Nok handler denne bog om tre absolutte undtagelser, de tre første superstjerner inden for sporten i Danmark. Og nok har forfatteren bestræbt sig på at skabe nærværende og detaljerede portrætter af hver enkelt af dem
Men han fortæller ikke om dem udelukkende for deres egen skyld, men også eller lige så meget for at afspejle tilværelsen i 1930'ernes Danmark og de forandringer, der skete med den i disse år, hvor man oplevede en euforisk, ikke tidligere set og ud over alle bredder strømmende hyldest til de tre idoler, der med deres præstationer gennembrød grænser for, hvad man traditionelt forventede af piger.
Deres karrierer sættes ind i en samfundsmæssig helhed, hvor opmærksomheden både rettes mod de konsekvenser, som forandringerne havde for undtagelserne, enerne, og for tidens såkaldt almindelige mennesker. Dette dobbelte sigte rummer beretningens pointe.
Mellemkrigstiden beskrives ofte som en mørk periode, præget af økonomisk depression og krigsfrygt. At dette er velbegrundet, anfægter Tommy Heisz ikke. Men han mener, at sandheden er mere kompleks end som så, og fremhæver, at 1930'erne var præget af andre strømninger end dem, man traditionelt forbinder med disse år - strømninger, der havde fremtiden i sig.
Som nogle af udtrykkene for, at en ny virkelighed trængte sig på, nævner han det stigende antal biler i gaderne, neonlysene på hovedstadens butiksfacader, radioens øgede udbredelse og stjerneskæret fra Hollywood.
”Kulturen blev i stigende grad defineret i byerne, hvor impulser fra resten af verden strømmede ind. Danmark var ved at blive moderne.”
Det er den ”fortælling”, han mener, at svømmepigerne skrev sig ind i. Eller mere præcist: blev skrevet ind i.
Da en af svømmepigerne, Inge Sørensen - af radioens navnkundige Gunnar ”Nu” Hansen kaldt ”lille henrivende Inge” - i en alder af 12 år vandt en bronzemedalje ved OL i Berlin i 1936, ”satte hun noget i gang, der snart skulle vokse sig så stort, at det næsten kom ud af kontrol”. Det hele kunne da også indimellem blive for meget for pigerne.
Tommy Heisz bringer læseren tæt på de enkelte begivenheder, samtidig med at han bevarer overblikket og sætter dem i perspektiv. Vi får således udførlig besked om dagene, hvor Jenny Kammersgaard svømmede de 52 kilometer fra Gedser til Warnemünde og var i vandet uafbrudt i 40 timer og 30 minutter.
Hun forlangte underholdning undervejs, og fra en af ledsagebådene spillede forfatter og journalist Niels Anesen grammofonplader for hende. Samme Anesen forstod sig virkelig på at udnytte til lands, hvad Kammers-gaard præsterede til vands, blandt andet skrev han en bog om hende, ”Svømmeturen”.
Kaj Munk nedgjorde den i Jyllands-Posten: ”Niels Anesen skulle (...) have et par paa Skrivemaskinen for den fortvivlet krukkede Maade, han har ladet den klapre paa om den velsignet naturlige pige, og for den Vedholdenhed, hvormed han lader den hamre hans egen overdaadigt ligegyldige Person i Forgrunden.”
Et alsidigt billedmateriale bidrager til det troværdige tidsbillede, Tommy Heisz giver. Således via fremhævelsen den betydning, radioen havde for, at svømmepigerne opnåede heltindestatus.
Den var - erklærer Heisz - et stærkt symbol på det nye Danmark. Antallet af licensbetalende lyttere steg i løbet af få år eksplosivt og var i 1936 oppe på over 600.000. Lytterne havde oplevelsen af næsten selv at være til stede ved de store sportsbegivenheder, effektivt ”forført” som de blev af Gunnar ”Nu” Hansens inciterende reportager. Radioen var, fastslår forfatteren, ”den største omvæltning nogensinde i danskernes medievaner”.
Bogen, der vidner om forfatterens interesse for fortællende journalistik, handler om årene 1936-1938 og kommer derfor ikke nærmere ind på de i andre sammenhænge beskrevne vanskeligheder som to af svømmepigerne, Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard, oplevede under og efter Anden Verdenskrig på grund af deres tyske forbindelser. Strømpilen viste sig tidligt for Kammersgaards vedkommende: Hun blev lykønsket af Hitler.