Biskop leverer klassisk bibelfortælling i øjenhøjde

”De bedste bibelhistorier” af biskop Steen Skovsgaard er en gedigen og sober børnebibel

Biskop over Lolland Falster Stift, Steen Skovsgaard, har stor tillid til at bibelhistorierne bærer sig selv, skriver Kristeligt Dagblads anmelder
Biskop over Lolland Falster Stift, Steen Skovsgaard, har stor tillid til at bibelhistorierne bærer sig selv, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Peter Kristensen.

Det hele begynder med et ord. Det gør det i hvert fald i Bibelen. For os begynder det med en fortælling, fortællingen om det første ord, om de første mennesker.

Naturligvis skaber fortællingen ikke os, som ordet skabte jorden og himlen, hvis man tager skabelsesmyten bogstaveligt, men den danner os, skærper sansen for det grumme og det skønne i tilværelsen og ruster os til et liv i ansvar over for både Gud og medmenneske. Derfor er det så vigtigt, at fortællingerne bliver fortalt igen og igen. Jo flere variationer, jo bedre.

Der er forskel på, om det er præster, der fortæller bibelhistorie, eller om det er forfattere. Forfatteren er som regel ikke voldsomt hæmmet af hverken traditionen eller dogmatikken, mens præsten er mere varsom med påhittene.

Begge har deres fordele, og tilsammen sikrer de, at de gamle historier finder et passende leje mellem fornyelse og bevarelse i den folkelige hukommelse.

”De bedste bibelhistorier” hører til den klassiske og mindre sprælske udgave af de bibelske genfortællinger. Det samme gør bogens farvestrålende, blanke illustrationer.

Biskop Steen Skovsgaard holder sig loyalt og tæt til forlægget, bevidst om den styrke og dramatiske appel, som de enkelte historier ejer. Kun et sted bruger han et anakronistisk udtryk. Det sker i fortællingen om profeten Elias, hvor Ba'al-præsterne ikke kan lokke deres Gud frem. Da siger Elias hånligt: ”Måske sover jeres Ba'al, eller måske er han gået på toilettet.” Børnene vil grine, men stilmæssigt er det et unødvendigt brud.

Tilliden til, at historierne bærer sig selv, kommer af Steen Skovsgaards lange erfaring som forkynder. Han ved, at de nok skal nå ud over rampen uden de store gebærder.

Det er formodentlig også derfor, at han så uforfærdet bruger et helt kapitel på Lazarus' opvækkelse, skønt den bestemt ikke er nem at formidle på børneniveau. Men sådan kan selv det sværeste videregives med troværdighed, når man stoler på fortællingens egen storhed.

Steen Skovsgaard er bevidst om, at modtagerne er børn mellem tre og seks år, men han taler aldrig ned til dem. I stedet sørger han for at involvere dem med direkte henvendelser.

Fortællingen på søen indledes med spørgsmålet: ”Har du prøvet at være ude i et rigtigt stormvejr?”. Lignelsen om det fortabte får begynder med ordene: ”Har du prøvet at miste en bamse, du holder meget af? Det er ikke sjovt.”

Det er et godt pædagogisk fif at bringe børnenes egne erfaringer og følelser i spil, så fortællingerne bliver meningsfulde i det konkrete. Det er en god idé at involvere flere sanser end blot ørerne, som det sker i det sidste kapitel, hvor der står: ”Prøv at lukke øjnene. Hvad kan du se? Ingenting. Alt er mørkt. Prøv så at åbne dem igen. Der er meget at se, er der ikke? Meget mere end du lige tænkte på, da du havde lukket øjnene.”

”De bedste bibelhistorier” slutter med en lille prædiken over Åbenbaringsbogens profetier om den nye himmel og den nye jord. Her forlader Steen Skovsgaard sin position som neutral fortæller for at forkynde: ”En dag vil Gud åbne vores øjne, og så skal vi se en stor, lys og dejlig verden. Det kan vi glæde os til. For der skal alt blive godt. Meget bedre, end vi tror. Og meget bedre, end vi kan forestille os. Det kan du være sikker på, og det skal du tro.”

Den sidste opfordring vil givetvis begejstre nogle og irritere andre, alt efter teologisk observans. Steen Skovsgaard burde nok have sat punktum efter fortællingen om pinsen, men det rokker ikke ved, at ”De bedste bibelhistorier” er en gedigen og sober børnebibel.