”Oprør fra midten” er en drøm om ”det humane ligevægtssamfund” udformet som en utopi, en forestilling om, hvordan Danmark ville blive i det tidlige 21. århundrede.
Bogen var imødeset med store forventninger, da den udkom i 1978. Villy Sørensen (1929-2001) var den beundrede skønlitterære forfatter og begavede essayist, der repræsenterede åndslivet, Niels I. Meyer (født 1930) repræsenterede som professor i halvlederfysik på Danmarks Tekniske Højskole naturvidenskaben, mens Kristen Helveg Petersen (1909-1997) som tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem var repræsentant for den praktiske politiske erfaring.
Det var på papiret et meget stærkt forfatterkollektiv. Mange, også sympatisk indstillede læsere blev dog skuffede.
Bogen blev lanceret som ”en tredje vej”, et opgør med det bestående uden revolutionens radikalitet. Som udtryk for denne ambition er titlen genial. Forfatterne viede endda kritikken af marxismen-leninismen et helt afsnit. Men kritikken af liberalismen og kapitalismen, især storkapitalen og de multinationale selskaber, er endnu mere udpræget, og utopiens revolutionære karakter umiskendelig.
Forfatternes vision for det fremtidige samfund, som man ville kunne kalde korporativt-kommunitaristisk, ville indebære en afskaffelse eller væsentlig omlægning af flere samfundsbærende institutioner: det repræsentative demokrati, den private ejendomsret, uafhængige domstole, den fri aftaleret på arbejdsmarkedet - bare for at nævne et par stykker.
Når det kunne lade sig gøre at markedsføre denne politiske radikalitet som et ”oprør fra midten”, skyldes det, at midten lå et helt andet sted dengang. Samfundet var i dyb krise i form af arbejdsløshed, inflation, statsgæld og underskud på betalingsbalancen, og forfatterne nærede den opfattelse, ”at de store problemer ikke kan løses inden for dette systems rammer”, altså en grundlæggende mistillid til, at det parlamentariske demokrati og markedsøkonomien kunne løse opgaven.
Idealet var økonomisk lighed i form af borgerløn. Hvis folk derudover ønskede at arbejde, skulle alle lønnes lige uanset kvalifikationer og jobfunktion. I det nye samfund skulle privatkapitalismen afskaffes til fordel for ”fællesvirksomheder”, kollektivt ejede virksomheder med udstrakt medarbejderindflydelse. Personlig berigelse ud over den statsligt fastsatte løn blev betragtet som illegitim.
Det var fra forfatternes side antagelig begrundet lige så meget i en filosofisk-litterær idealisering af det åndelige som i en politisk antikapitalisme. Lighed, ikke konkurrence, var midlet. En læge burde ikke tjene mere end en skraldemand, og strejkevåbenet måtte ikke kunne bruges som ”pressionsmiddel mod samfundet”, fordi den slags ”gruppe-egoisme” var en væsentlig forhindring for, at samfundet kunne styres, og de økonomiske problemer løses. I fremtidens samfund skulle nødvendige samfundsopgaver ikke løses ved at give økonomisk incitament, men ved indførelse af ”en solidarisk værnepligtsordning”.
Utopien var bygget på en grundfæstet tro på, at mennesket er godt. Ethvert politisk system, der fjerner sig for meget fra borgeren, måtte blive abstrakt, upersonligt og fremmedgørende. Et nærdemokrati derimod ville være båret af den moralske forpligtelse, der kendetegner den personlige forbindelse.
”Nærhed” er et gennemgående plusord i bogen. Forfatterne ønskede ikke staten afskaffet, men styreformen skulle laves om, således at Folketinget skulle suppleres af et korporativt andetkammer, Fagtinget, hvis medlemmer var repræsentanter for organisationer og foreninger, og folkeafstemninger skulle bringes i anvendelse ”i væsentlige politiske spørgsmål”.
Forfatterne havde ikke megen fidus til det europæiske samarbejde, som de spåede visnedøden. De afviste ikke værdien af international samhandel, men lagde vægt på, at produktion, handel og politik skulle varetages lokalt. I internationale relationer talte forfatterne for global afrustning, hævdede princippet om ikke-vold og profeterede en global bevidsthedsændring, der ville overflødiggøre våben.
Mens bogens forudsigelse af det 21. århundrede i økonomisk og politisk forstand forekommer at befinde sig et stykke fra det virkelige (markant er det dog, at det forudsagdes, at antallet af kommuner i det 21. århundrede ville være 100), er andre dele af utopien nærmere realiteterne. I 1978 har det antagelig været betragtet som et af bogens mest utopiske fantasterier, at størstedelen af energiforbruget i 2014 ville være dækket af alternative energikilder. Vi er ikke desto mindre tæt på. Følgende sætning er antagelig også af mange blevet afskrevet som endnu en af Niels I. Meyers vidtløftigheder:
”Vi ved [“] at der ved forbrænding af fossilt brændstof (olie, kul, naturgas) dannes store mængder kuldioxyd, der kan forhindre varmeafgivning fra Jorden og føre til den såkaldte drivhuseffekt.”
Men ellers er det ikke realitetssans, der præger bogen. Forfatternes tillid til det gode i mennesket gjorde, at de manglede sans for, at et system altid i sig skal rumme værn mod magtmisbrug. Man kan se det i synet på pressens rolle: ”Forholdet mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde.”
Her kan man sige, at forfatterne har fået ret i deres forudsigelse, fordi politikerne og medierne samarbejder væsentligt mere og væsentligt mere professionelt i dag end for 40 år siden, men det er næppe, hvad forfatterne havde i tankerne. De havde tænkt sig, at medierne skulle spille en aktiv rolle i opbygningen af det nye samfund, men glemte, at pressens ”mistillid” til politikerne er en nødvendig forudsætning for, at den kan fungere som kontrolinstans.
Man behøver ikke være udpræget borgerlig for at frygte det samfund, som forfatterne til ”Oprør fra midten” ønskede at skabe. Det er meget sigende, at et gennemgående ideal i bogen er Tvind, hvor en tilsvarende kollektivisme og fællesskabsideologi dækker over almindelig inkompetence, ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed.
Bogen fungerer i dag mest som et vidnesbyrd om alvoren i den krisestemning, der herskede i 1970'erne, og derfor tjener den også indirekte som forklaring på, hvordan den politiske radikalitet dengang kunne præsenteres som midtsøgende.