på alt for kort tid, ligesom filmen har vanskeligt ved helt at finde balancen mellem det tragiske og det komiske.

I nutidens filmdramaturgi er det på mode at blande genrerne, men i ”Kapgang” går det ud over troværdigheden og de karakterer, som ellers er så stærkt formet. Det afspejler sig også i filmens musikside, som ellers plejer at være en af Niels Arden Oplevs styrker. Her går der tidskakofoni i den med Nazareth, Sebastian og Gasolin i et disharmonisk overbud.

Men ”Kapgang” har sine øjeblikke, som Niels Ardens Oplevs film altid har det. Han arbejder dygtigt med beskuerens følsomhed. I ”Kapgang” bedst i nogle karakteristiske ordløse og næsten lydløse scener, hvor Martin sidder med bordplanen til konfirmationen. De små hvide sedler med navne er hæftet på en tavle med hessian rundt langs det hesteskoformede bord. Sedlen med ”mor” må flyttes ud til siden. Der er tale om en afsked. ”Mor” er der ikke mere. Men så utrolig meget andet og så mange andre presser sig på og kan ikke længere holdes ude, men må ind i planen. Det er gode filmbilleder, det er øjeblikke af filmkunst.