Venedig har til alle tider inspireret billedkunstnere, arkitekter, komponister, forfattere og filminstruktører i et antal som ingen andre byer i verden.
Det gælder i Venedigs storhedstid som handelscentrum mellem Europa og Orienten fra 1450 til 1600. Her tegnede arkitekten Palladio sine pragtværker, og kunstnere som Tizian, Tintoretto, Bassano og den unge El Greco dannede skole.
Og det gælder i Venedigs lange efterliv fra 1700-tallet og frem, hvor byen primært har fungeret som Adriaterhavets flimrende og fascinerende dannelseshorisont for horder af turister, herunder også de mange kunstnere, som har boet og arbejdet og ladet sig inspirere af byen i kortere og længere perioder: Canaletto, Tiepolo, Turner, Monet og danske navne som Købke, Skovgaard, Marstrand og Willumsen blandt billedkunstnerne, og lord Byron, John Ruskin, Charles Dickens, Henry James, Friedrich Nietzsche, Marcel Proust, Thomas Mann, Ezra Pound, Gabriele d'Annunzio, Ernest Hemingway, Italo Calvino og Joseph Brodsky blandt forfatterne.
Venedig er en by uden sikre koordinater. Enhver, der har besøgt byen, ved, at man på kort tid mister orienteringsevnen i labyrinten af smalle gader, og enhver, der har arbejdet i byen, kender til frustrationen over at måtte sætte tempoet drastisk ned og bare flyde med i den underlige vegeterende og vuggende følelse, der bemægtiger sig en.
Den franske filosof Jean-Paul Sartre kunne bruge Venedigs eklatante mangel på lige kraftlinjer eksistensfilosofisk. Venedig blev for ham et sted, hvor mennesket ”ikke er”, altså som stålsat handlingsmenneske, ja, ikke alene savner man de faste koordinater, men savner også den faste grund under fødderne og kommer efter en tid til at lide af den ”venetianske syge”. Er byen andet end et fatamorgana? Findes alle disse forsirede bygninger i det flimrende og blændende lys eller den gustne tåge overhovedet?
Venedigs særegne blanding af det virkelige og det uvirkelige og stedets - eller måske snarere ikke-stedets - hallucinatoriske kraft danner baggrund for en af filmhistoriens mest uhyggelige og hjemsøgte film, Nicolas Roegs ”Don't Look Now” (Rødt chok) fra 1973. Filmen kan stadig fylde en med denne særlige genstandsløse angst for at færdes i Venedigs bizarre og bengalsk belyste kulissearkitektur med alt det giftiggrønne vand, der siver op gennem revner og sprækker i brolægningen. Venedigs slimede undergrund og fysiske forfald parret med den håbløse udmattelse, der indfinder sig, når man mister orienteringen, gør byen til en slags forvarsel om døden, hvad ikke blot Nicolas Roeg, men også Thomas Mann har udnyttet mesterligt. Venedig er begærets by, men også fortabelsens, som gled vandet i byens kanaler direkte ind i blodårerne som veneriske sygdomme.
Gl. Holtegaard har sat fokus på Venedig og den kunst, kultur og erkendelse, som den historiske by har affødt og stadig afføder. Byen har jo magtet at holde den kulturelle tiltrækningskraft levende, blandt andet som følge af kunst- og arkitekturbiennalerne og den traditionsrige filmfestival La Mostra, parret med karnevallet og det aldeles mageløse opbud af renæssance, manierisme og barokkunst, som byen kan tilbyde. Så meget kan det ikke blive til i Gammel Holte, bare en brøkdel af Venedigs kulturelle virkningshistorie kunne fylde B&W-hallerne. Byen er, som et vittigt hoved har bemærket, et ”Disneyland for intellektuelle”.
