Prøv avisen
Essay

Det skabte og den skabende

Blandt Maja Lisa Engelhardts seneste værker er en række bibelillustrationer, som for tiden kan ses på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Her er hun fotograferet ved indgangen til sit atelier i Paris. - Foto: Leif Tuxen

Maja Lisa Engelhardt er aktuel med udstillinger på Sorø Kunstmuseum og Museet for Religiøs Kunst samt med en ny portrætfilm. I den anledning skriver Henrik Wivel om kunstnerens mellemværende med romantikken og den kristne Guds forsyn

Søger man efter den verden, som Maja Lisa Engelhardt definerer som sin, må det blive ved en bevægelse ind til kernekræfterne i naturen. For ligesom mennesket kommer af naturen, kommer også alt, hvad mennesket skaber, af naturen. For Maja Lisa Engelhardt er denne erkendelse selve forudsætningen for at male.

Naturen, og menneskets forhold til den, danner fundamentet, ikke alene i hendes liv, men også i hendes kunst. Hendes billeder er personlige fortolkninger af de oplevelser, hun har haft med naturen. Således opfattet har hendes maleriske projekt fra første færd været et forsøg på at give udtryk for idéen om og i naturen. Og dermed finde et gyldigt udtryk for naturens genspejling i det menneskelige sind.

Bestræbelserne på at billedliggøre naturen har været det afgørende i hendes liv. Fra barndommens og ungdommens flugt ud i det åbne landskab med de flade, disede drag ved Saltbæk Vig og de stejle styrt ved Asnæs og Røsnæs på Vestsjælland, hvor landskabet kløver havet, til hendes evner som ”tingfinder”, der pakker fortiden ud af den danske muld i form af flinteredskaber fra dengang, Danmark blev menneskenes land. Det er angiveligt det, der er kunsten. At færdes i landskabet med åbenhed. Så lader oprindelsen sig kalde frem af de kultiverede lag, ligesom billedet siden kaldes frem af lærredets hvide intet. Tingene bliver synlige for den, der kan se. Men ikke uden kamp med stoffet.

Med sin forkærlighed for guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye placerer Maja Lisa Engelhardt sig i en romantisk tradition i dansk, nordisk og europæisk landskabsmaleri. Hendes kunst søger mod en form for oprindelighed i naturen og tilblivelsen af nationens historie, ikke så meget opregnet i fakta, som i formningen og prægningen af det danske landskab. Hendes billeder udgør i den forstand en ”mindekæde”, der forbinder kunstneren med fortidens frembringelser. Bag den moderne verdens slør findes naturen og de tidlige kulturelle ytringer, og de kan genopleves i hendes billeder.

Maja Lisa Engelhardt er imidlertid ikke nostalgisk. Som hun påpeger, skabte Lundbye ikke udelukkende naturalistiske landskaber, han omskabte samtidig landskabet til et selvportræt. Lundbyes billeder var en genskabelse af naturen som følelse, en konstruktion, uanset hvor nøjagtigt, loyalt og fintmærkende de var sanset og set. Maja Lisa Engelhardt har fra begyndelse til nu heller ikke afbildet naturen direkte, men som en abstraktion. Hendes billeder befinder sig i det fascinerende punkt mellem sansning og sind, hvor interessen for naturen og interessen for maleriet ikke er til at skelne fra hinanden. Herved arbejder Maja Lisa Engelhardt med et skel mellem naturen og billedet af dem, som er afgørende. Naturen er, billedet bliver til - som et svar.

Maja Lisa Engelhardts billeder er ikke ”efterbilleder” i den forstand, at de er naturalistiske og gør naturen efter i dens givne form. De er snarere ”efterbilleder” i den forstand, som den tyske digter og farveteoretiker Johan Wolfgang von Goethe fremhævede i sin farvelære: De forholder sig til naturen igennem dens aftryk af lys, struktur og farve i menneskets bevidsthed, på nethindens indre bue. Hendes billeder er således ”billeder på billeder”, og som sådan udtryk for en sansning og erkendelse af naturen, der har fostret væsentlige landskabsmalerier de seneste 200 år. Det er igennem dette forløb, at landskabet gøres fri af mennesket og den anekdotiske staffage, men ikke fri af det menneskelige i sig selv. De menneskelige lidenskaber flyder over i landskabet og besætter og besværger det.

