Glade furede ansigter. En kroget hånd kaster bolden. Den kommer ikke over nettet, og Goro på 98 år undskylder smilende: ”Jeg er den dårligste på holdet, men de andre synes alligevel, at det er skønt, at jeg er med, fordi jeg er så gammel.”
Vi befinder os i en idrætshal i Norge, nærmere betegnet i Hamar tæt på Lillehammer. Her træner volleyballholdet Optimisterne to gange om ugen. Holdet består af kvinder mellem 66 og 98 år. Optimisterne har eksisteret i mange år, men halvdelen af det oprindelige hold er faldet fra på grund af sygdom eller dødsfald. Goro er holdets dronning og kernen i holdets livsfilosofi. Med livsglæde og gåpåmod kaster hun sig ud i spillet, selvom hun må erkende, at hun kæmper med et skrantende helbred. Vi følger kvinderne både i hallen og hjemme. Der er Lillemor på 88, der spiser ølgær og fiskemel dagligt for at holde kroppen og hjernen kampklar. Og så er der alle de andre som Eldbjørg, Solveig og Turid med hver sin historie og levet liv. Fælles for dem alle er, at de forsøger at få det bedste ud af den sidste del af tilværelsen. De vil livet.
”Optimisterne” har ikke spillet en regulær kamp mod andre hold i mange år. Da træneren en dag foreslår, at de forsøger at finde et andet seniorhold, som de kan udfordre til kamp, bliver de tændt. Det viser sig ikke at være helt let at finde et hold med spillere på den alder, men et yngre herre-seniorhold i Sverige stiller beredvilligt op.
Filmen er fuld af optimisme og humor, men bevæger sig også ned i de dybere lag. Man griner og græder med de gæve piger. Vi bevæger os behændigt rundt om eksistentielle emner som angsten for at dø, blive gammel, ensomhed og andre emner, der trænger sig på, når man har fået lov til at leve et langt liv. Filmen beskriver også betydningen af netværk og sammenhold i alderdommen, og hvor vanskeligt det kan være at acceptere kroppens forfald. Ud over at være meget livsbekræftende er ”Optimisterne” også en meget smuk film. Der er pragtfulde billeder af den norske natur på alle tidspunkter af året.
Bag filmen står instruktør og filmfotograf Gunhild Westhagen Magnor, som har vundet flere priser på sine populære dokumentarfilm og tv-produktioner.
Filmen vækker mindelser om en svensk dokumentar, ”Mænd som svømmer” (2010), der gav et humoristisk og gribende portræt af en gruppe midaldrende mænd, der med stor ildhu kastede sig ud i synkronsvømning, selvom de aldrig havde prøvet det før. ”Optimisterne” er en af dette års mest positive og bevægende dokumentarfilm. Kan varmt anbefales.