Ungdomsoprørerne løb åbne døre ind, for fædrene havde forladt bygningen

Poul Behrendts fascinerende bog ”Bissen og dullen” fra 1984 er et af de få forsøg på at lave en dybtgående, kulturpsykologisk analyse af, hvad der skete fra 1968 og frem. Alene derfor fortjener den status af nyklassiker

"I påfaldende grad giver bogen sig ikke af med at spå om fremtiden. I dag kan man se, at den selv er skrevet, mens historiens dør endnu svingede på sine hængsler."
"I påfaldende grad giver bogen sig ikke af med at spå om fremtiden. I dag kan man se, at den selv er skrevet, mens historiens dør endnu svingede på sine hængsler.".

En dag i 1979 rejste en yngre litteraturmagister i lyntog fra København til Skive. Med på rejsen havde han en bog, der var udkommet samme dag på forlaget Modtryk. Den hed ”Livsstykker”, og i den fortalte fem fremtrædende skikkelser fra det aarhusianske venstrefløjsmiljø deres livshistorier. Bogen blev læst i ét stræk: ”Der er bøger, det er ikke mange, som straks går én i blodet, og når man efter læsningen løfter blikket, ved man, at verden ikke mere er helt den samme. Her var fem liv, så helt forskellige fra mit eget. De rullede forbi øjet med samme fart som landskaberne uden for kupévinduet. Og dog følte jeg det, husker jeg, som Rilke over for Apollons torso: at der er intet sted som ikke ser dig.”

Litteraturmagisteren hed Poul Behrendt, han var født i 1944 og generationsfælle med de aarhusianske marxister. Selv slog han sine folder i en helt anden sammenhæng som del af den københavnske Aage Henriksen-skole på danskfaget ved Københavns Universitet, en temmelig speciel åndshistorisk retning, der i de år stod som den stort set eneste modpol til marxismen i litteraturfagene. Ikke desto mindre følte Behrendt sig set og ramt, og fem år efter, i 1984, udgav han bogen ”Bissen og dullen” fra hvis indledning ovenstående citat er taget. Bogen vakte stor opsigt og megen debat, og Behrendt modtog Brandes-prisen for den. Det blev vel nærmest en kultbog, jeg husker den kærligt omtalt som ”Bilen og bussen”, og når bøger ligefrem får øgenavne ved man, at det er stort. Sidenhen er bogen måske gået noget i glemme. Behrendt, der hele sit liv har arbejdet ved Institut for Nordisk på Københavns Universitet, hvor han nu er emeritus og adjungeret professor, er i dag nok mest kendt for sine senere bøger, den store Thorkild Hansen-biografi, ”Djævlepagten”, og aktuelle litteraturteoretiske studier i den moderne dobbelttydige forfatterrolle. Men ”Bissen og dullen” fremstår ved genlæsning stadigvæk som en særdeles interessant og bemærkelsesværdig bog.

At selv den hårde kerne på venstrefløjen tilsluttede sig bekendelsesbølgen, oven i købet med udfoldede livshistorier, var tegn på, at noget var i opbrud. Måske var troen på de kollektive bevægelser og fremtidsvendtheden ikke helt, hvad den havde været. 1979 var året, hvor man dunkelt anede, at ungdomsoprøret gik fra nutid til fortid. Uden at man dog dermed havde nogen klare forestillinger om, hvad der så ville ske. De fem frontkæmpere - tre kvinder og to mænd - gjorde status over deres liv, og Behrendt gjorde gennem dem status over hele ungdomsoprøret. Hvad var det i grunden for noget? Bogens tese er i al korthed, at alle havde misforstået oprørets sande karakter. Man troede, at det var et opgør med (patriarkalsk) autoritet, men i virkeligheden var autoriteterne smuldret. De stod tilbage som en slags potemkinkulisser, og det forklarer det underlige fravær af modstand og selvforsvar fra det bestående. Tiden svingede på sine hængsler i 1968, men det havde været under forberedelse i flere hundrede år. Behrendt fokuserer især på familieinstitutionens historie og udviklingen af det intime, omsorgsfulde rum, der til sidst med velfærdsstaten breder sig til hele samfundet. Den strenge fader har længe stået for fald, og i den nyeste udvikling tager kvinderne seksualiteten, skilsmissen og erhvervsarbejdet i besiddelse. Behrendt ser i det store perspektiv udviklingen klart i kvindernes favør, og derved peger ”Bissen og dullen” frem mod nutidens diskussion om ”tabermænd” og familier uden fædre.

