I 2011 tog Alaa al-Aswany en pause fra skriveriet af sin nye bog, der var ved at tage form. Han gik som mange landsmænd på gaden for at demonstrere for et nyt og bedre Egypten uden Hosni Mubarak. Oprøret og tilstanden inspirerede den egyptiske forfatter, som efterfølgende gik hjem til tastaturet præget af den revolutionerende stemning.
Det blev til en lang række politiske kommentarer i internationale medier om egypternes fremtid, og det blev til romanen ”Den kongelige egyptiske automobilklub”, der netop er udkommet på dansk på forlaget Hr. Ferdinand.
Romanens handling foregår i 1940'erne i de sidste år af den britiske besættelse og skildrer et ulmende oprør blandt de egyptiske tjenere, der er trætte af at blive trynet af de dominerende ”masters” og af den diktatoriske konge.
”1940'ernes Egypten minder meget om det, landet oplever i disse år,” siger den prisbelønnede egyptiske forfatter og tandlæge til Kristeligt Dagblad under sit besøg i Danmark for nylig i anledning af udgivelsen af den nye roman, der er oversat til omkring 30 sprog.
Aswany blev berømt for sin bestseller ”Yacoubians Hus”, og i sine romaner skildrer han et farverigt kludetæppe af skæbner, der væves sammen med en imponerende fornemmelse for menneskelige følelser i de egyptiske gader og hjem. Jeg skriver for mit folk, påpeger den mest læste forfatter i Mellemøsten.
”Det er en inspirerende æra dengang i 1940'erne, hvor man var sikker på, at regimet ville falde. Spørgsmålet var hvordan og hvornår, og hvad der ville blive det næste? Selv kongen var sikker på, at han ville blive den sidste monark. Det samme skete i 2011, hvor Mubaraks dage var talte. Der er mange menneskelige historier at fortælle i disse år,” siger den store egypter med en varm og dyb røst, der næres af den ene cigaret efter den anden og en smittende latter.
Alaa al-Aswanys far var advokat i den kongelige automobilklub, der ikke er opspind, men en virkelig klub for briter og vestlige diplomater. Den findes endnu. Som barn kom Aswany i klubben med sin far og mødte tjenere, der havde arbejdet under kongen. De kunne fortælle en masse kulørte historier, der satte sig fast i baghovedet på den kommende forfatter. Og så passede tiden en dag til en historie om egyptiske skæbner under tyranni.
”Idéen om to parallelsamfund med europæiske herrer og egyptiske tjenere var spændende, fordi problemerne mellem de to parter går helt op til den dag i dag. Det handler om egypternes relation til Vesten og vesterlændingenes syn på egyptere,” siger Aswany.
Når han tyr til fiktionen for at beskrive sit land og dets skæbne, er det mest af alt for at skildre mennesker, der lever under svære vilkår, og det evner skønlitteraturen mere end nogen anden kunstform, mener forfatteren.
”Ernest Hemingways 'Den gamle mand og havet' kan forstås af et barn som en historie om en mand, der finder en fisk. Men for dig med livs-erfaring har den mange lag og handler om de store spørgsmål. Sådan skal litteratur være,” konstaterer Aswany og fortsætter:
”Vi har endnu ikke fundet formularen på det at være menneske i denne verden. Vi har ikke det rette koncept for det at være menneske. Vi egyptere har et billede af vesterlændinge som racister og som værende imod islam og arabere. På den anden side opfattes arabere som potentielle terrorister. Litteratur kan vise, hvordan liv leves, og at alle bare er menneskelige. Det handler om at forstå fejltagelser og om at tilgive,” siger Aswany.
Den 57-årige forfatter, der i mange år levede af at være tandlæge, fremstår som en meget rummelig person, der elsker selskab og mennesker. Han driver trods sin store succes som forfatter stadig sin tandlægeklinik i Kairo, mest af alt for at pleje sine relationer og lade sig fodre med historier. Mange kommer ind til ham uden at få ordnet tænder, fortæller han, for at drikke kaffe og snakke med den sympatiske egypter.
