Israelske stjerneforfattere taler for døve ører

I vestlige medier bliver israelske forfattere som Amos Oz og David Grossman set som betydningsfulde samfundsdebattører, der taler med vægt i Gaza-konflikten. Men i den hjemlige debat lytter de færreste til dem

Forfatteren Amos Oz blev for nylig præsenteret i det britiske dagblad The Guardian som ”Israels store litterære samvittighed”. Hans holdninger til Gaza-konflikten og Israels fremtid er der imidlertid ikke mange almindelige israelere, der lytter til. - Foto: Scanpix

Israels store litterære samvittighed.

Sådan lød præsentationen, da det britiske dagblad The Guardian i en artikel om den seneste Gaza-konflikt introducerede den israelske forfatter Amos Oz.

Sammen med en række andre personer som David Grossman og A.B. Yehoshua er han en af Israels skønlitterære forfattere, der har formået at slå internationalt igennem.

Fælles for forfatterne er, at de også er aktive samfundsdebattører. Ligesom deres litterære værker har vundet anerkendelse i Europa og USA, bliver deres holdninger til det israelske samfund også tillagt stor autoritet i de internationale medier.

De seneste uger har en lang række førende medier som for eksempel The New York Times og Deutsche Welle brugt omfattende plads på forfatternes syn på krigen mellem Israel og Gaza.

Men for de israelske forfattere må Jesu pointe om, at profeter har det med at være miskendt blandt deres egne, føles meget nærværende. For lige så betydningsfulde de fremstår i vestlige medier, lige så marginaliserede er de i den hjemlige debat i Israel:

”Der er et helt klart misforhold mellem, hvor meget medieomtale de får i udlandet, og hvor stor indflydelse de har i Israel. Det er meget få, der lytter til dem eller tager dem seriøst her,” siger Seth J. Frantzman, debatredaktør på den israelske centrum-højre-avis The Jerusalem Post.

Både David Grossman og Amos Oz står som nogle af de mest fremtrædende talspersoner for den israelske fredsbevægelse. De argumenterer begge for en tostatsløsning af konflikten mellem israelere og palæstinensere og er klare kritikere af den nuværende højreorienterede regering med premierminister Netanyahu i spidsen.

”Det er ikke, fordi deres synspunkter er ekstreme. Det er vel det, man kan kalde almindelige centrum-venstre-holdninger,” siger Seth J. Frantzman.

Alligevel mener han ikke, at der er meget mere end 10-15 procent af israelerne, der tager det seriøst, når de udtaler sig. Typisk er det en kerne af højtuddannede intellektuelle bosat i og omkring Tel Aviv.

”De bliver ofte beskyldt for at være naive og altid komme med de samme svar på problemerne,” siger han.

Noget af forklaringen på de marginaliserede forfattere ligger i, at det israelske samfund i de senere år er blevet mere højreorienteret. Fredsfløjen og venstreorienterede har generelt mistet fodfæste i den offentlige debat.

Men det handler også om, hvordan samfundet kulturelt er skruet sammen, forklarer Moshe Ron, der er professor emeritus i litteratur ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.

Han mener, at det ikke blot er et lille mindretal, der politisk tager forfatterne seriøst. Det er også ganske få israelere, der læser deres bøger.

”Den meget store gruppe af ultra-ortodokse jøder har forbud mod at læse såkaldt sekulær litteratur. Arbejderklassen og store dele af middelklassen læser generelt meget lidt skønlitteratur, og hvis de gør, er det andre forfattere, de kaster sig over. Og så er der hele det russiske samfund i Israel, der også er immune over for disse stemmer. De læser dårligt hebraisk og har generelt ikke den store interesse i israelsk kultur. Samtidig er de ofte ret konservativt nationalistisk indstillede,” siger han.

Til gengæld er det vigtigt at understrege, siger Moshe Ron, at de israelere, der er enige med forfatterne, har en meget væsentlig betydning. Og netop derfor sker det jævnligt, at højrefløjen i Israel går særdeles skarpt til angreb på disse forfattere i den offentlige debat.

I løbet af den seneste debat i Israel om krigen i Gaza har der især været polemik om en tale, David Grossman holdt ved en større fredsdemonstration i Tel Aviv. I talen beklagede han, hvordan den yderste højrefløj har sat sit præg på Israel hen over sommeren.

”Chauvinisme, fanatisme og racisme er brudt skamløst ud i lys lue, alt sammen på en gang,” sagde David Grossman og beskrev, hvordan humanismen i samfundet var ved at krakelere efter de scener, der har udspillet sig med racistiske demonstrationer og overfald på arabere.

Talen fik især opmærksomhed på grund af et meget omdebatteret modsvar fra den ortodokse, men dog relativt moderate rabbiner Yuval Cherlow. Han beskyldte Grossman for at leve i en sort-hvid verden, hvor man enten elsker fred eller elsker krig.

Cherlow mener, at Grossman overser, at der er andet end had og fascisme hos forfatterens politiske modstandere, og at Grossman derved er med til at grave grøften mellem højre- og venstrefløjen dybere.

Den kritik er ifølge Seth J. Frantzman fra The Jerusalem Post generelt sigende for, hvordan de kendte forfattere deltager i den offentlige debat i Israel.

”Man kan med rette beskylde dem for kun at prædike for de allerede omvendte. De er ikke med til at flytte holdninger hos nogen, men bekræfter blot folk i det, de mener i forvejen,” siger han.