Kunstnerblikke på Bibelen

Ny udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig om nyere bibel-illustrationer viser mange billeder, men giver få svar

Peter Madsen er repræsenteret på udstillingen med illustrationen ”Mod Golgata” fra ”Menneskesønnen”. -
Peter Madsen er repræsenteret på udstillingen med illustrationen ”Mod Golgata” fra ”Menneskesønnen”. - . Foto: Fra udstillingen.

Museet for Religiøs Kunst i Lemvig danner ramme om en stor udstilling med danske bibelillustrationer fra nyere tid. Den har som titel ”I Hans Billede” - med hele tre store bogstaver. Har skabelsen af billeder noget med Guds billede eller med gudbilledligheden at gøre? Hvad siger Moseloven, hvad siger kristendommen - og traditionen? Har illustration noget som helst med ”Hans” billede at gøre? Det er spørgsmål, som udstillingen lægger op til.

Udstillingen begynder i den nye, store sal med dæmpet belysning. Her møder man Maja Lisa Engelhardt, der har leveret illustrationer til Bibelens største fortællinger i en nyt bogværk fra Bibelselskabet. 56 værker er ophængt i lyse rammer. Der er ingen angivelse af teknikken.

Hvad de illustrerer, forbliver en gåde. De skal jo fungere sammen med tekst, men uden ordene bliver det bare en ophængning.

Da Maja Lisa Engelhardt arbejder ud fra et moderne dogme om menneskets fordrivelse fra kunsten, altså uden synlige figurer, bliver det ekstra mystisk. Det hele kommer så pludselig an på betragteren. Jeg kan således finde mange billeder af stormen på søen, men der er sikkert tale om noget andet. Hvad ved jeg? Som kunst betragtet er akvarellerne fremragende, de er fulde af fortættet eller beåndet stemning og dermed dramatiske. En fryd som intens nydelse for øjet.

Det går så faktisk bedre med Bodil Kaalund fra 1992, der i samme rum er repræsenteret med 84 værker i mørke rammer. De står her langt bedre end i bibeltrykket fra 1992. Alle med bibelhenvisninger. Her stiller værkerne imidlertid spørgsmålet om teknik og tryk. Hvad sker der, når et værk skal fra original til kopi? Hvad må man ofre? Hvordan trykte man i 1992 - og hvordan trykker man i dag? Vil man fortsat trykke på papir? Se og læse på den lysende skærm?

Spørgsmålene hober sig op, fordi udstillingen ikke vil gå ind på det mediale, det tekniske. Er det kun af tekniske grunde, at vi skal frem til 1980'erne, før vi kan få illustrationer, der ikke er reproduktioner efter Rembrandt? Den fjerne forgænger, Det Nye Testamente gengivet af danske digtere fra 1944, var teknisk set en ren katastrofe, hvorimod mindre arbejder af eksempel Elof Risebye fra samme tid er teknisk brillante.

Med disse tanker vender man om og går til den anden del af museet, hvor man bliver væltet omkuld.

Et genialt træk i et helt hvidt, lyst rum at opklæbe Bibelselskabets manga af Ryo Azumi. Som en art vægavis. Billederne er lysfyldte, transparente tegneseriebilleder; vi går lige ind i dem - gribes med det samme af Jonas-historien.

Her giver alt mening, svarene gives af værket selv. Et gammelt japansk papirmedium opdateret og sat i sving i en moderne kultur med alle teknikkens redskaber - for at bruges, læses. Fabelagtigt.

At gentage dette med Peter Madsen og ”Menneskesønnen” fungerer ikke.

Ryo Azumi performer, Madsen illustrerer og fortæller i en episk, privat, for nogle fængslende form.

Det er oldnordisk bogkultur med stor forestillingskraft i tegneserieform. Ikke japansk.

Endelig og ikke mindst væsentligt går vi nu fra lyset, over det dæmpede dagslys til den store Kaalundsal. I en endeløs række - i øjenhøjde for voksne - hænger 59 små børnebibelbilleder af Esben Hanefelt Kristensen. Teknik? Ikke angivet, men hans illustrationer til Børnebibelen er sjove i alle deres detaljer. Her formidles for børn i krappe farver og i en østeuropæisk naivisme, som man kan mene om, hvad man vil.

At de hænger uformidlet, kan der være en mening i; her er billederne simpelthen selv blevet et sprog.

At lade dem gå sammen med Sven Havsteen-Mikkelsen og Arne Haugen Sørensen er et sats.

Det lykkes dog. Havsteen-Mikkelsen, der vel er en slags nestor i forsamlingen, er repræsenteret med billeder til Anna Sophie Seidelins genfortælling af Bibelen. Hav-steen var i 1981 kendt for sine kirkeudsmykninger - og for sine træsnit i bøger som ”Orm og Tyr” og ”Moby-Dick”. Bibelbillederne er svage. Der er tale om farvekridt, der opsummerer en række af hans kirkekunstneriske værker. De virker blege, uden den styrke, hans træsnit havde.

Endelig i samme rum møder vi det store slag, Arne Haugen Sørensen, der i 2009 sammen med Søren Nielsen skabte bogen om lidelseshistorien, ”Den store passion”. Nu er den netop genudgivet af Bibelselskabet.

Her står vi med en række akvareller fra værket skanderet af store oliemalerier strækkende sig fra Isaks ofring til Kristi opstandelse. De er selvsagt ikke med i det trykte værk. De tilhører kunstneren selv og er en stor overraskelse, for her er der mere end bog, tryk, papir. Her er værker, der går videre, og som formidler på en anden måde. Korsfæstelsesbilledet er i sin farveholdning tæt på Francis Bacon - og dybt gribende. Grænserne mellem illustration og original kunst er altså flydende. Man vil umiddelbart spørge, hvilket ben det er, udstillingen vil stå på.

Er der tale om illustration, eller er der tale om kunstværker, der tematiserer, responderer på eller gengiver de bibelske historier? Det er umiddelbart udstillingens ærinde, men jeg savner en overvejelse af mediet, den masseproducerede, trykte bog i forhold til kunstscenen med dens originale værker. Har denne relation en fremtid? Eller er vi ude i sidste ombæring? Kan man lave Bibelen om til en kunstbog? Og hvorfor skulle man så det?

Det er således mere dybtgående kulturspørgsmål, der her stilles - og spørgsmålet er, om Bibelselskabet egentlig er i stand til at give et dækkende svar. Det er vel derfor, udstillingen er henlagt til et kunstmuseum.

Den flot ophængte udstilling med de mange værker er absolut værd at gæste. Det store løft - på flere måder - får den af mangasalen. Udstillingen fortsætter helt til den 14. december her i 200-året for Det Danske Bibelselskab.