Georginerne var røde som en blodig solopgang i morges i Maja Lisa Engelhardts have på Vestsjælland.
De skiftende danske årstider har hver deres velsignelse, mener hun, men lige nu nyder hun haven så meget, at hun hver dag står tidligt op for at få det hele med. Tiden i Danmark er i forvejen kostbar for den succesfulde kunstner, der konstant flyver rundt i verden.
Snart er hun i Paris, hvor hun sammen med sin mand, kunstneren Peter Brandes, egentlig har sin hovedbase i Asger Jorns gamle hus. Og snart er hun i USA, hvor parret også har en stor kirkeudsmykningsopgave for tiden.
Men huset på Vestsjælland er deres danske refugium, og morgenerne i haven er noget særligt. For dér i skæret fra den lave septembersol sidder morgenduggen nu som tunge frugter i græsset. Og dér synger fuglene i øjeblikket ”svanesang” for sommeren, mens efteråret langsomt farver alting gyldent.
”Det er den slags små mirakler, der lader mig op. I morges vågnede jeg klokken fem for at nyde det hele. Der er ikke så mange dompapper, der yngler i Danmark. Men vi har et par i haven, hvor jeg for nylig også så 15 agerhøns bade sig i solens stråler. Og alle havens stærke farver fylder mig op om morgenen,” siger Maja Lisa Engelhardt.
”Det er en slags åndedræt for mig. For når jeg går i atelieret, giver jeg alt, hvad jeg har, i løbet af dagen, så jeg bliver helt tom bagefter. Ikke en tanke har jeg tilbage i hovedet, og jeg har sjældent overskud til at tale med andre mennesker. Men naturen fylder mig op igen, ligesom det giver mig ny kraft og inspiration at læse i Bibelen hver aften.”
Maja Lisa Engelhardt sidder og fortæller i Bibelselskabets mødelokale i København - langt fra hendes smukke have på Vestsjælland - for at tale om den farverige bog, der ligger på bordet mellem os.
”Bibelens største fortællinger” med illustrationer af Maja Lisa Engelhardt i form af 50 monotypier, der fra i dag også kan ses på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.
Teknikken har hun lært af en anerkendt trykker i New York, og den består i at male med oliemaling på en kobberplade og presse et stykke vådt papir henover som tynd hud. Den proces gentages så flere gange, så der bogstaveligt talt kommer mange lag i billederne.
”Det er en unik skabelsesproces, hvor jeg ofte bliver vidne til mirakler. For jeg kan ikke styre processen helt, når billederne bliver trykt spejlvendt i forhold til, hvad jeg maler. Det er ligesom med abstrakt musik eller naturens tilfældigheder. Og der er også meget natur i mine billeder. For det er naturen, der er mit udgangspunkt.”
Da Bibelselskabet bad hende om at illustrere ”Bibelens største fortællinger” for halvandet år siden, vidste hun også med det samme, at hun ikke ville skildre de bibelske handlinger konkret, men i stedet arbejde med de fire elementer - jord, vand, ild og luft. For de er evige, forklarer hun.
”De har været der fra begyndelse, og de er der nu. De er hverken geografisk eller historisk knyttet til et bestemt sted. De er overalt. Og det synes jeg også, at teksten i Bibelen er. Selvom den stammer fra et lille jødisk folk og Det Hellige Land på størrelse med Jylland, så har det jo via Kristus bredt sig til at blive en fuldstændig åben religion, der er overalt. Derfor ville jeg arbejde med noget, der ikke var bundet af tid eller sted,” siger hun og tilføjer:
”Men det, som jeg kommer med, er selvfølgelig min egen håndskrift som dansk maler, der er præget af min opvækst på Vestsjælland. Jeg arbejder ikke med bjerge, men med bakker. Og Tissø i stedet for Genesaret Sø. For det er det landskab, jeg har med mig. Men lyset er jo overalt. Og jeg håber også, at mine billeder er universelle og metafysiske visioner af lys, luft, jord og hav. Det er abstrakte øjebliksbilleder i stedet for konkrete illustrationer af bibelske handlinger.”
Maja Lisa Engelhardts vej til troen og Bibelen går også gennem naturen. Hun voksede op i en kaotisk familie med druk og omsorgssvigt, men også med en storslået natur omkring Røsnæs ved Kalundborg. Fuglenes dans under himlen, de grønne bakker og havets vuggende hvisken blev tidligt hendes frirum, ligesom tegning allerede dengang gav hende ro.
