Jens Otto Krag blev som bekendt langtfra 100 år. Han døde i sommeren 1978 i sit sommerhus i Skiveren, dagen efter at han og familien havde fejret sønnens 18-års-fødselsdag.
Efter Krags død fandt man, ud over de 1000 siders dagbog, udkast til romaner og skuespil. Så måske ville netop Krag have sat pris på at blive mindet med et skuespil som nu det, Sven Holm udsender i dag.
Faktisk var Holms skuespil ”Statsministeren” allerede færdigt i 2009, skrevet som en bestillingsopgave til Folketeatret, men opført blev det aldrig, og nu har forlaget Tiderne Skifter valgt at trykke det som et læsestykke. Sjovt nok blev der i 2009 også skrevet et andet skuespil om Krag - af Thomas Trier - som havde premiere på Jomfru Ane Teatret i Aalborg og blev en stor succes.
Jens Otto Krag, manden med de smalle øjne og det uudgrundelige smil, fascinerer stadig. Dels er der historien om den højtbegavede levemand, der formelig væltede sig i kvinder, og for hvem livet ikke blev så let, som det undervejs så ud til, dels er der historien om manden, der egentlig ikke søgte magten, men som netop derfor blev så magtfuld. Manden, der for 42 år siden kunne meddele danskerne, at de nu havde stemt sig ind i EF og som ved samme lejlighed til stort chok for de allerfleste trak sig tilbage som statsminister.
Sven Holms skuespil ”Statsministeren” falder i tre akter, med henholdsvis fire, to og fem scener. Første akt udspiller sig tidligt i 1960'erne, lige før Krag må træde ind som konstitueret regeringschef for Viggo Kampmann.
Anden akt udspiller sig i midten af 1960'erne, hvor Krag sidder på magtens tinde som statsminister, og tredje akt følger faldet -fra 1972 til 1978 - fra tiden som ligegyldig EF-ambassadør i Washington DC og til det sidste hjemme i Skiveren i Nordjylland.
Det kunne blive utroligt patetisk, men det gør det ikke før til allersidst. Sven Holm har godt fat i det morsomme, og de hurtigt turnerede replikker. Ikke mindst, fordi han har indført karakteren ”gamle fru Virkner”, som på én gang er vidne og udenforstående og den, der ikke taler efter spillets regler.
For der spilles spil. Det gøres der politisk, hvor dagsordenerne ligger skjult, og det handler om at være en ordentlig taktiker: ”Intelligens uden taktik - det er tidsspilde. Det er ligesom indhold uden form. Det udarter. Det bliver til - gelé og brune snøresko under dynen”, som Krag siger til Kampmann, som han finder på en dames sengekant efter en af hans berygtede flugtture væk fra magtens centrum.
Spillet bliver der også i hjemmet, især i anden akt, hvor Helle er ved at gå til over alle de kvinder, som Krag er hende utro med. Skamplukker han blomsterbedet med de smukke georginer, spørger hun sarkastisk, og han svarer lige så dobbelt: ”Jeg skamplukker sgu' da ikke noget, Helle. Jeg udvælger dem, der er bedst egnede, og så plukker jeg dem én for én.”
Sven Holms skuespil tilfører ikke egentlig noget nyt til historien om Krag. Men i sin vægtning af inden for et skuespils tid at få hele rejsen fra top til bund med kommer den triste fortælling til at fylde mest. Om manden, der frygtede magten, fordi han godt vidste, at helt deroppe-fra var der kun én vej, og det var ned.
Manden, der klyngede sig til et håb om, at når det hele var ovre, så skulle hans kunstneriske talent forløses. På den måde er og bliver det en sørgelig historie om en dybt ensom og gådefuld mand. I skuespillet er det vennen Jørgen Paldam, som formulerer det: ”De kan se det på hans ansigt. Der er ligesom en glasrude mellem det ansigt og verden. Og den er svagt matteret. Ganske svagt! - Han kan klare det, vi andre ville bukke under for. ” Det kunne han også i en årrække, Jens Otto Krag, indtil alkoholen alligevel fik bugt med hans værdighed.
Jeg kunne godt savne, at Sven Holm havde trukket mere på Krags visioner om velfærdssamfundet. For dem havde han jo, og det var de visioner, som fik ham til at stå så fast i mange år.
Sven Holm har været optaget af at få mange historiske detaljer med, hvilket ind imellem resulterer i tunge replikker, som ikke skal andet end at fortælle os læsere, hvordan det nu var, det hang sammen. Og det er vel faren, når man skriver skuespil ud fra virkeligheden; at man også forpligter sig over for den og måske derfor lader sin fortælling styre for meget.
Slutningen mimer næsten strandscenen fra ”Døden i Venedig”, og her er det så, at jeg synes, det tipper over i det patetiske: myten om den ensomme mand og hans uindfriede drøm om naturen, kunsten og den evige kvinde.