Det hører til sjældenhederne, at man får lov at opleve en forestilling, som ikke ligner noget, man har set før. På en universformet scene under en stjernegalakse af blottede elpærer mødes biavleren Roland og atomfysikeren Marianne igen og igen på samme måde men med forskellige udfald.
Vi sidder lige ved siden af, det er lyst, vi kan se skuespillernes mindste ansigtsbevægelser, og vi kan se hinanden. I et så intimt teaterrum har spillerne ikke noget at gemme sig bag, og her er der brug for to, der i den grad kan deres kram. Iben Dorner og Thomas Levin er en ideel konstellation, for med deres nærvær og autentiske spil formår de at formidle fortællingen og følelserne som ægte, trods forestillingens særegne formsprog.
De to er en del af et multivers, hvor flere universer og livsforløb sameksisterer. I begyndelsen forstår vi ikke, hvorfor de leverer de samme replikker flere gange med marginale afvigelser. Men vi bliver langsomt lukket ind i logikken, som ikke er let at forlige sig med. Ikke desto mindre er tankeeksperimentet - og det teatereksperiment, det har affødt - meget, ja, tankevækkende. Hver udgave af Marianne og Roland har sit eget kropssprog og attitude, da de hver især er formet af de tilfældigheder, der har skabt forskellige livsforløb. Lyset skifter for at markere overgangen fra et univers til et andet, og skuespillerne er i stand til at skifte ham på et enkelt sekund - fra lalleglad forelsket til døende frustreret. Der leges med de helt små nuancer, og det er så gnidningsløst og elegant - det er lækkert teater.
Livets helt store spørgsmål sættes i scene, for Marianne er optaget af kvantefysikken og tanken om, at vi bare er klumper af molekyler og atomer, der ikke skal andet end eksistere.
At der ikke er et højere formål med vores univers er foruroligende og truer med at underminere selve kunstens formål.
Men forestillingen understreger netop kunstens ærinde og evne til at få os til at fundere over de store, svære ting. I det hele taget er ”Konstellationer” en meta-forestilling, der ved at dramatisere multiversteorien også fortæller os noget om teatrets natur: En forestilling er aldrig den samme, for dagens begivenheder og ikke mindst publikum er aldrig de samme.
Forestillingen præsenteres som ”en romantisk komedie” - men faktisk er den lige dele tragisk og romantisk, da døden også finder en rolle at spille. Der er ingen lineære og ligetil forklaringer i vores tilværelse, men én ting er sikker: Døden er et uundgåeligt endepunkt for alle livsprocesser.
Det lyder måske for akademisk og pessimistisk, men historien fortæller os lige så meget om honningbier og kærlighed, som den gør om kvantefysik og determinisme. På godt en time får man serveret mere tankegods og følelse, end de fleste forestillinger formår at gøre på to en halv time. ”Konstellationer” er en varm og nyskabende forestilling, der sætter sig under huden og vokser sig større i dagene derpå.