I romantikken, hvor hendes elskede Lundbye malede, var naturen et udtryk for Guds skaberværk. Lundbye og andre romantiske malere, digtere og filosoffer - som eksempelvis H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Søren Kierkegaard - søgte ånden i naturen. Men de artikulerede også erfaringen af tab, splittelse og eksil, der hører den menneskelige eksistens til. De havde sans for detaljen og kunne som H.C. Andersen se hele verden i en vanddråbe, men de ønskede også at hæve sig over kaos mod det egentlige, selve skabelsens idé.

Kunstnerne troede ikke alene i kristen forstand på Guds forsyn, der holdt hånden både over og under menneskets eksistens, men også på det rent bogstavelige forsyn: at Gud havde set verden før nogen andre. At skildre den malerisk var identisk med at forvandle Guds forsyn til selvsyn, en gentagelse som skabende af det Skabte.

Denne rejse mod kunstens og eksistensens grundbillede blev for romantikkens kunstnere gjort mulig i kraft af blandt andet vejen, som gennemskar den danske natur og gav kunstnerne lejlighed til at færdes i den. Ved at følge vejen og afbilde den fulgte kunstneren ikke alene sin egen vilje, men også Guds. Et princip, som Maja Lisa Engelhardt har identificeret sig fuldstændigt med og gentager såvel i sin kunst som i sit fadervors ”ske din vilje”. Som hun har sagt i et interview: ”Alt hvad jeg laver, handler om at finde ind til lydigheden i den bøn. For sådan finder man glæden. Måske er det derfor, at der også altid er en vej i mine billeder”.

Men over for romantikkens harmoniske univers står Lundbyes splittede som udtryk for den retning inden for romantikken, der kaldes ”romantisme”. Romantismen dyrkede de mørke og skyggefulde sider af den menneskelige psyke og fandt ”det Interessante” i den menneskelige splittelse, smerte og melankoli. På den ene side er Lundbyes billeder af den danske natur og dyrene i den så fuldkommen indtagende med kunstnerens særlige blik for nærheden og intimiteten i det sete, som var landskabet lutter spejlende følelser og dyrene hans øjesten.

Og Lundbyes vemodigt humoristiske skildring af sig selv som en slags skifting - halv trold, halvt menneske - vidner om hans evne til at se sig selv som en anden, et slags pseudonym for et følsomt selv, der i lighed med Kierkegaard ønskede ”at komme til Eenfoldighed”, blive som et barn igen, endskønt dog for længst voksen og ramt af syndefaldet. Maja Lisa Engelhardt har ved flere lejligheder fremhævet melankolien som en særlig kvalitet ved Lundbye. Afgrunden er overalt i hans billeder, selv når de lader blikket skue lige lukt op i himlen og Guds lys. Faldet er inden for rækkevidde og dermed et skred fra den fortrolige verden ned i en ukendt, hvor verden går i stykker.

Det er derfor ikke tilfældigt, at Maja Lisa Engelhardt i en eftervisning af slægtskabet i 2004 skabte en serie ekspressive monotypier over Lundbyes ”Vinterlandskab i nordsjællandsk karakter” fra 1841 (Nivaagaards Malerisamling). Når Maja Lisa Engelhardt så vedholdende funderer sit eget billedsyn på romantikkens og romantismens kunstnere, er det, fordi deres erfaringer korresponderer så indgribende med hendes egne. Både dem, som i en idealistisk stræben rækker mod Guds forsyn og Næsten, og dem, som går til i selvoptrevlende tvivl og utæmmelig længsel efter mørket og fortabelsen. Hun har søgt efter en tid og nogle kunstnere, hvor hun følte sig set og blev genkendt.

