Prøv avisen
Interview

Håb er menneskets drivkraft

Kristne bør huske deres forvalteransvar over for naturen, mener den canadiske forfatter Margaret Atwood, der har udviklet sin egen grønne teologi i sin seneste romantrilogi, der netop er afsluttet på dansk med romanen ”MaddAddam”. - Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Kristendommen kan både give håb og ansvarsfølelse, mener den canadiske forfatter Margaret Atwood, der er romanaktuel på dansk

Verden er som en hasselnød i Guds hånd. Det skrev den kristne kvindelige mystiker Julian of Norwich allerede i 1300-tallet i sine første visioner, der blev oversat til dansk i 2010 som bog under titlen ”Kærlighedens åbenbaring”:

”Da viste Han mig en lille ting på størrelse med en hasselnød, liggende i min håndflade, og som jeg så den, var den rund som en bold. Jeg kiggede på den og tænkte: 'Hvad kan det være?'. Og jeg fik svaret: 'Det er alt, som er skabt.' Jeg undrede mig over, hvordan denne lille ting ville kunne bevares, for jeg syntes, at sådan en lille ting så let som ingenting kunne blive væk. Og jeg blev svaret i mit sind: 'Den bevares og vil altid blive bevaret, fordi Gud elsker den, og sådan har alt sin eksistens på grund af Guds kærlighed.'”

Citatet er også gengivet i den canadiske forfatter Margaret Atwoods roman ”Syndflodens år”. Og den 74-årige bestsellerforfatter får lys i øjnene, da hun taler om det:

”Det er en fantastisk metafor og et meget optimistisk billede, at verden er så lille, elsket og beskyttet. Julian of Norwich har også en fantastisk optimistisk teologi. Det er et mirakel, at hun som kvinde i middelalderen ikke blev brændt på bålet med de tanker,” siger Margaret Atwood afslappet og tier et øjeblik, inden hun pludselig fortsætter med et lille, dramatisk heksehyl: ”Uuhhh!”.

Margaret Atwood griner ikke selv ad sit uventede hyl, men sidder blot med et lille, drilsk smil i mundvigen, der får hende til at ligne Karen Blixen. Og Atwood minder også om den verdensberømte danske baronesse med sin spinkle bygning, stærke fremtoning og overlegne sproglighed. Hun er blevet kaldt sciencefiction-forfatter, men kalder selv sine fantastiske fremtidsfortællinger for ”spekulativ fiktion” på linje med Samjatins ”Vi” og Orwells ”1984”:

”Jeg skriver ikke om drager og trolde, men om en virkelighed, der allerede eksisterer med opløsning af demokratier, opblomstring af bioteknologi, overbefolkning, overforbrug af mad og energi og forurening. Det er alt sammen ting, der sker nu.”

På dansk har hun netop udsendt romanen ”Madd-Addam”, der er sidste bind i fremtidstrilogien, der også tæller ”Oryx og Crake” og ”Syndflodens år”. Det amerikanske produktionsselskab HBO er i øjeblikket ved at omsætte bøgerne til en stor tv-serie. Hendes romaner er også meget visuelle, men på spørgsmålet om, hvorvidt hun havde forestillet sig en filmatisering af bøgerne, mens hun skrev dem, svarer hun tørt uden at grine:

”Naturligvis ikke. Ellers havde jeg aldrig skrevet en gigantisk blå penis ind i fortællingen.”

Lidt fantasi er der altså også i romanerne, der samtidig er spækket med bibelreferencer. Og selvom Atwood efter eget udsagn er mere interesseret i metaforer end teologi, bliver hun ved med at vende tilbage til de bibelske grundfortællinger. Især er hun optaget af forvalteransvaret i Bibelen, og hun har med fornøjelse læst ”The Green Bible”, hvor alle de passager, der opfordrer til at passe på skaberværket, er skrevet med grønt - ligesom Jesus-citater i evangelierne er skrevet med rødt i ”King James Bible”, fortæller hun.

