Prøv avisen

En kunstners gigantiske værk

Svend Wiig Hansen blev født i Møgeltønder og blev senere meget knyttet til Herning. Her ses hans maleri ”Mennesker i forvandling”. - Foto: Heart, Herning Museum af Contemporary Art

Maler og billedhugger Svend Wiig Hansen greb med sin ofte monumentale kunst fat i menneskets fortvivlelse og afmagt. Udstillingen ”Gigant” på tre jyske museer viser fra denne weekend 300 af hans værker

På stranden nord for Esbjerg sidder fire kæmpestore menneskefigurer og skuer ud mod horisonten. ”Mennesket ved havet” hedder skulpturerne, der er Svend Wiig Hansens mest monumentale værk og nok også det, flest mennesker kender.

Men den danske billedhugger, maler, tegner og grafiker, der døde i 1997, kunne så meget mere, og det har tre jyske kunstmuseer nu sat sig for at vise. I tre-i-en-udstillingen ”Gigant” viser Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning og Heart, Herning Museum of Contemporary Art fra den kommende weekend flere end 300 værker af Svend Wiig Hansen.

”Svend Wiig Hansen blev meget tidligt anerkendt som en vigtig kunstner, men efter hans død har der været en lang periode, hvor der har været helt stille omkring ham. Det er synd, for hans kunst er lige så relevant i dag, som da den blev skabt.”

Det siger Katrine Kampe, der er overinspektør på Kunstmuseet Brundlund Slot, og som i mange år har gået med tanken om at lave en stor udstilling med Svend Wiig Hansens værker. Foruden at være en vigtig kunstner, der beskæftigede sig med store eksistentielle temaer, er han som barnefødt i Møgeltønder nemlig også sønderjyde. Senere i sit liv blev Svend Wiig Hansen meget knyttet til Herning, hvor han fik en mæcen i fabrikanten Aage Damgaard, og det viste sig, at de to museer i Herning også gik med en idé om at udstille ham. Det er der nu kommet et usædvanligt samarbejde om en tredelt udstilling ud af.

”Selvom Svend Wiig Hansen har efterladt sig monumentale statuer i det offentlige rum, så er det de færreste danskere, der ved, hvem han er, han lever ligesom ikke videre i vores bevidsthed, og det er synd,” siger Heart-direktør Holger Reenberg og tilføjer:

”Svend Wiig Hansen minder mig lidt om italienske Michelangelo, fordi de begge var både billedhuggere og malere, og begge havde et visionært projekt med menneskekroppen. Hos Svend Wiig Hansen er de fleste værker dystre og melankolske, men der ligger også et håb i dem, og der er ingen tvivl om, at han ligesom Michelangelo brugte kunsten som katalysator for, at mennesker kunne frigøre sig fra det, de måtte være tynget af.”

På Brundlund Slot vil der i parken være skulpturer og inde på slottet tegninger, raderinger og skitser. På Heart har Wiig Hansens meget store malerier blandt andet fået plads og på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum vises et stort antal portrætter.

”Svend Wiig Hansen er mest kendt for sine menneskeskikkelser, der ofte mangler ansigtstræk, og nogle mangler endda hovedet. Til gengæld lavede han en overflod af portrætter, især selvportrætter,” fortæller Lotte Korshøj, der er museumsleder på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

”Med selvportrætterne skildrede Svend Wiig Hansen ofte de følelser, han selv var rundet af. Der var en dobbelthed i ham. På den ene side var han som person en gigant, der hævdede, at kunne alt, men han havde også et nervøst gemyt og var ofte usikker på, hvad andre mente om hans værker. Hans ansigter vokser ud af naturen som en urkraft, og man ser det upæne, bagsiden af medaljen. Han skildrer på den ene side sig selv og på den anden side alle mennesker med de sider af os selv, som vi ikke ønsker at være ved,” siger hun.

Lotte Korshøj mener, at Svend Wiig Hansens kunst trækker tråde tilbage til Cobra-kunstnerne, men også rækker frem mod nulevende billedkunstnere som Michael Kvium og Vilhelm Freddie. Alle tre museumsledere er enige om, at Svend Wiig Hansen var en myreflittig kunstner, der var næsten irriterende i sin insisteren på at vise menneskers fortvivlelse, sorg og afmagt.

Udstillingen ”Gigant” er blevet til i et tæt samarbejde med Svend Wiig Hansens to sønner, Christian og Nicholai Wiig Hansen. De to, der begge er uddannet produktdesignere, var ofte assistenter for deres far i hans levetid, ligesom en stor del af hans kunstneriske produktion er i deres varetægt.

”Det betyder rigtig meget for os, at hans kunst nu bliver udstillet i stor skala. Hans værker er tidløse og derfor stadig meget relevante,” siger Christian Wiig Hansen, som vi fanger på telefonen, mens han er i færd med at rejse en af de store statuer i parken ved museet i Aabenraa.

”Min fars udtryksmæssige behov kunne kun komme ud gennem kunst. Oprindelig ville han have været operasanger, men fandt efterhånden ud af, at billedkunsten var hans kunstneriske form. Hans syn på verden og menneskene var, at vi burde være glade for livet i stedet for at slå hinanden ihjel, men han var også rundet af angst og frygt,” siger Christian Wiig Hansen.

”Mennesket ved havet” kalder sønnen et religiøst værk, der sætter mennesket i centrum mellem havet og himlen som et uskyldsrent, universelt væsen, der fødes lige så rent som de bølgeskvulp, der kastes ind mod stranden.