Ud over ”Livsstykker” analyserer Behrendt Hans-Jørgen Nielsens roman ”Fodboldenglen”, som også kom i 1979 og med sin venstrefløjshovedperson i anfægtelse og krise udgør en slags fiktiv pendant til aarhusianernes fortællinger. Han skriver en del om Freud og udvikler reelt selv en psykoanalytisk teori. Han analyserer Henrik Pontoppidans roman ”Det ideale hjem”, der taler for en matriarkalsk familiestruktur, og han går dybt ned i den franske forfatter Marie Cardinals bog ”Ord som forløser”, som også kom på dansk i 1979 og for alvor satte mor-datter-forholdet på dagsordenen, herunder brugen af psykoanalytisk samtaleterapi som vejen til den moderne kvindes selvforståelse og dramatiske opgør med en (hemmeligt) undertrykkende mor. Behrendt trækker selvfølgelig også på sin litteraturhistoriske belæsthed, Goethe spiller en rolle og mod afslutningen noteres det koket, at Karen Blixen har svævet som en ”åndelig grandmama” over bogens temaer og forfatterens eget liv. Læseren skal så her selv regne ud, at det skyldes Blixens enorme indflydelse på Behrendts åndelige fader, Aage Henriksen. Og endelig bruger Behrendt også fragmenter af sin egen livshistorie som søn i en præstefamilie og ung mand med kærlighedskvaler. Det virkede meget usædvanligt i en akademisk bog i 1984, og jeg kan da huske, at jeg som ung (akademisk) læser spærrede øjnene op og tænkte: Hvad sker der lige her? Fortæl mere!

Bogen er velskrevet og fascinerende, men den er ikke altid helt nem at læse. Behrendt skriver i perioder meget suggestivt, så man virkelig fornemmer både det intellektuelle og det personlige drama i materialet. Men ræsonnementerne kan, som det også nogle gange er tilfældet i Behrendts senere bøger, blive så ”raffinerede”, snørklede og labyrintiske, at man ryger af i svinget og bliver usikker på såvel facit som mellemregninger.

Bogens titel slog imidlertid voldsomt an. Den var vildt provokerende og helt u-labyrintisk. Hvordan kunne man snakke bisser og duller i forbindelse med 68'erne? Det var jo helt i utakt med generationens værdier og lød mere som lidt komiske levn fra 1950'ernes Elvis Presley-verden. Behrendts pointe er imidlertid, at drengene kompenserer for de svage fædre i familien ved at se op til de hårde drenge, når der er fri leg på gader og stræder. ”Bissen” bliver et jeg-ideal, og det er derfor, at de mandlige studentermarxister også ofte optrådte ganske brutalt i de aktivistiske miljøer; de blev videnskabs-bisser. Her skal man også finde forklaringen på, at det antiautoritære oprør endte med at antage temmelig autoritære træk. Pigen ender i en anden situation, fordi moderen står mere uantastet som stærk omsorgsfigur i familien. Mødrene har imidlertid slet ikke haft de samme seksuelle og selvrealiserende frihedsgrader, som deres døtre får, og det sætter døtrene i en ambivalent situation, hvor de har dårlig samvittighed over at svigte mødrenes normer og derfor frigør sig så meget mere aggressivt som udfordrende ”duller” og med stærke verbale angreb (ord, der forløser) på de rådvilde mødre, der ikke helt kan forstå, at de skal have skyld for så meget. I forbifarten kan man se, at Behrendt foregriber sin senere interesse for ”auto-fiktion”, fordi han noterer, at der er rejst tvivl om, hvorvidt diverse ”rystende begivenheder” i historien om Marie Cardinals mor overhovedet har fundet sted, eller om forfatteren i et vist omfang har fabrikeret både sin sygdom og sin helbredelse!

Når man genlæser ”Bissen og dullen”, tænker man over det underlige i, at den står så alene. 1968 har fyldt utrolig meget i samfundsdebatten gennem årtier, men der er lavet meget få dybtgående, kulturfilosofiske analyser af ungdomsoprøret. Alene af den grund bør Behrendts bog være en nyklassiker. Man kan kritisere den for at overfokusere på familiestrukturer og ofre for lidt opmærksomhed på forbrugskultur og medieudvikling. Men i 1984 var dens vinkel kontroversiel og dristig. Den tog parolen om, at ”det private er politisk”, til et helt nyt niveau. Den fastslog meget tidligt, at kvindebevægelsen måske var det mest afgørende og blivende ved oprøret.

I påfaldende grad giver bogen sig ikke af med at spå om fremtiden. I dag kan man se, at den selv er skrevet, mens historiens dør endnu svingede på sine hængsler. Det pudsige ved 68'erne er jo, at de i modsætning til alle senere generationer havde deres formative barndoms- og tidlige ungdomsår i den gamle verden, før 1968. De voksede op i traditionelle kernefamilier, legede efter skoletid på gaden og kunne udfolde sig frit og selvorganiseret uden voksenomsorg som små bisser og duller. Sådan er det ikke længere, og sådan har det allerede ikke været i mange år, og derfor må en analyse af Behrendts type tage sig anderledes ud i dag.