Prøv avisen
Kunst

Kunsten ud under åben himmel

4 stjerner
Kunstpark Ordrupgaards angivelige forbilleder er blandt andre Wanås Konstcenter i Sydsverige, Museum Kröller-Müller i Holland og Kunstpark Inhotim i Brasilien. Alle steder vises der stedsspecifik kunst, passet ind i landskabet, såkaldt ”Land Art”. Skulpturerne på Ordrupgaard kan ses de næste tre år. - Foto: Scanpix

Med Kunstpark Ordrupgaard forsøger museet at bringe samtidskunsten i dialog med naturen og den besøgende, som gerne færdes udenfor

Parken omkring Ordrupgaard blev skabt engang i begyndelsen af det 20. århundrede, da den glade giver, etatsråd Wilhelm Hansen og frue boede på stedet og opbyggede deres estimerede internationale kunstsamling. Det er et romantisk parkanlæg, der byder på hele den variation og uforudsigelighed, som en romantisk have skal byde på.

Slyngede stier fører igennem det kuperede terræn tæt ved Dyrehaven og lader beskueren vandre gennem skov, over plæner og ned på engdraget ved mosen. Øje, sind og krop kan imidlertid også finde hvile i rosenhaven ved den oprindelige hovedbygnings vestgavl. Med de stramt formklippede buksbomhække omkring rosenbedene er haven et historisk indslag fra barokken, der bryder det romantiske eventyr. Havens afvekslende kvaliteter og smukke gamle beplantning indbyder - fuldstændig lig et andet mæcenatmuseum i Danmark, Knud W. Jensens Louisiana - til at blive brugt, således at kunsten inde også får plads udenfor, og der skabes et åbent flow mellem ude og inde, museum og samtid.

Det må allerede Wilhelm Hansen have tænkt, for parken omkring Ordrupgaard rummer skulpturelle og ruinøse rester fra en anden tid. Parkens nuværende forfald og stedvise misligholdelse lægger alen til dens mystik og gådefuldhed. Nede ved mosen står eksempelvis en sandstensskulptur af en sfinks på en søjle, næsten dækket af de store træers bladhang, og henne i et dunkelt hjørne af parken ud mod Vilvordevej ligger et lille stråtækt havehus i bindingsværk. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man godt forledes til at tro, at huset var en moderne installation, der problematiserede og ironiserede over parkens romantiske og pittoreske kvaliteter.

Ordrupgaards park har således altid budt på skulpturelle muligheder, som tidligere direktører på muset har forsøgt at spille op til. Parken rummer således et par skulpturer i granit af Eva Sørensen, den ene står så fint midt i rosenhaven. Og engang lod Susanne Ussing en kvinde vokse uhæmmet op inde i parkens gamle frønnede drivhus. Det så virkelig sjovt ud, og den alt andet end sarte plante i væksthuset havde sine feministiske kvaliteter.

Det er derfor oplagt, at den nuværende direktør og hendes medarbejdere forsøger at revitalisere parken og gradvis forvandle den til en egentlig skulpturpark. Det ligger også i forlængelse af museets ønske om at lade samtidskunsten gå i dialog med stedets permanente samling, der jo som bekendt er af helt ekstraordinær kvalitet. Og i pagt med nutidens museumsfilosofi involvere publikum, ja, række ud imod dem og gøre tilegnelsen af værkerne til en vandring. Som det hedder om museets initiativ: ”Kunstparken en del af en overordnet vision om at inddrage og aktivere parken for at gøre den til et sted, hvor børn, unge og voksne kan dele fælles oplevelser”. Ved at udvide museets rum, kan gæsternes vandring igennem det blive sindsudvidende.

Støttet af Den Obelske Familiefond og 15. juni Fonden har museet de sidste par år bragt temporære og potentielt permanente skulpturer og installationer ind i parken og dermed skabt nogle nutidige fikspunkter i den gamle have. Man kunne - hvis man går op i skala - sige, at arkitekten Zaha Hadids tilbygning til museet fra 2005 var det første forsøg. Den amorfe sorte bygning skyder sig ud af parkens undergrund som en enorm muldvarp og har åbenlyse sanselige og skulpturelle kvaliteter.

Centralt i det nuværende forsøg står den danske kunstner Jeppe Hein, der har skabt et par virkelig vellykkede tiltag. Det ene en spejllabyrint fra 2013, der med sine cirkelslag af blankpolerede stålelementer indbyder publikum til at se, blive set og blive væk. Labyrinten spejler ikke alene de mennesker, som færdes i og omkring den, men også den omgivende natur og skaber et forførende element med rødder i den klassiske park. Ingen romantiske haver uden en labyrint. Spejlfunktionen - dette at man ser sig selv sanse - er også central i hans andet værk, hvor et spejl hænger ned fra et træ og drejer i vinden. De spejler beskueren, men også lyset, døgnet, vejrliget og parkens skiftende farver igennem årstiderne

De eventyrlige, fluktuerende og spejlende kvaliteter ved Jeppe Heins værker, kan dette års to monumentale bidrag ikke helt leve op til. Men sammen danner de alligevel nogle nye synsvinkler på parken. Den britiske kunstner Ryan Gander har stillet en stor - næsten tre meter i diameter - kugle op på plænen foran den gamle hovedbygning. Den er skabt af højglanspolerede stålelementer og vidner om nutidens industrikultur. Og dens uensartede, vildt varierede overflade har taktile og brutale kvaliteter, der skaber en modstand i forhold til den omgivende natur, samtidig med at den lyser som en stjerne under den store mørke rødbøg.

Det andet værk er skabt af den belgisk-tyske kunstner Carsten Höller. Det er en gigantisk muteret svamp, rejst i et plastfibermateriale og håndmalet. Svampen består af tre arter sat sammen til én: rød fluesvamp, spids nøgenhat og duftridderhat. Den mest synlige del af svampen er den røde fluesvamp, som jo både er euforiserende i meget små mængder og direkte giftig i store. På den måde får Carsten Höller synliggjort den dobbelthed, som er naturens sublime svar på menneskets romantiske længsler efter den. Det livgivende og vederkvægende over for det farlige og livstruende. Svampen er et spektakulært bidrag til Kunstpark Ordrupgaard, som på en meget direkte og anskuelig måde gør opmærksom på parken som både naturpark og skulpturpark.

Kunstpark Ordrupgaards angivelige forbilleder er blandt andre Wanås Konstcenter i Sydsverige, Museum Kröller-Müller i Holland og Kunstpark Inhotim i Brasilien. Alle steder vises der stedsspecifik kunst, passet ind i landskabet, såkaldt ”Land Art”. Alle tre lokaliteter er væsentligt større end Ordupgaard og med rige samlinger udendørs. Der er gode muligheder for Ordrupgaard til fremover at få nye værker til at blomstre i parken. Stedet har mange kvadratmeter at gøre godt med, og hvis midlerne tilvejebringes kan Ordrupgaards have blive en berigende nutidig forlængelse af den klassiske samling indendørs i huset. Men det er en intrikat balance. Parken må ikke blive overfyldt. Så forsvinder den blanding af fortryllelse og forfald, der er over stedet. Man kan stadig blive væk her og føle sig forladt, det er en ikke uvæsentlig kvalitet ved en park.