Historieløsheden præger debatten om Blixen

Man må håbe, at denne nye bog om Karen Blixens syn på køn og etnicitet er det sidste skvulp i en gammel og overfladisk debat

Marianne Stecher "The Creative Dialectic in Karen Blixen's Essays"
Marianne Stecher "The Creative Dialectic in Karen Blixen's Essays". Foto: culturenordic.com.

En ny amerikansk bog diskuterer om Karen Blixen var feminist eller antifeminist, racist eller nazist. Debatten kører i disse dage hertillands, men hvorfor er det egentlig så interessant for vores nutidige kulturelle offentlighed at diskutere disse spørgsmål?

Jo, for kunne man få Blixen gjort til en af delene eller måske det hele, så kunne man overstå fascinationen af hendes forfatterskab, pakke hende sammen under betegnelserne og afslutte fortiden som ikke værd at beskæftige sig med. Der lurer en historieløshed i spørgsmålene, en illusion om, at nutidens værdier og forestillinger kan lægges ned over fortiden.

Den må ikke være udfordrende anderledes end nutiden. Næsten som i den gotiske roman gyser man ved fortidens spøgelser i nutidens bevidsthed. En kvinde, der taler ”reaktionært” om mænds og kvinders væsen, en hvid, der omtaler de sorte indfødte som børn, eller en kvinde, der besøger nazihovedstaden i begyndelsen af krigen - hun må være en genganger fra den farlige fortid! Man fristes til at se vores egen nutid som småborgerlig frelst: ”I noget sådant kunne jeg aldrig gøre mig skyldig”, som der står i Blixens historie ”Alkmene”.

Marianne T. Stechers bog om de tre emner i forhold til Karen Blixen essays er nu yderst sober. Den er en detaljeret undersøgelse af især tre essays: ”Båltalen”, ”Breve fra et land i krig” og ”Om sorte og hvide i Afrika”. Den undersøger disse essays for deres diskursive strategier og finder den i Blixens kreative dialektiske metode, hendes tro på modsætningers befrugtende møde. Hun når frem til, at Karen Blixen hverken var reaktionær i kønsspørgsmål eller i spørgsmålet om race, og at hun heller ikke var nazist. Det er ikke så overraskende set med den danske forsknings øjne, men hvis bogen, som den er tænkt, når ud til en amerikansk offentlighed, kan den sikkert ændre en alt for overfladisk tilgang til Karen Blixens diskursive meninger.

Man skal ikke tage for let på ordet ”diskurs”. Det bruges om de ideologiske meninger i en tekst, og ofte antages det, at forfatterne med stor strategisk beregning har lagt deres tekst an på at hjernevaske læseren til at overtage forfatterens ideologi.

Nu er det i sin orden, når det drejer sig om essays at søge diskursen, da genren jo ofte direkte udtrykker en forfatters synspunkter. Problemet kommer, når Stecher alt for let overfører synspunkter fra essayene til Karen Blixens fortællinger, hvad hun har en tendens til. Deres uendeligt komplicerede geometri reduceres i hendes fremstilling til enkle modsætningers spil. Stecher har meget lidt sans for Karen Blixens stil, men megen sans for hendes meningsverden. At der skulle kunne opstå noget ikke beregnet ud af Blixens skrivekunst, det kan hun slet ikke forestille sig, og slet ikke, at det ikke er lig med en diskursiv mening. Men hun er god til at tilbagevise de mange beskyldninger mod Blixen, der gennem de sidste 30 år er blevet rejst mod hendes såkaldt reaktionære kvindesyn, hendes nazisme og hendes racisme. Så som afslutning på denne overfladiske tilgang til forfatterskabet er hendes bog en velkommen samlende fremstilling.