”Der findes to grundfortolkninger af Bibelen, når det handler om menneskets plads i naturen. Den ene siger, at mennesket er sat til at herske over naturen, så vi derfor kan mishandle dyr og planter, som vi vil. Men den anden lægger vægt på vores forvalteransvar over for naturen. Det er den sidste position, som de miljøbevidste kristne 'Guds gartnere' har i min roman. For de har forstået, at mennesket slår sig selv ihjel, hvis man slår havet ihjel.”

Margaret Atwood tier et øjeblik:

”Deres bibelbaserede teologi synes jeg sådan set er udmærket. Jeg gjorde mig også umage for at udvikle den,” siger hun så med sit drilske Blixen-smil, inden hun tilføjer, at der også er blevet plads til - i hendes øjne - misforstået teologi. For eksempel omtaler flere af hendes romanfigurer de katastrofer, der rammer dem, som Guds straf over dem.

”Det har folk altid sagt om plager. Selv evangeliske bevægelser i USA sagde om aids, at det var Guds straf for homoseksualitet. Sådan vil fjolser altid se på katastrofer. For det er meget nemmere for den menneskelige bevidsthed at forholde sig til, at det, der sker, sker med en mening. At det skulle gå sådan, fordi der var en plan eller en grund til al den smerte. Men ting sker bare. Og det er meget hårdt at begribe, at det ikke nødvendigvis har noget med os at gøre,” siger hun og tilføjer:

”Men vi er så opsatte på at gøre os selv til universets centrum, så selv dårlige ting, vi oplever, må være en dårlig ting på grund af noget, vi gjorde. Den tankegang finder man også i Bibelen, hvor de gammeltestamentlige forfattere fortolker tidens naturkatastrofer som Guds straf.”

Det sætter Julian of Norwich spørgsmålstegn ved ved at sige, at det ikke er vores synd, der adskiller os fra Gud, men vores skam over ikke at føle os værdige til at opsøge ham. Men hvis man ser bort fra teologien, hvor finder man så håb i en skræmmende verden fyldt med lidelse, krige og naturkatastrofer?

Margaret Atwood tænker sig om og svarer så:

”Ja, vi har udfordringer, men også håb. Håbet er en del af vores natur som mennesker. Ellers ville vi ikke kunne stå op om morgenen. Vi nedstammer fra en lang række af håbefulde folk. For de håbløse folk uddøde. Håb er liv. Vi lever af håb og den nysgerrighed, der drives af håb. Vi vil altid vide, hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Håb er en del af vores identitet, men håbet må altid være i balance i os. Hvis vi bliver for håbefulde, bliver vi dovne og glemmer at tage os af de problemer, som vi skal. Men hvis vi fortvivler, bliver vi handlingslammede, fordi vi tænker, at det alligevel ikke nytter noget at handle. Den ansvarlige lever imellem de to positioner. Og det prøver jeg også selv. Jeg er bange nok til at synes, at vi skal tage os af de udfordringer, vi har. Men jeg er også håbefuld nok til at tro på, at vi har en chance.”

Hvad bygger du dit håb på?

”Man bygger ikke sit håb på noget. Man har det bare. Det er et menneskeligt karaktertræk. Det ville svare til at spørge, hvorfor jeg taler. For det hører med til menneskets natur - ligesom håb.”

Men mener du, at det håb stammer fra Gud?

”Kristendommen tilsiger mig, at både frelsen og troen kommer af Guds nåde. Selv har jeg svært med min forstand svært ved at tro på evangelier, der er skrevet længe efter, at Jesus gik på Jorden. Men jeg tror, at verden ville blive et bedre sted, hvis folk gjorde, hvad der står i Det Nye Testamente. Det gør de bare ikke. Selv kristne elsker ikke deres næste.”

Salman Rushdie sagde for nylig i Kristeligt Dagblad, at han ikke troede på, at religion kunne være en del af løsningen på verdens problemer. Er du enig?

”Nej, det bliver det nødt til at være. Nu er religion jo en bred størrelse. Men der findes så mange troende på Jorden, at man ikke kan løse noget fælles problem uden religionerne. Folk skal bare holde op med at bruge deres tro på Gud til at bekæmpe andre, men i stedet række ud mod hinanden,” siger Margaret Atwood og holder sin spinkle hånd frem. Som for at minde om Julian of Norwichs billede af, at vi alle sammen ligger i den samme hasselnød i Guds hånd.