Mere opmærksomhed til alle kunstarter

Sanne Kofod Olsen er fra den 1. oktober rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler - lige nu vil hun gerne se Olafur Eliassons udstilling ”Riverbed” på Louisiana

Sanne Kofod Olsens seneste store læseoplevelse er den franske forfatter Michel Houellebecqs roman ”Kortet og landskabet”. -
Sanne Kofod Olsens seneste store læseoplevelse er den franske forfatter Michel Houellebecqs roman ”Kortet og landskabet”. - . Foto: Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er den franske forfatter Michel Houellebecqs roman ”Kortet og landskabet”. Det er en lidt vanvittig og meget fabulerende fortælling, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Den handler om en maler og rammer tendenser både i kunstnermiljøet og i samfundet generelt. Bogen er en slags satire, og så gakker den helt ud til sidst og bliver surrealistisk og ender nærmest i opløsning. Jeg kan godt lide Michel Houellebecqs fortælleform og den galskab, der er i skrivemåden og fortællingen.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Jeg har læst kunsthistorie og har beskæftiget mig meget med feminisme i kunsten, så et forfatterskab, der har haft meget stor betydning for mig, er den engelske kunsthistoriker Griselda Pollocks, som jeg begyndte at læse, da jeg var i begyndelsen af 20'erne.

Ofte er kunsthistorie fortællingen om en masse mænd, men Griselda Pollock spørger: ”hvor er alle kvinderne i kunsten, og hvad er det for valg, der bliver truffet, når der skrives kunsthistorie?”. Det har betydet rigtig meget for mig og min måde at anskue kunstverden på.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Jeg vil virkelig gerne se Olafur Eliassons udstilling ”Riverbed” på Louisiana, hvor en hel afdeling af museet er lavet om til en lavaørken.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Som teenager gik jeg til formning, og vores lærer tog ofte holdet med til Louisiana, hvor vi så udstillinger med samtidskunst. Jeg så i det hele taget mange udstillinger som ung, og det fangede mig virkelig meget. Det var på det tidspunkt, at jeg fandt ud af, at jeg skulle beskæftige mig med kunst.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det var sidste år, da jeg i DR Koncerthuset hørte John Frandsens nye requiem, der blev opført af orkester og kor. Det var en rigtig stor oplevelse.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Mere opmærksomhed er altid godt, så lidt mere opmærksom til alle kunstarter vil være godt.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Nej, det er der ikke - eller det skulle da lige være sport. Det interesserer mig ikke.