Den symfoniske drøm blev til virkelighed

DRSO og Christina Åstrand strålede i ”Sheherazade”

-- Jeg spiller ikke, men jeg lytter til klassisk musik ved enhver given lejlighed, og jeg nyder at lytte til mange forskellige komponister, men Mozart er nu min favorit, siger Peter Dürrfeld. -- Foto: Leif Tuxen.
-- Jeg spiller ikke, men jeg lytter til klassisk musik ved enhver given lejlighed, og jeg nyder at lytte til mange forskellige komponister, men Mozart er nu min favorit, siger Peter Dürrfeld. -- Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen.

Anden halvdel af 1800-tallet var rigt på svulmende orkesterværker. Ved sæsonens anden torsdagskoncert kunne man høre DR SymfoniOrkestret fremføre to af dem: Brahms' opulente første klaverkoncert, som han selv holdt over dåben i januar 1859, og Rimskij-Korsakovs symfoniske suite ”Sheherazade”, som den russiske komponist selv dirigerede ved førsteopførelsen i Sankt Petersborg i oktober 1888.

De to værker er nogenlunde lige lange og på hver sin måde vidunderlige, men i denne anmeldelse vil sol og vind ikke blive ligeligt fordelt. Brahms' klaverkoncert blev ganske vist kompetent spillet af den 53-årige canadiske pianist Marc-André Hamelin, og den 37-årige spanske dirigent Gustavo Gimeno, der optrådte for første gang i Danmark, fulgte ham godt til dørs. Men nogen ultimativ fortolkning blev der ikke tale om, også fordi sidstesatsen, en allegro non troppo (ikke for hurtigt), blev taget så hurtigt, at man fik den tanke, at solist og dirigent havde overset de sidste to ord i den italienske satsbetegnelse.

Men efter pausen indfandt magien sig i Den Blå Kubus. For et lille års tid siden havde jeg fået at vide, at radiosymfonikerne og Frühbeck de Burgos ville spille ”Sheherazade”, det mest eventyrlige symfoniske digt, der nogensinde er komponeret - spraglet, melodiøst, genialt i hver enkelt sats og i helheden - og det havde jeg siden glædet mig til som et barn til juleaften. Og selvom jeg ikke fik det at høre fortolket af den spanske maestro, der jo gik bort i juni, blev den symfoniske drøm til fulde indfriet. Gimeno var åbenlyst i sit es, og DRSO spillede - efter en heftig periode med den tiljublede ansættelse af Fabio Luisi som kommende chefdirigent og den bestemt ikke tiljublede nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret - med den glød og intensitet, der er selve meningen med denne juvel af et orkesterværk. Rimskij-Korsakov fører os tilbage til 1001 nats verden, til de udødelige arabiske fortællinger. Sheherazade er som bekendt navnet på den sultaninde, der for at undgå at blive henrettet af sin hævntørstige mand, kaliffen Shahryar, fortæller den ene historie efter den anden, en perlerække af eventyr, der fortsættes nat efter nat. Efter 1001 nat er festen slut, men da er kaliffen blevet så glad for hende, at han skåner hende - og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”.

Det er et mirakel, som Rimskij-Korsakov maner denne verden frem i de fire satser. Musikken stråler som guld og silke, instrumenteringen er aldeles suveræn, og netop dette aspekt giver et orkester på DRSO's niveau lejlighed til at folde sig ud. Alle sektioner bidrager til eventyret, ikke mindst træblæserne har den ene pragtfulde passage efter den anden. Messingblæserne ”optræder” både flot og truende - det er primært dem, der spiller den grumme kalifs tema. Og som en kosteligt glitrende kontrast hertil hører man en soloviolin i rollen som sultaninden - torsdag aften så smukt spillet af koncertmester Christina Åstrand, med en så gylden klang i alle lejer, en så sugende bund og en så sitrende højde, at man dybt grebet måtte sukke: Se, det var en rigtig Sheherazade!