Prøv avisen

Kunst kan flytte bjerge

Jonas Dahlbergs kommende mindesmærke for Utøya-tragedien i Norge har allerede skabt stor debat. Han vil fjerne et stykke fjeld for at mindes de tabte. - Fotomanipulation:

Med ”Magt, Minder, Mennesker” vil KØS Museum for kunst i det offentlige rum skrive mindesmærker tilbage i kunsthistorien

Et stykke rustent jern formet som et kors lyder banalt på et kunstmuseum, men når stålet kommer fra World Trade Center, gør det indtryk. Og det er noget af det første, man ser på den store udstilling ”Magt, Minder, Mennesker” på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge.

Udstillingen er en lang vandring igennem sorg og smerte, men også håb. For når store kunstnere tager fat på store folkelige traumer, kan der sommetider ske mirakler i form af mindesmærker, der alene gennem deres æstetiske skønhed skaber et nyt rum til refleksion og sorgbearbejdelse.

Mindesmærker kan på den måde være en måde at forsone sig med fortiden på - som de stykker stål fra World Trade Center i New York, der blev lavet skulpturer ud af, som sågar blev gravet ned på krigsmarken i Afghanistan til minde om de falde amerikanske soldater. Og på udstillingen kan man også se skitserne til, hvordan Ground Zero, hvor terrorister i 2001 fløj ind i selve symbolet på USA's økonomiske supermagt, er ved at blive forvandlet til et mindested, som allerede tiltrækker turister og pårørende.

”Dark turism” er blevet et verdensomspændende fænomen, mens samtidskunstnere i stigende grad tager fat på at bearbejde fælles tab og traumer. Og ofte skaber mindesmærkekunsten også stor debat. Og udstillingen på KØS viser også, hvordan kunstnerne bag mindesmærket på Ground Zero nøje forsøgte at tage hensyn til alle ønskerne fra de pårørende for terrorangrebet mod USA, så slægtninge og venner for eksempel kunne få deres navne til at stå i nærheden af hinanden ved den vandkunst, der er lavet som to huller, hvor tårnene engang stod. Det tog ti år, før det mindesmærke blev indviet. For sorg tager tid at bearbejde. Og ofte er det også en del af diskussionerne omkring et mindesmærke.

Det oplever man for eksempel i øjeblikket, hvor den svenske kunstner Jonas Dahlbergs mindesmærke for Utøya-tragedien i Norge har delt vandene. Dahlbergs idé er at flytte et helt stykke fjeld væk fra stedet som symbol på tabet af dem, der ikke er mere. Sådan kan kunst bogstaveligt talt flytte bjerge. Men er det for tidligt efter tragedien? Og risikerer man, at det kan blive opfattet som et monument for Breivik? Eller har man simpelthen brug for den slags mindesmærker til at bearbejde sin sorg? Debatten raser stadig, men udstillingen på KØS giver et godt overblik over, hvad mindesmærker kan bruges til. Fra holocaustmonumenter i Berlin til et suttetræ i Frederiksberg Have som et spontant monument over tabte sutter. Men mindesværker kan netop også bruges til at rejse debatter.

På Nørrebro i København kan man for eksempel se Bjørn Nørgaards ”Nørrebros hjerte”, der er skabt med beslaglagte våben som materiale - som et symbol på, at de lokale borgere ikke ville finde sig i al den bandevold. Anderledes fredsommelig sidder en statue af Lise Nør-gaard på en bænk i Roskilde i øjenhøjde med publikum:

”Før i tiden handlede mindesmærker typisk om magtfulde mænd, der gerne ville ophøje sig selv. Siden har nogen ment, at den sikreste måde at blive glemt på var at få lavet en statue af sig selv på toppen af en eller anden høj piedestal. Men nu er mindesmærkerne kommet ned på jorden,” siger museumsinspektør, ph.d, Lene Bøgh Rønberg fra KØS, mens hun viser forskellen på den sidste rytterstatue af Christian X og det dansk norske makkerpar Elmgreen & Dragsets legende statue af en forgyldt dreng på en gyngehest, der har været udstillet på Trafalgar Square i London, og som blandt andet kan ses som et billede på, at man ikke længere behøver udrette noget for at blive til et mindesmærke.