Når han puster liv i sine karakterer og giver dem navn, overtager de hurtigt deres egen skæbne og udfolder selv deres historie. Kort tid inde i skriveprocessen vrister de sig fri og lever på en måde deres eget liv.
”De bliver faktisk så livagtige, at de fremstår som virkelige personer. Jeg skubber lidt til deres historie, og så går resten af sig selv, og jeg taler med dem,” fortæller Alaa al-Aswany, der deler denne oplevelse med sine læsere i første kapitel i sin nye roman, der er helt løsrevet fra resten af fortællingen. Her skildres to mystiske personer, der en nat banker på døren hos en forfatter og præsenterer sig med navnene på to karakterer fra deres måbende skabers nye bog.
Den ene af de to mystiske personer, der banker på hos deres forfatter, kalder sig Karim Hamam og er en nøglefigur i romanen som søn af en lagerarbejder i automobilklubben. Karim er poet, oprørsk af sind og politisk aktivist, og han har tilsyneladende en stor plads i Aswanys hjerte, fortæller forfatteren.
”Jeg er enig med ham i mange ting. Han er modig og ærlig. Men en poet er anderledes og ofte sværere at kommunikere med. Romanforfattere bør kommunikere med folket og være i nær kontakt med mennesker. En poet venter på, at ordene skal komme til ham fra oven,” siger Aswany, der ser det som en pligt at skrive om sit land.
”Hvis man har ressourcer og en bedre uddannelse end andre, må man gøre noget i et land som Egypten. Jeg er ikke politiker, men vi forfattere er forpligtet på grund af demokrati og menneskerettigheder. Sådan har Karim det. Og det gælder absolut også for mig. At skrive er et grundlæggende kunstnerisk forsvar for menneskelige værdier. Når mange millioner egyptere går på gaden for at dø for friheden, kan man ikke blive siddende i sit hus. Ser man på verdenshistorien, har de fleste forfattere gjort det samme. Det er unormalt at blive separeret fra folket. Det gør jeg ikke. Aldrig!”.
Selvom Mubarak er væk, har Egypten været præget af ustabilitet siden hans afsættelse. Først kom Det Muslimske Broderskab til magten, så blev Mursi afsat, og nu har et nyt styre overtaget kontrollen. Hvad er udsigterne til demokrati?
”Når diktatorer føler sig udsat, sætter det folket over for valget om at foretrække sikkerhed og mad eller frihed og kaos. Almindelige mennesker er ikke helte, det må vi indrømme. Vi har helte, fordi de er undtagelser. Normalt vil folk vælge sikkerhed og mad, og det er også sket i Egypten,” siger han og refererer til karakteren Koo i den nye roman, som er kongens fortrolige og magtfulde overtjener, der kynisk kontrollerer de ansattes liv og magtbalancen i klubben.
”Koo er billedet af den onde diktator. Men man glemmer, at han også er den beskyttende far. Mange kan ikke leve uden idéen om en far, også selvom han kan være ond og undertrykkende. Frygten for friheden kan være ubærlig,” påpeger Aswany, der i samme vending understreger, at demokrati trods alt er et fundamentalt menneskeligt behov.
”Man kan ikke sige, at nogle er mere eller mindre demokratiske end andre. Det er racistisk. Diktatur er en abnormitet, konsekvensen af en sygdom. Hvis man har levet under diktatur og i frygt for længe, skabes abnorme borgere. Efter 60 års undertrykkelse vil det tage tid at ændre folk. Egypten er præget af folk, der kæmper for deres positioner, men historien viser, at revolution er menneskelig forandring, der vil komme, så snart folk overkommer deres frygt. Og når det sker, er alt forandret.”
Læs Kristeligt Dagbladsanmeldelse af Alaaal-Aswanys nye roman på