”Mine forældre kunne også blive begejstret for naturen, og det var en gåde for mig, at de kunne glæde sig sådan mellem deres nedture. De var i det hele taget svære at blive kloge på. For deres nyreligiøse, østlige teorier overholdt de heller ikke i praksis. Derfor var jeg også selv forvirret religiøst. Jeg var ikke i tvivl om, at der findes en skaber, der står bag al Jordens skønhed, når jeg gik ture for mig selv i naturen. Jeg turde bare ikke tro på Jesus dengang, ikke engang at læse i Bibelen. Jeg var simpelthen bange for at blive vildledt.”
Først da Maja Lisa Engelhardt som gymnasieelev faldt over Søren Kierkegaards opbyggelige bog ”Kjerlighedens Gjerninger” på biblioteket i Kalundborg Gymnasium, fik hun mod på at tro på Bibelen:
”Kierkegaards udlægning af kristendommen blev afgørende for mig. For han lagde vægt på pligten til at elske. Du skal elske din næste. Det satte mig fri til at tilgive mine forældre derhjemme. Nu kunne jeg fokusere på, at det ikke var synd for mig, men for min mor, der var min næste, som jeg havde pligt til at hjælpe og elske. Og sådan fik jeg også mod til at læse i Bibelen - med Kierkegaard som min præst. Og det har han været siden.”
Det har derfor også været en glæde for Maja Lisa Engelhardt, at det er Bibelselskabets tidligere direktør, Kierkegaard-forskeren Niels Jørgen Cappelørn, der har udvalgt de centrale tekster fra Bibelen til ”Bibelens største fortællinger”, mens hun selv har fået frie hænder til at designe bogen ned til mindste detalje, størrelse og papirkvalitet, så hendes 50 monotypier og ikke mindst teksten fremstår så indbydende som muligt.
De to samarbejdede også omkring en smuk udgave af Kierkegaard-bogen ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen” på Kristeligt Dagblads Forlag i 2010. Den har i mange år været hendes daglige andagtsbog sammen med Bibelselskabets læseplan. Og den nye udgivelse af bibelske tekster virker som et naturligt næste skridt i deres samarbejde.
”Bibelen er jo grundteksten, og her får man den i en lutret udgave, der giver en dyb fornemmelse af det centrale i både Det Gamle og Det Nye Testamente, som for mig hænger fuldstændig sammen.”
Hvad er det centrale i Bibelen for dig selv?
”Opstandelsen,” siger hun uden at tøve:
”Når jeg lukker Bibelen, er det Jesu opstandelse, der står tilbage. Der er mange fortællinger i Bibelen, og mange af dem er svære eller umulige at forstå. Men for mig peger det hele på opstandelsen, som også er svær at forstå. Men jeg tror stadig på den. Det væsentligste trosskridt er at tro på opstandelsen. Man må sige ja, ellers åbenbarer teksten sig ikke. Det har været det væsentligste valg i mit liv. Men det er et valg, man selv må tage. Troen handler mere om at tro end at forstå. Der er jo også megen drabelighed og straf i Bibelen. I Det Gamle Testamente frygter man Gud, mens Det Nye Testamente giver muligheden for tilgivelse.”
Hvordan forbinder du så de to testamenter?
”Ved at Jesus var jøde og havde hele Det Gamle Testamente som baggrund. Det må vi aldrig glemme i denne tid, hvor der findes så meget jødehad. Han kom til os som Guds søn og verdens lys, der var stærkere end døden og mørket. Det er umuligt at forstå, men igen - det tror jeg altså på,” siger Maja Lisa Engelhardt, inden hun igen vender tilbage til naturen:
”Skaberværket gør mig stille og giver mig tro. Dér føler jeg mig forbundet med livets mening, så jeg får lyst til at overgive mig til Gud i Fadervors sidste linjer: 'For dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.' Jeg behøver bare at kigge ud ad vinduet eller, hvis man er her i byen, så se op mod himlen, hvor skyerne sejler forbi. Livet er for stort til at være tilfældigt. Og de danske årstider bekræfter mig også i opstandelseshåbet. Der findes ikke en tid på året, hvor der ikke er håb. Nu smuldrer sommeren, men så forgyldes naturen. Så bliver det mørkere, men så går vi mod advent og igen mod lysere tider. Så står træerne nøgne, men alligevel med små knopper, der snart skal blive til nye skud. Og sådan er der et lys bag ved alting.”