Men mindre kan godt gøre det, ikke mindst når Gl. Holtegaard som ledsager til udstillingen har skabt et velillustreret katalog med perspektivrige tekster af kuratoren Maria Gadegaard og den ekstraordinært velskrivende og associationsrige Carsten Thau. ”Venedigsyndromet” har arrangøren valgt at kalde udstillingen for at understrege byens unikke blanding af skønhed og forfald, forførelse og fortabelse, virkelighed og illusion. Og så det velkendte forhold, at byen synker. De sidste 100 år er byen sunket 35 centimeter, og fortsætter det, vil den en dag forvandle sig til et Atlantis. Hele den sagnomspundne mytologi har byen i forvejen fragtet med sig gennem havet og tiden.
Som udstillingens finale vises således en film med kunstneren Alfredo Jaars bidrag til den chilenske pavillon under Venedig-biennalen 2013. Her lod kunstneren i en kærligt kritisk gestus en model af biennaleområdet i parken Giardini Pubblici gradvist fødes og forsvinde i det mørke vand. Venedig er født af havet og vil en dag forsvinde i det igen.
Men før Alfredo Jaars dommedagsvision over byen og dens kunst viser Gl. Holte-gaard en del andet godt. Til en begyndelse vises eksempler på det såkaldte vedute-maleri, altså de pittoreske ”udsigter”, som den besøgende kunne få af Venedig. Mesteren var Giovanni Antonio Canal, der i 1700-tallet gjorde det til sit speciale at skabe de fineste og mest detailrige maleriske prospekter af Venedig. Han tog ligefrem navn efter sin kunst og kaldte sig Canaletto, der betyder den ”lille kanal”.
Og det blev han. En strømførende kanal for alskens maleriske souvenirer til et købedygtigt publikum, der ville have en bid af den drømte by hængende. Europæiske museer er fyldt med canalettoer og private hjem fyldt med det, der ligner, dygtigt gjorte alle sammen.
Både de tyske, britiske og danske romantikere fulgte op med billeder set med Canalettos pittoreske blik, men også tilført sublime anelser om noget andet, større og grænseoverskridende anelsesfuldt, ikke mindst hos Turner. Udstillingen viser eksempler af blandt andre P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand, der holder drømmen ved lige i midten af 1800-tallet. Marstrand har dog et både anekdotisk, men også kritisk blik for den anden side af drømmen. Venedigs fattige, der sejler rundt og tigger ved gondolerne, hvor de velbjergede er ved at falde i søvn over alle seværdighederne.
Det suverænt bedste rum på Gl. Holtegaard er viet til J.F. Willumsens fuldkommen mageløse malerier fra Venedig fra 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne. Her får byens surreelle kvaliteter fuld skrue. El Grecos manierisme er ikke langt borte, heller ikke de Chiricos fordrejede og fremmedgørende prospekter af den tømte og fordømte by. Willumsens kunst peger tilbage - kunstneren var intenst optaget af den venetianske skole - men den peger også frem med sin kompromisløse farveholdning og fosforescerende styrke. Hvor langt kan ses på udstillingen, hvor han parres med en video af Pipilotti Rist. Hen over et stillbillede af et historisk venetiansk prospekt kører hun psykedeliske mængder af sanselige syner, som formelig eksploderer over Canal Grande. Willumsen anno 2011!
Venedigs skrøbelige og fragile skønhed og dens indvirkning på de mennesker, som færdes i byen, sættes i billeder af blandt andre tegneren og grafikeren Palle Nielsen og fotografen Viggo Rivad. Sidstnævnte har et særligt blik for Venedigs tristesse og vidunderlige stilhed ”off season”, mens et maleri på masonit af Per Kirkeby fra 1976, ”Forudsigelse om Venedig”, rummer hele byens blomstrende skønhed og stille sivende melankoli i et forfinet koloristisk greb.
Udstillingen på Gl. Holte-gaard viser, at Venedig på mange måder er en artificiel by, iscenesat efter alle kunstens regler. Men den er jo også, hvad enhver som har besøgt den ved, en by, som stadig er til, fysisk, nærværende, påtrængende, sanselig og våd, om end den hviler på usikker grund. Generationer af kunstnere har båret og bærer fortsat vidnesbyrd herom. Gl. Holtegaard viser et glimrende udpluk.