Vi er alle i samme tog

Simon Fruelund giver en karakteristik af Danmark med omkring 70 miniportrætter af passagererne i toget fra Kalundborg til Østerport. Det fungerer fint og overbevisende i detaljen, men bringer ikke noget overraskende nyt om landet

"Pendlerne" af Simon Fruelund. Foto: presseservice.gyldendal.dk

I Simon Fruelunds roman ”Pendlerne” går toget mandag morgen klokken 7.11 fra Kalundborg mod Østerport. Det er januar måned, og folk skal på arbejde, i skole, på ferie, på flugt, på besøg.

Nogle skal med det meste ad vejen, nogle bare en station eller to.Alle har et ærinde at gøre. Alle har deres motiv til at rejse. Fruelund skriver kort om 70-80 rejsende i små og rammende portrætter på mellem en og to en halv side. Der er trængsel i romanen, som der er i et pendlertog. Folk stiger af og på, og der er en flygtighed over det hele, som hører toget - og måske også den moderne verden - til.

Man møder mennesker fra provinsbyerne og landstationerne, fra forstæderne og hovedstaden. Man bevæger sig frem mod København, og umærkeligt skifter passagerernes sammensætning. Togvognene er de samme i Svebølle og København H, men folk er forskellige. De er i samme tog, men ikke i samme båd. Toget bidrager nok til den berømte sammenhængskraft, når det fører folk sammen, men mentalt kan der være langt mellem drengen, der er på flugt fra en ungdomspension, pensionisten, der fotograferer gravsten, kvinden, der tænker på sex i en swingerklub, den arbejdsløse og potentielle terrorist, der har forlæst sig på Breivik, og så videre og så videre.

Den ene lille skæbne følger den anden, mens man læser, og det er ligesom at være i et tog: Man kan fantasere lidt om sine medpassagerer og forestille sig, hvem de er. De forbliver navnløse fremmede, hvis liv man for et øjeblik tangerer, indtil de står af, og nye passagerer kommer til. Man ser lige ind i et liv, hvor en indvandrerpige har sit hyr med at få lugten af karry af sig, så hun ikke ligefrem oser af fremmedhed. Man aner, at københavnerparret, der flyttede til en gård på landet, efter den første lykke nu er på den store nedtur.

Og så er der pludselig én, der får hjertestop, så toget bliver forsinket. En ambulance venter i Holbæk. Omkring Valby kan man allerede læse om det i netnyhederne. Det går hurtigt, og et problem for flere pendlere er også stress. Der er alt det, man skal nå, alle de forventninger, man har til sig selv, og som man føler, andre har til en.

Fruelund giver et flygtigt og mangfoldigt billede af danskerne - og nogle få indvandrere og udlændinge. Portrætterne er så små, som de næsten kan blive. Da det ene tager det andet i en stadig strøm, og alle personerne optræder anonymt, falder de tilbage i mængden og glemslen, som de et kort øjeblik blev hævet ud af.

De små portrætter er fint pointerede, og Fruelund skriver med en overbevisende, ofte humoristisk tone. Man kan selvsagt ikke nå så dybt i det enkelte portræt, så det er gennem mangfoldigheden, at bogen får sit liv. Der lægges næppe nye alen til vores bevidsthed om danskerne, men bogen ejer dog en egen rytme og tone, som gør den værd at læse.

”Pendlerne” følger en lang tradition for at skabe gruppebilleder. Det klassiske eksempel er Edgar Lee Masters' ”Spoon River Antologien” (1915), men herhjemme kender man også til romaner om opgange og huse, hvis beboere man på skift hører om. Tæt er Fruelund på Katrine Marie Guldager, der i samlingen ”København” giver portrætter af københavnere og i novellen ”Nørreport” kort beretter om folk, der passerer stationen. I det selskab står Fruelunds roman smukt og stærkt.