Måske er Hassan Preislers byrde ikke så meget, at han er brun, som at han er opvokset i et kulturradikalt miljø, hvor det faktisk var hans pæredanske mormor i Marimekko-tøjet, der insisterede på det eksotiske navn Hassan.
Et vilkår, der blev brugt konstruktivt, fordi hans baggrund gør ham rigtig god til at afkode ”the establishment” og den politiske dagsorden, hvilket i flere år har bragt ham helt frem som manden, der tør tage også de hårde debatter om mangfoldighed, stigmatisering og integration i især kulturlivet.
Men netop den evne bliver samtidig hans byrde, fordi han bliver omfavnet så voldsomt - ikke mindst på grund af sin baggrund og de halvt pakistanske rødder. Hans succes i kulturlivet kommer til at basere sig på det, han netop vil gøre op med: hudfarve og baggrund. En byrde for en brun mand, der bare vil ses som skuespiller, kunstner, forfatter, debattør...
Faktisk er Hassan Preisler også allerbedst, frækkest og mest levende, da hans monolog når frem til hans status som succesforfatter efter ”Brun mands byrde”.
Han er skøn, når han skamløst smækker alle anmelderstjerner op i kæmpestørrelse på væggen og gengiver roserne. Og man kan mageligt sætte sig i hans sted, da han pludselig bliver overtrumfet af en ny ung rå Hassan, som til og med skyder den gode Preisler ned fra sin langt om længe tilkæmpede status som almindelig, begavet forfatter til at være en del af ”indvandrerbølgen i dansk litteratur”.
Da Hassan Preisler i teaterudgaven af ”Brun mands byrde” er kommet over den del af forestillingen, der går for meget og ind imellem næsten manipulerende integrationsdebat i - eller også er publikum i Aarhus bare mindre med på at interagere, end han er vant til? - bliver monologen i højere grad en underholdende, selvudleverende og bevidst selvsmagende beskrivelse af en mand, der bare så gerne vil ses. Hyldes. Være en stjerne. Som sig selv, for den han er.
Men han er jo især forfatter og skuespiller. Så hvem er Hassan egentlig? Den virkelige, ægte, rigtige Hassan Preisler? I alle de år har han været den, vi og også han selv gjorde ham til, fordi så passede pengene og verdensbilledet.
Det lægger monologen op til, at han egentlig først for alvor skal til at finde ud af nu.
Og her er det, den bliver historien om alle. Hassan Preisler har måske udskudt tidspunktet for selverkendelsen mere end de fleste, fordi han både selv og med hjælp fra andre har kunnet placeres i en meget klart defineret kasse. Men det store eksistentielle spørgsmål om, hvem jeg er, det er universelt for os alle.
Derfor er ”Brun mands byrde”, trods visse stive passager og indimellem for meget 1:1 debat om etnicitet, en historie til og om os alle.