Det meste af den litteratur, der udgives, er lange prosatekster, som så igen kan inddeles i forskellige genrer. Lyrikken lever også fint, omend ikke overdådigt, mens novellesamlinger ofte ses som begyndelser til noget større. Måske er det sådan, at læserne vil have det. Men nogle forfattere finder deres egen form et andet sted.
Som Lydia Davis, der skriver kortprosa så kort, at man sjældent vil kalde hendes tekster for noveller.
”Den trettende kvinde” består primært af meget korte tekster, men også af mere regulære novellelange historier.
Fælles for dem er, at de ikke giver mange detaljer om omgivelserne væk, men skrives i mere eller mindre tidløse rum. Bogen er en oversættelse af ”Almost No Memory” fra 1997, men det kunne være i dag eller for længe siden. Davis formår med enkle midler og sikker hånd at sætte en eksistentiel situation i scene, hvor kombinationen af abstraktion og sanselighed skaber mange underfundige og absurde tekster.
Der er historien i fængslet, der er plaget af katte, der åbner bramfrit: ”Problemet var kattene i fængslets opholdsstue. Der var lort overalt. Kattelort prøver altid at skjule sig i et hjørne, og når det bliver opdaget, ser det vredt og skamfuldt ud som en abe.”
Konkret og lige på - og dog med et lille tvist i tilskrivningen af følelser til kattenes efterladenskaber. Det er optakten til tre hæsblæsende og komiske sider om den eskalerende kamp mod kattene; en kamp, der heller ikke kan undgå at have moralske undertoner.
I en anden historie er en flok mus mere heldige med ikke at kunne overskue det rod, som jegfortælleren tænker må være årsagen til, at de ikke vover sig ind i køkkenet. Der er historier om at betragte landskaber og rum og ikke rigtigt kunne huske, hvad man så i de ellers så intense øjeblikke. Og der er små barokke fortællinger om stridigheder i små samfund, hvor enhver står på sit, og tekster på 10 eller 20 linjer opsummerer kvintessensen af årtiers uenighed.
Davis står også af og til i gæld til Gertrude Stein i brugen af gentagelser af fraser, som giver teksterne rytme og ofte komik i kraft af det gentagne.
”Den trettende kvinde” er bedst i de meget korte tekster, som der er flest af, mens hun i de lidt længere ikke kan få de relativt flade figurer til at holde sammen på 10 sider. Dermed er det ikke sagt, at Davis er en kølig forfatter, men hendes evne til at forene sanselig situation og intelligent abstraktion fungerer bedst i det korte format. Og så har den helt korte prosa (som havde sin storhedstid i dansk litteratur i midten af 1990'erne) den fordel, at man kan citere den i sin helhed. Her er det teksten ”Kærlighed”:
”En kvinde forelskede sig i en mand, der havde været død i adskillige år. Det var ikke nok for hende at børste hans frakker, støve hans blækhus af og røre ved hans elfenbenskam: hun måtte bygge sit hus over hans grav og holde ham ved selskab nat efter nat i den fugtige kælder.”