Når det moderne menneske ikke længere er lejret ind i nogen helhedstænkning, men overladt til sig selv og sin egen eksistens, betyder det ikke bare opløsning, men også frisættelse. Tilværelsen mister en given moralsk kvalitet, og mennesket kan ikke længere realisere sig i forhold til en værende orden, men må træffe egne valg. Stillet over for dette dilemma og denne frigørelse har kunsten hidtil peget to strategier ud:

Enten må kunstneren genskabe den sønderbrudte helhed, finde de steder, hvorfra der kan tages afsæt, erobres nye værdisammenhænge og skabes en ny orden. Eller også må kunstneren leve med kaos og splittelse og afspejle det i en kunst, præget af angst og udkrængninger.

Begge strategier har været synlige i de sidste 200 år som over- og understrømme. Maja Lisa Engelhardt er selv fanget i dette intrikate enten-eller. Selvom hun i sit liv og i sin kunst som erklæret kristen tydeligvis satser alt på at følge den første vej.

Da hun, tvunget af omstændighederne, blev sat fri, forsøgte hun menneskeligt og siden kunstnerisk at genskabe en verden og en orden, der om ikke var hverken given eller selvfølgelig. Der er tale om et valg, hvor kunstneren hele tiden forsøger at bringe sit livsværk i overensstemmelse med bestemte æstetiske og åndelige forudsætninger. Derved ønsker hun også at tilvejebringe en modtagelighed over for Guds skaberværk, der er så meget større end hende selv. Ja, hendes værk kan angiveligt tolkes som et forsøg på en forening af Søren Kierkegaards tre stadier fra ”Enten-Eller”: det æstetiske, det etiske og det religiøse.

Maja Lisa Engelhardt kan således defineres som en tilbageskuende kunstner, der ud fra en moderne erfaring af tab og fordrivelse søger at skabe en ny orden og helhedsoplevelse i sine billeders momentane øjeblikke og transcenderende evighedslængsel.

Det har været synligt i Maja Lisa Engelhardts kunst fra begyndelsen. Således hed hendes debutudstilling i Nikolaj Kirke i København i 1985 ”Klædebon”. Titlen var hentet fra Matthæusevangeliet, kapitel 28, vers 1-7, hvor evangelisten beskriver påskedags scene, da Maria Magdalene går til Jesu grav. Ved graven viser en engel sig for hende, som ved sin tilsynekomst flår himlen op. Det hedder om englen: ”Hans udseende var som lynild og hans klædebon hvid som sne”. Det er englen, der siger til Maria Magdalene og de øvrige sørgende: ”Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her, thi han er opstanden!”. De sørgende finder graven tom, de er prisgivet friheden her på jorden til at leve det liv, som nu er givet og skabe deres tilværelse selv.

Den tomme grav er derfor ikke udtryk for håbløshed, men for et håb, og den enkeltes frisættelse til et jordisk liv ikke meningsløs, men retningsbestemt. Den opstandne Kristus har angivet vejen frem. Det er den, som Maja Lisa Engelhardt har fulgt i stort set alle sine serier af billeder og kunstneriske ytringer lige siden. Kunst er for hende et formbart og sansbart stof med en væsenskerne, og kunstneren et menneske med en stærk overbevisning om at ville ét.

Men det gælder for Maja Lisa Engelhardt, at hun forholder sig til det religiøse på moderne betingelser og har tvivlen om hele projektet indbygget som en mulig, og i visse tilfælde notorisk, anfægtende, indebrændt eller ligefrem rasende bevægelse! Hun er en kunstner for hvem landskabet aldrig falder helt på plads, og hvor figuren - hvis den overhovedet er der - står som en søjle af tvivl i et rum, hvis koordinater heller ikke er helt på plads. Det er derfor man i det 20. og 21. århundrede bør kunne tale om en ”kristen modernisme” som et kunsthistorisk faktum og en gyldig genrebetegnelse. En kunst, der er kristen i sit udgangspunkt, men modernistisk i sit formsprog og derfor - som det gælder for Maja Lisa Engelhardt - er skabt med et dobbelt blik. Den næres af et ønske om at forblive i Gud, men martres af øjeblikket.

