Bog beskriver en lynende skæbne

Madame Nielsen, forfatterinden, er en kunstlet stilist, der kan lide gentagelserne og udpenslinger i bedste ugebladsnovellestil, skriver dagens anmelder. Foto: behance.net

”Den endeløse sommer” er et portræt af kunstneren som ungt menneske med Blixen'ske overtoner

”Jeg var for længst gået glip af min lynende skæbne, den slags fandtes slet ikke længere, allerede dengang (i begyndelsen af nittenhundrede og halvfemserne) var det helt op til det enkelte menneske, om han eller hun (ikke engang det var jeg klar over), nogensinde skulle blive til andet end en uendelighed af muligheder, der aldrig var blevet til virkelighed.”

Sådan beskriver Claus Beck-Nielsen sit unge alter ego i romanen fra 2013, ”Mine møder med de danske forfattere”. Som den lynende skæbne. Hvad er det egentlig at have en lynende skæbne, og er det ikke noget, som kun eftertiden vil kunne dømme om, hvorvidt man havde? I alle fald er det nok noget, de fleste kunstnere kunne drømme om - at have denne skæbne, som vil kunne bære dem gennem tvivl og modgang.

Spørgsmålet om ”den lynende skæbne” går igen i forfatterens seneste udgivelse, ”Den endeløse sommer”, hvis udførelse tillægges hans kvindelige alter ego, Madame Nielsen.

Her skriver hun om den lynende skæbne, der er over en ung portugisisk kunstner, som slår alle, der møder ham. Men den lynende skæbne forbigår de fleste - de må, som Johannes V. Jensen gjorde i digtet ”Det røde Træ”, med Madame Nielsen spørge sig selv: ”Og hvorfor sidder jeg ene med et ru Kvak fra mit tungsindige Sumphjærte/ Hvem har snydt mig for min Lynende Skæbne?”

Nu synes jeg ikke, at det er ru kvak, der kommer fra Madame Nielsens hjerte. Tværtimod kunne man beskrive teksten som en uendelig rislen af tekst, der forgrener sig i bifloder, der igen søger tilbage til hovedstrømmen.

Om Nielsens (eller hvad vi skal kalde fællesbetegnelsen for den mængde af udspaltninger, som forfatteren siden 2001 har arbejdet med) rammer en særlig kvindelig tone, når ordet gives til Madame Nielsen, vil jeg nok betvivle, selv om man godt kan se sporene af en Karen Blixens almagt og skæbnefascination. Men man kunne også tænkte på en forfatter som Jean Cocteau, som også var optaget af kønnet og iscenesættelsen.

Kort fortalt er romanen en slags ”portræt af kunstneren som hvalp”, en udviklingsfortælling om den sommer, hvor ”den unge dreng, som måske var en pige”, alias den unge Madame Nielsen, står i skellet mellem den dreng, han var i Odenses provins, og den kommende kunstnerkarriere i storbyen.

Sommeren tilbringer han i en oplevelse af standset tid, et eventyrligt mellemrum, i et hvidt hus, sammen med sin kæreste med de store bløde bryster, alias husets datter, dennes billedskønne unge mor med det elfenbensfarvede hår, der når hende til ballerne, hendes to små sønner, en jævnaldrende smuk og begavet, men defaitistisk ven og to portugisiske unge mænd.

Kødet sitrer denne endeløse sommer, hvor alting står åbent. Mulighedens sommer, hvor ingen endnu ved, hvem der bærer den lynende skæbne.

Siden skal det vise sig, at det er ganske få, hvis nogen, at døden hele tiden har siddet med ved bordet, og at den tager grådigt for sig. En-to-tre sætninger i et elegant og snoet forløb, så er det ude med den, så den næste, her levnes ærlig talt ikke meget håb for menneskene.

Selv ender den unge dreng, som måske var en pige, som en rigtig storyteller, nemlig den, der, om end på afstand, tager magten, bemægtiger sig livet og samler det til en fortælling.

Madame Nielsen, forfatterinden, er en kunstlet stilist, der kan lide gentagelserne, udpenslinger i bedste ugebladsnovellestil med svedige hingste og langt blafrende hår, og andre gode tricks. Dertil kommer sætninger af proustiansk tilsnit, sætninger, der fortsætter og fortsætter uden et punktum i sigte.

Sætninger der hæver sig over tidens tyranni og springer langt ud i fortid og fremtid, når det passer deres almægtige forfatterinde, for igen at søge helle i den endeløse sommers lethed: ”denne anden verden, som er en verden i sig selv, hvor tiden og lyset står stille, og støvet roterer, og ingen laver noget, intet andet end at leve, som om de befandt sig i en anden tid og et helt andet sted i verden, som var den hvide gård en guvernørbolig på St. Croix i imperiets sidste dage, hvor alt er for sent og alt dermed pludselig endelig muligt.”