En fri mand

Velredigeret og spændende ny bog om Kaj Munks teologi

Vi efterlades ikke i ro og sikkerhed med klare svar på livets spørgsmål. i stedet får vi stillet nogle spørgsmål, som vi ikke selv kunne stille.
Vi efterlades ikke i ro og sikkerhed med klare svar på livets spørgsmål. i stedet får vi stillet nogle spørgsmål, som vi ikke selv kunne stille.

teologer, forskere og Kaj Munk-kendere har sat sig for at beskrive Kaj Munks teologi. Det er et emne, som mærkeligt nok indtil nu kun sporadisk er blevet behandlet, men det rådes der hermed bod på i en spændende, velredigeret og i høj grad læseværdig bog.

Allerede på de første sider understreges Kaj Munks mildt sagt anstrengte og kritiske holdning til teologien. ”Teologi er den nederdrægtigste forvanskning af kristendommen! Alt sandts arge fjende.” På trods af at han ser det som sin opgave at bekæmpe teologerne, herunder særligt dogmatisk teologi, så er Kaj Munks liv og forfatterskab dybt forankret i religiøse spørgsmål. Ikke som teoretiske tankebygninger, men som subjektiv sandhed, lidenskab og eksistentielt engagement.

Kristendommens kerne er for Kaj Munk at være rodfæstet i et livsforhold til en person, Jesus Kristus, og det er et forhold, der griber et menneske så overvældende, at alle indvendinger tilintetgøres. Her har fornuftens fladbundede pram ikke meget at gøre. Nej, lad os i stedet få engagement og kamp.

”Hvor længes man efter de gamle, rasende missionsfolk,” skriver han et sted - og inden man når at tænke, om han da er missionsk, følger fortsættelsen: ”Det var løgn det, de prædikede, ja vel, men sandhedens liv var i det. Hvad nytter det med den sandhed, der er friseret ihjel?”

Kaj Munk kan ikke sættes i nogen velfriseret teologisk bås. Der er så meget bål og brand, så mange paradokser og vildskab, at ethvert forsøg på at rubricere eller frisere ham mislykkes. Han er fascinerende og mangetydig, en fri mand, som ofte og gerne taler verden og de teologiske strømninger midt imod.

En patetisk styltegænger, overanstrengt og alt for privat i sin forkyndelse - er han blevet kaldt. Det er uomtvisteligt, at han kunne optræde inspireret, næsten manisk og kolossalt medrivende og dermed potentielt folkeforførende både som taler og prædikant.

Men verden og teologer har nu godt af at høre denne røst - også i dag. Han tør for eksempel tale om undere og mirakler, så englene smiler, mens hele verden ryster på hovedet. Han tør tale om dommedag lige ud af posen og uden tågede omsvøb eller bortforklaringer. Alt det skal da ikke forstås bogstaveligt, vel? Hertil svarer Kaj Munk: ”Hvilken fattig kattepotelære! Helt anderledes, når Jesus taler om dommedag; da mærker vi løvens klo.”

Kaj Munk var også modernist. Han beundrede Brandes for hans engagerede religionskritik, hvor han gjorde kristendommen den ære at møde den med lidenskab. Kaj Munks teologi er et syrebad for troen - og det har teologien godt af. Han kunne da også bebrejde det teologiske fakultet, at det ikke havde moderniseret sig nok, og foreslog oprettelsen af to docenturer: et i fodbold, fordi de unge præster skulle have pligt til at deltage i ungdommens idræt, og et i fritænkeri, fordi kirkens stilling ikke længere er en selvfølgelighed. Studerende burde, ifølge Munk, høre forelæsninger af en mand, der med lidenskabens styrke gik ind for, at kirkens budskab var falsk.

Kaj Munk modsiger ikke bare alle teologiske retninger, men også gerne sig selv. Og på en egen paradoksal måde bliver han derved endnu mere troværdig - og får bud til alle, som vil tage livtag med tilværelsens dybe spørgsmål. Bogen er naturligvis pligtlæsning for alle præster og teologer, fordi vi her bliver mindet om, at teologi handler om liv og død; men også ateister, rationalister, modernister og politikere vil her kunne finde inspiration, modsigelse og næring. Vi efterlades ikke i ro og sikkerhed med klare svar på livets store spørgsmål. I stedet får vi stillet nogle spørgsmål, som vi ikke selv kunne stille.