For selvom Maja Lisa Engelhardt ikke personligt er i tvivl, så udtrykker hendes billeder tvivl. Det er kvaliteten ved dem. De er vrede over deres skæbne, de har svært ved at tilpasse sig og er, som Johan Thomas Lundbye med hans mange melankolske billedbrud, skiftinge. Der strømmer lidenskaber i dem, som ikke modstandsløst vil forbinde sig med den gudsgivne orden. Således vil kunstneren gerne følge et spor, men åbner ved sin ambitioner hele tiden for et andet.

Den strukturerende kerne i den aktuelle udstilling på Sorø Kunstmuseum er bygget op omkring to af Maja Lisa Engelhardts serier af monotypier, skabt til værker af to af Sorøs store historiske og kulturelle personligheder, historikeren og krønikeskriveren Saxo og digteren og salmisten B.S. Ingemann.

Kunstneren skabte sine illustrationer til Saxos Danmarkshistorie, ”Gesta Danorum”, i 2000 og til Ingemanns ”Morgen- og Aftensange” i 2008. Det var ikke tilfældigt, fordi begge værker forener natur og tro, landskab og religiøs vision, ligesom Saxos værk blev genopdaget i romantikken og B.S. Ingemanns blev skabt i romantikken. Det er således to tekster, der appellerer til Maja Lisa Engelhardts såvel kunstneriske som eksistentielle forankring.

I Maja Lisa Engelhardts illustrationer til Saxo er mennesket med den modernistiske spanske digter og filosof José Ortega y Gassets ord ”fordrevet fra kunsten”. Tilbage er alene landskabet og det mytologiske rum, Saxos fortælling udfolder sig i. Det betyder ikke, at kunstneren har fjernet sig fra Saxos historie, men hun har filtreret sin oplevelse og sat den på plads i den billedverden, der er hendes.

Maja Lisa Engelhardt har sine genkomne billedtegn og sit maleriske raster eller mønster. En række ur-former i kunstnerens værk som havet, træerne, stubmarken, kæmpehøjen og solen i himlens dis går igen i hendes Saxo-illustrationer. Hun former et landskab med enkle figurative rester. Tydeligvis inspireret af Saxos fortale til krøniken, der malende beskriver det middelalderlige danske kulturlandskab præget af istidens aflejringer, eksempelvis det frisiske, der ”krummer sig ind fra Jyllands fremspring med lavtliggende marker og fladt land, der giver stort udbytte, fordi det bliver oversvømmet af havet”. Fagert og frugtbart, men også råt og nøgent, tager det danske land sig ud i Saxos ord.

Den råt slebne kraftudfoldelse hos Saxo modsvares af Maja Lisa Engelhardts monotypier. Med ekspressivitet og tankens flugt har hun skabt en række landskabssyner med træer, skov, stendysser, lavninger og grønne næs, der skyder sig ud i havet. Horisontlinjen deler verden op i himmel og hav, luft og land. Et sted anes konturerne af en borg, et andet sted en hær under fremrykning og et skib på oprørte vande, et tredje sted anes et kors, der vidner om overgangen mellem hedenskab og kristendom i Danmarks tidlige historie. Men netop kun anes, fortællingen er gemt, men ikke glemt.

B.S. Ingemanns ”Morgen- og Aftensange” sat i melodi af C.E.F. Weyse er et mirakel i dansk kultur. Digteren skrev dem i Sorø i midten af sin livsbane i forsommeren 1837 og 1838, hvor tilværelsen og troen krystalliserede sig i et givende mønster. I sangene gør Ingemann sig som skabende til ét med det skabte. Ingemann gør sig også til ét med sin barndoms og tidligste ungdoms uskyldsrene jeg.

