Den bibelske fortælling skal holdes levende

For første gang nogensinde prøver en siddende biskop kræfter med den traditionsrige genre genfortælling af bibelhistorier. Forfatter og biskop Steen Skovsgaard håber, at både børn og pensionister tager bogen til sig

”Jeg er ikke den, der vil fornægte opstandelsen eller gøre den til noget symbolsk,” siger Steen Skovsgaard. -
”Jeg er ikke den, der vil fornægte opstandelsen eller gøre den til noget symbolsk,” siger Steen Skovsgaard. - . Foto: Søren Staal.

Biskop over Lolland Falster stift, Steen Skovsgaard, er aktuel med en ny børnebibel, ”De bedste bibelhistorier”, udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag, gennemillustreret og fortalt i øjenhøjde. Og dermed giver Skovsgaard jo alle forældre mulighed for at holde løftet, som de afgav ved deres barns dåb om at oplære det i den kristelige børnelærdom.

”Det er sandt,” siger Steen Skovsgaard. ”Det ville glæde mig meget, hvis den kunne slå an i dåbsoplæringen. Og måske blive en dåbsgave. Som præst har jeg altid selv givet en børnebibel og opfordret forældrene til, senere engang, at læse dens beretninger for barnet og huske at lære det fadervor.”

Børn har vel gode forudsætninger for at forstå deres bibelske beretninger? ”Paradis” er jo for dem noget komplet indlysende.

”De er meget åbne, og derfor kan det være sådan en fin oplevelse at læse børnebibel med dem. Højtlæsning giver i det hele taget et tæt forhold, samtidig med at den udvider ens verden - både barnets og ens egen. Børnene vil spejle sig i fortællingerne og stille spørgsmål, og det giver faktisk den bedste dåbsoplæring. De behøver noget at stille spørgsmål ud fra, og så vil man møde deres undren. Samt deres evne til at stille en til vægs - man kan blive nødt til at sige: 'det kan jeg ikke helt svare på'. Men det forstår de også.”

Bibelhistorie er ikke længere noget, børn lærer i folkeskolen, så deraf kommer vel et ekstra incitament til at fortælle?

”Det er vigtigt med bibelhistorie, og jeg har længe tænkt over, hvor afgørende det er at holde den bibelske fortælling iblandt os levende. Ikke kun for børn. Som præst har jeg fortalt bibelhistorie i pensionistklubber, hvad der var en stor succes.”

Er den gamle, grundtvigske skole-kirke-akse ikke en skygge af sig selv?

”Det kan man vist godt sige. Men så er der ikke andet for end at gøre noget ved det. Jeg blev spurgt af en avis hernede i anledning af udgivelsen af 'De bedste bibelhistorier', om jeg ikke skulle ud og fortælle i nogle børnehaver nu? Og det gør jeg skam gerne, når man kalder, og tiden ellers tillader det. Derudover kan jeg henvise til nogle af stiftets præster, så vidt de ellers har tid og mulighed for at besøge børnehaverne.”

Sproget i din børnebibel er ualmindelig mundret; du må have gjort dig stor umage her?

”Vi har selv fire børn, som vi altid har læst højt for og fortalt for, hvad der jo kan give nogen rutine, og så har vi et barnebarn, Esther, på fire et halvt. Hende har jeg i det hele taget haft i tankerne, når jeg skrev, og jeg har prøvet mange af disse genfortællinger af på hende.”

De dramatiske fortællinger i Det Gamle Testamente var vel ulig nemmere at gå til end Det Nye Testamente, som måske er mere abstrakt?

”Nej, det var lige modsat! Men det har da også undret mig. Jeg måtte bakse lidt mere med dramaerne i Det Gamle Testamente, men mine genfortællinger fra evangelierne kom på en helt anderledes let måde. Jeg så scenerne eller lignelserne for mig uden videre. Kun sædemandens lignelse og det nye Jerusalem krævede en større indsats at få skik på. Så nej: Det Nye Testamente er ikke så abstrakt endda.”

Bogen slutter med en opstandelse, som virkelig er en opstandelse. Her bliver man vel også holdt fast af barnet, som ikke vil forstå den som blot symbol på noget andet?

”Jeg synes, at dér skal man træde i karakter. Det her skal vi nu tro på, hedder det i bogen. Du kan måske ikke helt forestille dig det, men det er noget stort og glædeligt med gensyn og det hele. Sådan lægges det frem.

Jeg er ikke den, der vil fornægte opstandelsen eller gøre den til noget symbolsk. Jeg tror på kødets opstandelse; hvordan det så sker, og hvordan himmerige er, kan vi ikke vide. Men man skal tale stort om det og ikke være bange for at sige tingene. Der er vel dem, der vil mene, det er naivt, men dem om det.”