Prøv avisen
Mit livs værk

Aalbæk: Man skal for Guds skyld være taknemmelig

Peter Aalbæk i swimmingpoolen ved filmselskabet Zentropa.

Filmproducent Peter Aalbæk Jensen betragter hver dag med glæde - en lærdom, han har taget med sig fra filmen ”Barry Lyndon”

”Da jeg var 17-18 år gammel, så jeg en fuldstændig uforståelig film, som skuffede mig voldsomt. Voldsomt. Min favorit-instruktør Stanley Kubrick leverede en kæmpe skuffelse med filmen ”Barry Lyndon”.

Sådan tænkte jeg dengang. Det var først mange år efter, da jeg tvang mig selv til at gense filmen med alderdommens mere nuancerede opfattelse, at jeg så, at den havde været for raffineret for mig på det tidspunkt.

Vi var tre filmnørdede drenge fra Køge, som gik i ungdomsskole med en meget visionær lærer, der simpelthen tampede os med filmkunst i vores små flade hoveder. Jeg husker, at filmen fik blandede anmeldelser, så jeg var ikke alene om ikke at kunne lide eller forstå den. Men da jeg ville tvinge mine børn til at se alle Stanley Kubricks film, så var jeg fuldstændig modsat min ungdommelige opfattelse af filmen. Pludseligt blev den stor for mig.

Det er skægt med nogle kunstværker, som man ikke forstår første gang, man bliver præsenteret for dem. 20-30 år efter, jeg så filmen første gang, kunne jeg se, hvad det var, der gjorde filmen stor. Jeg fik øjnene op for den afsindige humor, filmen indeholder. ”Barry Lyndon” er ellers en ekstremt underspillet og langsommelig film, hvor man virkelig skal have pincetten frem for at finde de humoristiske elementer, men når man først har fisket dem frem fra rodebunken, så er det en virkelig raffineret humor. Den gik hen over hovedet på mig dengang og med den forsvandt hele filmens væsen for mig.

”Barry Lyndon” (historisk drama fra 1975 baseret på romanen af samme navn af William Makepeace Thackeray fra 1844, red.) er en film om menneskelig dårskab, som man kan lære meget af. Man skal for Guds skyld være taknemmelig for det, man får, og sætte pris på det, mens man har det. Den dumme dreng Barry Lyndon får det hele, og han sætter ikke pris på det, mens han har det og begræder tabet af det bagefter. Det er tredobbelt ynkeligt. Faktisk er det et dagligt paradoks for mig at møde et så forkælet folkefærd som mange af dem, jeg møder i min dagligdag. Jeg er omgivet af kunstnere i filmbranchen med heftige statssubsidier, som bor i trygge Danmark og har det godt, men som alligevel er sure. De her mennesker har virkelig trukket den store lotteriseddel i verdensbingoet, og alligevel møder de livet med utilfredshed. Hver dag konfronterer jeg mig selv og andre med den urimelighed. For mig er der to tilgange til livet: Der er dem, som synes, bægeret altid er halvt tomt, og så er der dem, som ser bægeret som halvt fuldt. For at overleve det hav af negativisme, jeg møder i min dagligdag, har jeg et lille psykoterapeutisk redskab, der gør, at jeg kan betragte dagen med glæde. Når jeg slår gluggerne op om morgenen, vælger jeg at glæde mig til en eller anden simpel ting, jeg skal i løbet af dagen. Det kan være at klippe tre visne roser af en rosenbusk eller lave stegt flæsk med persillesovs til aftensmad. På den måde bliver hele dagen farvet af en eller anden form for positivisme. Det er en lærdom og inspiration, jeg har fra filmen.

Mine børn er også helt vilde med filmen. Jeg minder også dem om, at man som dansker ikke kan være bekendt at gå sur ud i tilværelsen. Det kan man simpelthen ikke være bekendt med reference til det liv, som andre rundt om i verden lever. Så løft hovedet, snus septemberluften ind og tak Gud for, at du er så forkælet at bo i Danmark.”

Født 1956, søn af præsten og forfatteren Erik Aalbæk Jensen. Uddannet på Statens Filmskole 1987. Stiftede i 1992 filmselskabet Zentropa sammen med Lars von Trier. Modtog i 2001 en æres-Bodil sammen med producerne Vibeke Windeløv og Ib Tardini. Gift med arkitekten Lise Palm.

Illustration: Morten Voigt