Ingemann kaldte den første samling for ”Morgensange for børn” og henviste hermed til Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16, hvor Jesus siger til de disciple, der ikke mener, han bør beskæftige sig med børn: ”'Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.' Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Det håb, der løfter Ingemanns ”Morgen- og Aftensange”, knytter sig til opstandelsen, og ønsket om at vi væbnet med vinger kan flyve hen over Paradismuren. Skal vi blive i stand til det, må vi gøre vores legeme lige så let som barnets sind, og dermed blive til det, vi ER, Guds børn.

Det overordnede greb i Ingemanns ”Morgen- og Aftensange” er deres kredsgang, som gentager skabelsesberetningen. Men sangenes dags- og døgnrytme flettes også ind i universets rytme, selve TONEN fra himlen. Skiftet i sangene mellem morgen og aften, lys og mørke, er givet af jordens rotation, der slynger menneskebørnenes længsler ud i rummet. I samtlige sange er der således to dimensioner indbygget, som står i åben udveksling: den jordisk timelige og den kosmisk evige. Og de 14 sange skaber tilsammen en himmelbro mellem de to sfærer, ligesom de første syv morgensange rækker ud imod de syv aftensange i en bevægelse fra det intimt fortrolige til det kosmisk uendelige.

Det er netop denne gensidige afhængighed, der former sangenes solgennemstrømmede opstandelsesbilleder, og skaber en ubrudt bevægelse fra jord til himmel. Ingemann gør det himmelske nærværende på jorden og det menneskelige nærværende i det himmelske. Digteren kan skabe et spring i tanken mellem det endeligt små og det uendeligt store. Det er her, Maja Lisa Engelhardts illustrationer til Ingemanns ”Morgen- og Aftensange” på en gang tager deres udgangspunkt og finalt forløses. Hendes illustrationer er som en gennemstrømmet kosmologi, hvor jord og himmel, det endeligt små og det uendeligt store når hinanden og forbindes i støtter af skyer.

Det atmosfæriske og transparente er det afgørende for hende i gengivelsen af Ingemanns univers. Skyerne, disen, søjlerne af lys ned igennem sfærerne - og som ekstremer: solen som en skabende verdens ild og glimtvise eksplosioner af hvidnende lys. I illustrationerne til aftensangene nedglimter lyset og forvandler kosmos til et blånende mørke. Maja Lisa Engelhardt har søgt efter landskabet hos Ingemann og de dramatiske stoflige fortætninger i himlen, og dermed efter den korrespondance mellem Gud og mennesket, der er altafgørende for såvel digteren som kunstneren.

Sangkredsens forbindelse mellem det endeligt små og det uendeligt store, er i Ingemanns sidste aftensange udsat for et skalaspring af uhyrlige dimensioner. Ingen anden dansk digter har nogensinde udvist en sådan dristighed i tanken, og indbefattet hele verdensrummet som udtryk for Guds kærlighed, og så ligefremt omsat forsynet i sfæriske toner. Aftensangene vidner om Ingemanns grænseløse modtagelighed. De betegner en dyb musikalsk tilnærmelse til altet. Og sangkredsen er et enestående vidnesbyrd i dansk litteratur og religiøs poesi på, at det lykkedes. Sangene kaster længsler ud i rummet. Og får svar.

I deres åbenbaringskristendom visualiserer de blændende solskin og kosmisk genskin i en ubrudt bevægelse, der betyder, at digteren, og billedkunstneren med ham, kan føle sig tryg døgnet rundt, kloden rundt, og lade følelsen dykke lykkeligt som fuglen under himlen og solen i det kosmiske hav. I kimingen står Paradiset som et slot. I B.S. Ingemanns kosmologiske verdensopfattelse er hver eneste solopgang og hver eneste solnedgang en forsikring om Guds kærlighed. Intet kunne være Maja Lisa Engelhardt mere kært.