Hvad er en orgasme andet end en lille spasme? Sådan sagde forfatteren og debattøren Elsa Gress, frit gengivet efter anmelderens hukommelse, engang i 1970'erne. Det var et vanvittigt provokerende udsagn i den periode. Orgasmen var nemlig trumf. En tårnhøj personlig og politisk værdi med et religiøst og mystisk islæt. Reelt kunne den da heller ikke antastes. Man udstillede sig selv som komisk og ynkelig, hvis man sagde som Gress, for det var jo blot udtryk for, at man aldrig havde oplevet en rigtig orgasme.
Gress er ikke med i Lea Korsgaards nye bog, ”Orgasmeland”, for den handler ikke om 1960'erne og 1970'ernes seksuelle revolution. Den viser derimod, at vi her kun havde med ”anden bølge” at gøre. Allerede i 1930'erne kom den seksuelle revolution og orgasmekulten nemlig til Danmark i skikkelse af den østrigske psykoanalytiker og politiske flygtning Wilhelm Reich. Han var elev af Freud, men havde taget dennes fokus på den menneskelige seksualitet til et nyt niveau. Mennesker kunne og burde frigøre sig fra kulturens og autoriteternes byrde ved at søge den seksuelle frigørelse og den totale orgasme. Reich fik hurtigt en menighed i Danmark, og de dannede gruppen Dansk Sexpol.
Det har selvfølgelig nok været kendt, at Reich var i Danmark og dannede miljø omkring sig, men historien har aldrig før været fortalt i så udfoldet et omfang og med så overvældende en detaljeringsgrad, som Lea Korsgaard gør i sin bog. Hun er journalist og medstifter af medievirksomheden Zetland og har i tre år begravet sig i arkiver både herhjemme og i udlandet. Hun har interviewet børn og efterkommere af de danske Sexpol-medlemmer og også en overlevende datter af Wilhelm Reich på et plejehjem i Seattle. Der er tale om et imponerende arbejde. Korsgaard skriver flydende og medrivende; i det første kapitel om København i begyndelse af det 20. århundrede føler man sig næsten hensat til en roman af Peter Høeg, og bogen føles ikke så stor, som den faktisk er. Alligevel kan man gå lidt død i læsningen på et tidspunkt.
Korsgaard har nemlig truffet det valg kun at beskrive, fremstille, fortælle. Hun forholder sig ikke til det, hun fortæller. Der er ikke nogen analyser, vurderinger eller fortolkninger, ud over hvad der kræves til at fremstille forløb og begivenheder. En Peter Øvig Knudsen kommenterer heller ikke meget i sine ”Hippie”-bøger, men det gør han så alligevel implicit med litterære virkemidler som komposition og fordeling af helte- og skurkeroller, hvor hans fortolkning og vurdering kigger frem. En sådan implicit analyse finder man ikke hos Korsgaard.
Objektiviteten er givetvis tænkt som en dyd. Old og ikke new journalism. Hendes holdninger skal ikke stå i vejen for emnet. Det betyder blot - og det er ejendommeligt, når man netop har med så fængende og flydende en fremstilling at gøre - at læseren til sidst kommer til at gispe efter ilt. Nu kan man ikke holde ud at høre om flere excentriske personer og bizarre handlingsforløb uden at få et eller andet perspektiv på dem. For stoffet skriger jo på vurderinger.
Man hæfter sig for eksempel ved det sekteriske præg i bevægelsen. Det ligger allerede latent hos Freud og den etablerede psykoanalyse, hvor der er meget lidt plads til civiliseret uenighed. Der skal ikke meget til, før man diagnosticerer sine modstandere: De har været igennem en utilstrækkelig analyse, de lider af overføringer, de har ikke fået afklaret deres neuroser og fortrængninger og så videre. Reich, som på få år går fra mønsterelev og kronprins til dissident, overfører dette tvivlsomme træk til sin egen bevægelse. Hvis folk ikke anerkender orgasmens betydning, er det nok, fordi de ikke er ”orgiastisk potente”. Der findes en seksuel elite, og så er der den gemene hob.
Reich og hans danske discipel Tage Philipson binder mennesker til sig med deres karisma. Saglige, personlige og seksuelle relationer går i ét. Da Reich som ung havde haft fire kvinder i analyse, havde allerede to af dem været hans seksualpartnere, og det er påfaldende, at ligegyldigt hvilket stadium af fysisk forfald og mentalt afsind de ”karismatiske” mænd befinder sig i mod slutningen af deres liv, står der altid en ny ung kvinde klar til at lade sig fascinere. Til allersidst i bogen fremgår det, at børnene i den danske Sexpol-forening ofte gik for lud og koldt vand, og at Reich var mistænkt for at misbruge en af sine døtre.
Mit gæt er, at Lea Korsgaard også holder igen, fordi hun ikke helt ved, hvad hun skal mene. Hun registrerer naturligvis disse menneskelige og mellemmenneskelige forfaldsformer. Det er jo gennem hendes fremstilling, vi kan se dem. Men problemet er, at hvis man kritiserer dem eksplicit, ser man en gammelautoritær og patriarkalsk førsteverdenskrigsskikkelse komplet med fjerhat, skærf og sværd tone frem og basunere: Hvad sagde jeg? Se, hvordan det går, når man gør oprør mod autoriteterne! I opgøret med den gamle patriarkalske verden og dens mangfoldige former for undertrykkelse, herunder forbuddet mod fri abort, fordømmelsen af homoseksualitet med meget mere ligger en historisk fortjeneste, som man ikke kommer udenom at anerkende.
Men jeg tror, at der er mere på spil. Den utopiske radikalisme fra 1930'erne og 1960'- erne-1970'erne udøver en voldsom fascination på yngre mennesker af i dag, der ikke selv har levet i utopiske tider. Tænk, så meget de turde, tænk, så lidt vi tør i dag. Man kunne også fornemme det omkring modtagelsen af Anne Lise Marstrand-Jørgensens romaner fra 2012 og 2013 om den seksuelle revolutions anden bølge. Det er forståeligt nok. Selv bliver jeg med alderen mere og mere glad for, at jeg har levet i andre tider end denne. Men hvis man skal drage en lære af historien, må man prøve at sætte sig ud over idealiseringen af det gode og berøringsangsten over for det mindre gode i fortiden. Og Lea Korsgaards bog ville have vundet ved en efterskrift, hvor hun uden filter reflekterede over sine personlige reaktioner på stoffet.