Nye salmer til kirkens poetiske skatkammer

Nyt hæfte med 20 nyere salmer er et forsøg på at lave et overskueligt salmebogstillæg til folkekirkelig brug

Der er kommet 20 spritnye salmer af blandt andet Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen og Iben Krogsdal til salmebogen i "Syng-Nyt-hæftet"
Der er kommet 20 spritnye salmer af blandt andet Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen og Iben Krogsdal til salmebogen i "Syng-Nyt-hæftet". Foto: Mads Jensen, Scanpix.

Ingen salmebog er fuldstændig. Det kan man udlede af Salmernes Bog i Det Gamle Testamente:

”Syng en ny sang for ham, spil dejligt til jubelråb”, står der i kapitel 33, vers 3 - som en af Bibelens mange tilskyndelser til at forny lovsangen til Gud.

Og i dag - flere tusind år senere - bliver der stadig skrevet så mange nye salmer, at det kan være svært at finde rundt i alle de salmesamlinger, der løbende bliver udsendt. For selvom salmebogen i forvejen er en tyk skatkiste af poetiske tekster, kalder evangeliet konstant på nye besyngelser. Og det er der også behov for, mener sognepræst Hanne Jul Jakobsen, der er en af redaktørerne bag salmenetværket Syng Nyts nye uautoriserede salme-bogstillæg med 20 nyere salmer i ”Syng Nyt-hæftet” med tekster af blandt andre Holger Lissner, Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal og Simon Grotrian.

De fleste af hæftets salmer er skrevet, efter at den seneste udgave af salmebogen kom ud i kirkerne for 10 år siden. Og de 20 salmer har Hanne Jul Jakobsen selv tænkt sig at bruge til højmessen i sin egen kirke, Møllevangskirken i Aarhus:

”Vi har en lang tradition for også at bruge salmer uden for salmebogen til vores gudstjenester, og det bliver let lidt rodet med mange forskellige kopier,” siger Hanne Jul Jakobsen, der kalder salmehæftet for en mulighed for mere systematisk at få sunget nogle nye salmer ind.

”En salme skal synges nogle gange, før den rigtigt folder sig ud som menighedssang,” forklarer Hanne Jul Jakobsen, der selv tidligere har brugt de nye salmer til særgudstjenester, men kun mere sjældent til selve højmessen.

Det er ”virkelig ærgerligt”, at de mange nye spændende salmer ikke bruges mere, mener hun:

”Menigheden vil gerne synge nyt, og der er brug for flere nyere salmer at vælge imellem end det udvalg, der er i salmebogen.”

En del sogne har allerede taget imod idéen, og andet oplag er snart på vej i trykken, selvom samlingen nærmest lige er udkommet, fortæller Kristeligt Dagblads salmeanmelder Morten Skovsted.

”Syng Nyt-hæftet er et initiativ, der er kommet nedefra, fordi vi nu mærker et behov for flere nye salmer. Der var lidt stille, lige efter at salmebogen var udkommet, men nu pibler de nye salmer frem. Som det også gælder med de gamle salmer, skrives der både gode og mindre gode salmer i dag. Nu skal vi i gang med at finde ud af, hvilke der holder i længden. Udfordringen er, at salmerne henvender sig til moderne mennesker, der måske ikke har helt styr på teologiske begreber som synd og nåde, så der skal skrives i et nyt sprog, uden at budskabet går tabt,” siger Morten Skovsted.

Redaktionen bag udgivelsen har lagt vægt på, at salmerne skal kunne bruges ved en almindelig højmesse.

”Det betyder, at langt de fleste af de 20 salmer er tematisk ret brede salmer, som kan bruges det meste af kirkeåret. At der er bud på en ny salme til både dåb og nadver, og at der er bud på en ny salme til både vielse og begravelse,” forklarer Hanne Jul Jakobsen og fortsætter:

”For mig giver det god mening at have sådan et billigt hæfte, der kan supplere salmebogen. Det giver mulighed for at prøve nogle salmer af i en højmessesammenhæng. Nogle af dem vil overleve i mange år, andre vil kun leve kort, men kort kan også være godt.”

Mens idéen oprindelig ”bare” var at lave et lille hæfte til et beskedent antal sogne, har det vist sig, at interessen kommer mange forskellige steder fra, siger Morten Skovsted:

”Vi var faktisk ikke engang selv klar over, hvilket kraftfuldt værktøj for kirken vores nye salmehæfte er. For det kan også bruges i konfirmandundervisningen, i pensionistcaféen og måske endda i folkeskolen.”

Både lydfiler med melodier til de enkelte salmer og en guide til arbejdet med nye salmer er lagt frit tilgængeligt på hjemmesiden www.syngnyt.dk, mens der i selve hæftet er en lille artikel om hver salmes tilblivelse og teologiske baggrund.

Der arbejdes nu på at færdiggøre et undervisningsmateriale til konfirmandundervisningen.