Prøv avisen

Hvor kommer den litterære inspiration fra?

"Som 13-årig gik jeg i gang med at skrive rap-tekster. Men på et tidspunkt blev det et udtryk, der ikke længere var mit. Jeg følte mig fanget i en forkert attitude og i en forkert tøjstil." Yahya Hassan.

De nominerede til næste uges debutantpris fortæller om deres interesser og inspirationskilder

Lea Løppenthin

Hvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Det ikke at have let ved noget, undtagen at læse og skrive. Jeg ligger inde med en blanding af alt for meget og alt for lidt energi. Jeg har brug for meget trygge rammer og meget store udfoldelsesmuligheder, jeg har altid været meget blufærdig og meget bramfri. Sidenhen har jeg erfaret, at det er et udbredt problem hos mennesker, at være små hamstere i deres egen paradoksalitets hamsterhjul. Så jeg har tænkt, at det var et meget vedkommende tema at arbejde med i skriften.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Jeg skriver de ting ned, jeg tænker. Begivenhederne, som jeg oplever, når jeg læser avis eller er ude at gå eller er på bar. Det er ikke en autobiografisk skrift, for det ville forudsætte, at jeg kendte min egen historie, og det gør jeg ikke. Den amerikanske forfatter Lorrie Moore har skrevet, at det er generthed, der holder verden sammen; måske håber jeg, at det er det, jeg er med til.

Yahya Hassan

Hvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Som 13-årig gik jeg i gang med at skrive rap-tekster. Men på et tidspunkt blev det et udtryk, der ikke længere var mit. Jeg følte mig fanget i en forkert attitude og i en forkert tøjstil. Men jeg fortsatte med at skrive, og med tiden udviklede teksterne sig til små fortællinger, og med tiden blev det til det udtryk, vi ser nu - poesi.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Jeg behandler mine tanker og de ting, der sker i mit liv.

Signe GjessingHvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Manglen på tings selv. Dét selv taler poesien med. Der var stille i verden, den lydløse samtale med alt - med dybde og længde i stedet for lyd - blev ikke ført dér, hvor jeg var. I det mindste var der et ophold i samtalen.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Jeg skriver ikke om. Jeg bruger tings selv: navne. Rører, forbigår, rusker dem. Med dem en tilstedeværen i tingenes eget rum, dér, hvor alt inde i os er ude ved tingene, omkring og over, forbi, fordi tingene er taget ind.

Jacob SkyggebjergHvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Da jeg i en alder af ni år for første gang hørte Dan Turll og Halfdan E.'s ”Jul igen”, var det, som om en stemme, jeg altid havde haft inden i hovedet, materialiserede sig og kom ud i rummet. Jeg kunne høre det med det samme. Endelig. Der faldt ro over mig, når stemmen talte. Det blev min stemme. Det var ikke, fordi jeg ville være den stemme, men jeg vidste, at jeg var den stemme.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Det skifter med mit humør. Klokken fem skriver jeg måske på en børnefortælling om nogle svin og en kat, og klokken otte overvejer jeg, hvorvidt det ville være okay med mig selv, om jeg lod mig dø nu og her. Er det fysiske liv ikke blot noget, vi tror er hele livet, fordi vi er anbragt her, i den fysiske krop med den fysiske hjerne, der ikke kan begribe det, som ikke er fysisk. Klokken to om natten har disse tanker udviklet sig, så jeg nu sidder og skriver på mit store politiske epos.

Ninette LarsenHvad inspirerede dig til at blive forfatter?

Jeg blev forfatter, fordi det at skrive er et kærlighedsforhold, man kan stå midt i, imellem objektet og benævnelsen af objektet, og så er man tæt på. Og når man så står der, tæt på, får man lov til at se, hvordan de to afklæder hinanden, og hvad der så pludselig findes indenfor.

Hvad er du optaget af at skrive om?

Det er lidt ligegyldigt, hvad der optager mig, for oftest er der ikke rigtig noget, der optager mig. Jeg tror aldrig, jeg har haft en etisk eller politisk eller nogen anden forudsætning for mit arbejde, og det kan gøre, at det er svært at projektorientere det. Men jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at skrive om min familie, og hvis jeg gør, kan jeg måske lige så godt finde på noget andet at lave.

"Jeg skriver de ting ned, jeg tænker. Begivenhederne, som jeg oplever, når jeg læser avis eller er ude at gå eller er på bar. Det er ikke en autobiografisk skrift, for det ville forudsætte, at jeg kendte min egen historie, og det gør jeg ikke." Lea Løppenthin.
"Jeg skriver ikke om. Jeg bruger tings selv: navne. Rører, forbigår, rusker dem. Med dem en tilstedeværen i tingenes eget rum, dér, hvor alt inde i os er ude ved tingene, omkring og over, forbi, fordi tingene er taget ind." Signe Gjessing.
"Jeg tror aldrig, jeg har haft en etisk eller politisk eller nogen anden forudsætning for mit arbejde, og det kan gøre, at det er svært at projektorientere det." Ninette Larsen.
"Klokken fem skriver jeg måske på en børnefortælling om nogle svin og en kat, og klokken otte overvejer jeg, hvorvidt det ville være okay med mig selv, om jeg lod mig dø nu og her." Jacob Skyggebjerg.