Pia Juuls digte har aldrig lignet noget andet i dansk litteratur. I et interview fra magasinet Press fra 1999 fortæller Juul rammende, at hun egentlig ikke ved, om det er digte, hun skriver, men ”hvis andre går med til, at det er digte, så er jeg glad. Men i realiteten er det bare min måde at formulere og meddele mig på. Det er kortfattede besværgelser eller vrængende råb, som kommer til at minde om digte”.
At Juul forholder sig fuldstændig egensindigt til alle konventioner om genrer er et træk, man kan spore igennem hele forfatterskabet, og når hun nu udgiver en bog med den bizarre genreangivelse ”onkelagtige tekster”, er det udtryk for denne stadige søgen efter nye former.
Bogens mærkeligt klingende titel, ”Avuncular”, betyder ”onkelagtig”, og talen om onkler er bestemt ikke ny i Pia Juuls digtning. Ordet ”onkel” dukker op gang på gang, og udtrykket kendetegnes altid ved at være omgivet af barnets grænseløse og umiddelbare undren, når det står over for voksenverdenens uigennemskuelige fænomener. I ”i brand måske” (1987) hører vi om ”de vilde/ senere vores onkler/ som alle skød hver en ræv”, og i ”sagde jeg, siger jeg” (1999) om ”en onkel”, der er ”søn af en puddel”, samt om den efterhånden berømte Onkel Hector, der i virkeligheden hed Holger, og som altid gjorde ”sådan med hånden”.
Hvad er så ”onkelagtige tekster”? Ja, ligesom bogens omslag, der er prydet med en collage af billeder af vidt forskellige onkler fra Onkel Sam og Onkel Danny til en række af Juuls private onkler, er ”Avuncular” et mægtigt rod af teksttyper, spændende fra ordbogsopslag og citater til mere vanlige juulske erindrings- og portrætdigte. Hvis der altså er noget, der kan kaldes vanligt i Juuls forfatterskab.
Det enestående i Juuls tekster er, at der hver gang anlægges en synsvinkel, en stil og en tone, der er så særegen, at både taleinstansen og det objekt, der tales om, illumineres. Når den naive barnebevidsthed konfronteres med det forunderlige, uforståelige, tiltrækkende, uhyggelige, onkelagtige i verden, så sker tingene.
Helt suveræn i bogen er en sektion af tekster med titler som ”Emil” og ”Jens”, i hvilke der portrætteres en stribe onkler. Man bemærker den enorme pallet af stilarter, tonefald og stemninger, som Juuls digte spænder over, hvad enten det er i en kort tekst om onkel Emil, hvor barnets bundløse undren og beundring udtrykkes: ”Han var en rigtig onkel for han fandt min mors vielsesring/ da hun tabte den, han fiskede den op af kloakken med et/ underligt apparat. Og han blev hundrede år.”
Eller det er i et dybt rørende og smertefuldt digt om onkel Jens: ”Sidste gang jeg så ham/ var han iført slåbrok/ ”Velkommen i familien,”/ sagde han til min kæreste/ ”og til de herrer, der er/ til stede: Gå til læge/ i tide/ hvis I har problemer med vandet.”/ Han var på morfin/ men det var ikke den/ der gjorde ham mild og lun/ Han sagde, som sin bror,/ visse ord med en særlig klang:/ Korsbæk/ Gadholt/ Vandmøllen/ Han forskede i slægten./ I stamtavlen/ så vi at han også hed Frede.”
Pia Juuls onkelagtige tekster er på en gang særprægede, elegante, humoristiske og bevægende.