Det lukkede land

Vellykket historisk roman om japansk-europæisk kulturmøde

Forsiden til "Jacob de Zoets tusind efterår".
Forsiden til "Jacob de Zoets tusind efterår". Foto: www.liveboox.com

David Mitchells forrige bog på dansk, den filmatiserede ”Skyatlas”, var en ambitiøs rejse både tilbage i historisk tid og til fremtidige forestillede verdener. Den prisbelønnede ”Jacob de Zoets tusind efterår” er i omfang ikke mindre murstenstung og ambitiøs, men den er samtidig fokuseret på et sted i en meget overskuelig årrække.

Stedet er en handelsstation i Nagasaki havn, hvor romanen åbner med en dramatisk fødsel i 1799. Det er på en gang en universel og genkendelig scene, men også en elegant og medrivende indgang til bogens bærende tema, kulturmødet mellem hollændere og japanere.

Man følger den unge Jacob de Zoet, der er rejst ud for at tjene penge for at kunne blive gift, men intriger og kærlighed gør hans ophold på den anden side af kloden til en mere kompliceret affære, som suger ham ind i den japanske underverden. Han forelsker sig i jordemoderen Orito, men det er en umulig og forbudt kærlighed i det Japan, der strengt bevogter sin afsondrethed fra omverdenen. Til gengæld er Oritos fangenskab hos en munkeorden starten på en thrilleragtig og genuint spændingsfyldt del af romanen, hvor de Zoet allierer sig med Oritos anden bejler, tolken Uzeaemon, mod den mere eller mindre gale leder af ordenen, Enomoto.

Romanen skildrer både høj og lav på en måde, så der er højt til det tankemæssige loft, men også plads til brandere og sømandssnak. Mitchell er en glimrende fortæller, som formår at bevare den historiske troværdighed i sin fremstilling i sin forholdsvis lavmælte, men meget nuancerede og elegante fremstilling. Sproglige misforståelser er en effektiv og humoristisk måde at anskueliggøre kulturmødet på, men Mitchells evne til at skabe intime rum, hvor personerne føler, at de famler sig frem, fordi de ikke er klar over, hvordan den anden reagerer, er endnu mere overbevisende. Samtidig er der også et godt idehistorisk udblik til de strømninger i politik og tænkning, som tiden var præget af, eksempelvis med flittige referencer til blandt andre Adam Smith, og som hollænderne naturligvis også tog med sig, uanset hvor de befandt sig.

Mitchell er ikke den eneste forfatter, som forsøger at få et uvant kulturmøde til at gennemsyre et litterært værk. Det er i høj grad et tema, som kendetegner meget ny litteratur, hvor migranter skriver på egne erfaringer og lader forståelse og misforståelse blive til frugtbart litterært stof. I ”Jacob de Zoets tusind efterår” er det historiske studier og så forfatterens frihed til at forestille sig, hvordan det må have været, som bærer bogen. Som et appendiks til bogen har man også oversat et fint essay af Mitchell om den historiske romans berettigelse.

Men romanens berettigelse går ud over spørgsmål om historisk korrekthed. Den er ikke mindst i skildringen af det isolerede Japan og den endnu mere lukkede munkekult en fortælling om åbenhedens værdier, noget, som Japans mest berømte nulevende forfatter, Haruki Murakami, også er et lysende eksempel på.