Fra Berlinmuren til Barack Obama

Tredje og afsluttende del af den store Century-trilogi holder ikke helt niveauet

Ken Folletts roman ”På kanten af evigheden”, som udkommer i dag, er - trods svaghedstegn - en bjergtagende fortælling. -
Ken Folletts roman ”På kanten af evigheden”, som udkommer i dag, er - trods svaghedstegn - en bjergtagende fortælling. - . Foto: Scanpix.

Et sted i ”På kanten af evigheden” bliver forfatteren Tjekhov citeret for ordene om, at ”korthed er talentets søster”. Med sin 1100 sider lange roman har Ken Follett sat sig for at dementere det udsagn. Og langt hen ad vejen lykkes det også for Follett. For selvom romanen er stor, tager det ikke en evighed at læse den.

Der er fremdrift i beskrivelsen af kampen for borgerrettighederne i USA. På et tidspunkt forsøger en hvid mand at slutte sig til de sortes kamp: ”Han lignede en rotte, pande og hage veg tilbage fra en spids næse og udstående tænder, og hans kastanjebrune hår var redt tilbage med pomade”. Læseren bliver derfor ikke spor overrasket over, at manden sekunder senere angriber borgerrettighedsaktivisterne med et koben. Hos Follett er man sjældent i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de (meget) onde.

Den sorte George Jakes er således et fint menneske, der selvfølgelig kommer til at arbejde for Kennedy-administrationen. Her bliver den idealistiske Jakes dog skuffet. John F. Kennedy bruger hvert et populistisk hjernefiber på at lefle for vælgerne og er parat til at desertere fra sine krystalklare standpunkter vedrørende borgerrettigheder, når det bliver ubelejligt.

Under Cuba-krisen har Kennedy til gengæld fod på tingene. Han forstår at hæve omkostningerne og tvinge russerne til at genoverveje, om de synes, det er prisen værd at installere atomvåben i Cuba.

George Jakes oplever det altsammen på nært hold, og vi følger hans liv både privat og offentligt, mens præsidenter kommer og går. Richard Nixon får det til at vende sig i George Jakes. Hos denne præsident findes intet princip, han ikke vil bryde, ingen studehandel, han ikke er villig til at indgå i, intet blindt øje, han ikke er parat til at vende til, når det er i hans interesse. Det bliver en veninde, der må gøre Jakes opmærksom på, at Nixon faktisk kan bogføre flere pluspoint med hensyn til integration af de sorte end Kennedy.

I ”På kanten af evigheden” bliver der spurgt, hvad der vil ske, når kommunismen kommer til Saudi-Arabien. Svaret er, at der snart vil være mangel på sand. Vareknapheden er en realitet, selv for de personer, som sidder tæt på magtens centrum i Sovjet. Indadtil kender man måske til visse problematiske forhold og fejltagelser, men udadtil omtaler man dem aldrig. Sluttelig får kommunismen derfor åndedrætsbesvær. Follett bekender sig tydeligvis til uenighedens skabende kraft, og han tror ubetinget på, at demokratiets oxygen består i retten til at sige sin mening højt.

Follett har dog ikke meget til overs for dem på højrefløjen, der gør det. Således skal en vis Cam Dewar personificere højrebølgen i USA. Follett håner ham ved at lade ham blive afvist af en pige, der finder ham for lille. Noget senere lægger en sovjetisk forlægger imidlertid mærke til Cam i en forsamling, fordi han er så høj som en lygtepæl! Hvordan var det, Johannes Ewalds råd til digtere lød? ”Man bør, tror jeg, være nogenledes kold for at kunne skildre sin ild.”

”På kanten af evigheden” er tredje bind i romantrilogien om det 20. århundrede på tværs af kontinenterne, og vi møder på ny den alderstegne Maud von Ulrich. Maud bedyrer, at det næstbedste i verden er sex med den, man elsker. Det bedste er at se sine børn lykkelige. Men her er der skygger, og de bliver længere, efterhånden som ungdomsoprøret tager fart, og der indtræder en devaluering af de værdier, som de gamle satte livet på spil for i ”Giganternes fald” og ”Verdens vinter”. De unge mangler tidligere slægtleds styrke. De piber under modgang. Og hvis en venskabelig håndsrækning i stedet viser sig at være en hånd med et fyldt askebæger, slår det benene væk under dem. Da musikeren Dave finder sin elskede i seng med sin bedste ven, konstaterer han, at han havde ”mistet hende til stoffer og fri kærlighed, mistet hende til den hippiekultur, hans musik havde været med til at skabe”.

Der er i øvrigt en del erotik i Folletts roman, men ligesom de øvrige dele af romanen bliver scener og sammenhænge her vinklet hårdt og uindpakket. Follett er ikke den, der sidder og fedter med ordene.

”På kanten af evigheden” er nok ikke helt på niveau med de to første bind, men romanen er stadigvæk en bjergtagende fortælling om menneskers liv fra Berlinmurens opførelse til indsættelsen af præsident Obama.