Prøv avisen
Bog

Rigt og facetteret familieportræt

I Lendrup-serien er familiens liv tæt knyttet til det nordjyske landskab. Foto: Morten Rasmussen

Fjerde og sidste bind af Lisbeth Bruns Lendrup-serie imponerer som helhed

”Enten havde vi ikke fået mor nok, eller også fik vi for lidt og forkert far.” Sådan formulerer Lisbeth Bruns hovedperson Helle essensen af sit - og andre menneskers - livsproblem og dermed baggrunden for alverdens længsel og forvirring.

Vi befinder os i fjerde og sidste bind af Bruns Lendrup-serie, der som helhed imponerer med sin afdæmpede, fintmærkende beskrivelse af en families liv, tæt knyttet til landbrug og landskaber i Nordjylland. Helle er adoptivbarn, men har aldrig følt sig tilpas i det hjem, hun voksede op i, og har derfor som voksen opsøgt sin biologiske mor. I foregående bind har vi hørt, hvordan moderen følte sig tvunget til at afgive datteren umiddelbart efter fødslen, og hvordan det senere lykkedes Helle at skabe kontakt. Nu har hun som 48-årig, enlig kvinde overtaget Maries tidligere gård og indrettet den som rideskole med sommerkurser for overvægtige børn.

Pludselig dør Maries mand, hun flytter ind på gården for en tid, og mor og datter bor for første gang sammen. Helles drøm om at komme helt tæt på moderen og udfylde det tomrum, hun har haft hele sit liv, er tæt på at kunne realiseres.

Men der er forhindringer, og måske er det en illusion. Marie sætter følelsesmæssigt skyklapper på, når Helle konfronterer hende med krav om ærligt at tale ud om fortiden, og Helle selv er præget af mange års forvirring over, hvem hun er, og hvad hun vil. Opgøret med adoptivforældrene, den dominerende far og anonyme, vege mor, begge småborgerlige og materialistiske, var en svær proces.

Hendes søgen efter noget andet at sætte i stedet førte hende til tilfældige, kortvarige kærlighedsforhold, afbrudte uddannelser og desperate forsøg på at blive accepteret i den biologiske familie. Det hele gjort med angst for at blive stødt væk, men også en stædig vilje til ærlighed og fremdrift.

Til hendes sommerkursus ledsages børnene af en mandlig pædagog, som Helle bliver interesseret i. Hendes bevidsthed har hele tiden kredset om muligheden for at nå at finde en mand, inden hun bliver for gammel, men længslen følges af forestillingen om ikke at være god nok.

Lisbeth Brun, hvis stemme igennem hele serien har haft vemodig tyngde, lader historien om Helle slutte med et forsigtigt håb. Også for hende er der måske endnu mulighed for at opleve tilknytning og nærvær. Således beriget med en tro på, at noget nyt og forsonende kan indfinde sig, tager vi afsked med et vigtigt værk i de seneste 10 års litteratur, ikke særlig påagtet i offentligheden, desværre, men af stor værdi og med en helt særlig udtrykskraft. Brun taler lavmælt, men har skabt et rigt facetteret, indsigtsfuldt og øjenåbnende familieportræt.