Taler man om selve testamentet i den store amerikanske skuespiller og filmskaber Clint Eastwoods karriere, må det blive ”Grand Torino” fra 2008. Her stod den ensomme mand op mod ondskaben en sidste gang og ofrede sig. Det var stærkt bevægende. Ren Eastwood-mytologi.
Men Clint Eastwood er ikke holdt op med at instruere film. Siden ”Grand Torino” har han lavet tre film, herunder den betydningsfulde og mærkelige om netop efterlivet, ”Hereafter” fra 2010. Og den nu 84-årige instruktør har ikke tænkt sig at stoppe. Hans seneste udspil, ”Jersey Boys”, har dansk premiere i dag, og der er i bogstaveligste forstand tale om et udspil. For ”Jersey Boys” er en filmatisering af Broadway-musicalen af samme navn, der i både billeder og lyd følger popgruppen The Four Seasons' karriere igennem de formative år til de sene, hvor gruppen i 1990 vælges ind i The Rock and Roll Hall of Fame.
The Four Seasons er for vokalharmonierne i USA, hvad The Beatles blev i England i de tidlige 1960'ere. Dertil havde gruppen i Frankie Valli en forsanger med en meget karakteristisk falset, der kom til at tegne gruppens lydbillede. Sammen med keyboardspilleren og komponisten Bob Gaudio skabte de to en række populære sange, der tegnede populærkulturens jukeboks-hit i den høje ende af skalaen: ”Cherry” og ”Big Girls Don't Cry” fik pigerne til at hvine.
Det lå ikke i kortene, at The Four Seasons skulle blive det, de blev. Tre af gruppens medlemmer kom fra et lavere middelklassemiljø i New Jersey, hvor Manhattans store scener og studier mest tog sig ud som en luftspejling. De var endvidere involveret i småkriminalitet på kanten af mafiamiljøet og var igennem det meste af karrieren plaget af gæld til skumle bagmænd. Hierarkiet i gruppen var ikke sat fra starten og førte til store uoverensstemmelser om management og musikalsk linje, der endte i gruppens opløsning og uvenskab. Først de senere års virak har igen bragt dem sammen.
Clint Eastwoods film følger gruppen igennem alle fire årstider, men lægger vægten på foråret, hvor talenterne springer ud, og efteråret, hvor talenterne visner, for dog glimtvis stadig at gløde i stærke farver. Men filmen har vanskeligt ved at blive rigtigt nærværende. Selvom tre af de fire musikere - John Lloyd Young som Frankie Valli, Erich Bergen som Bob Gaudio og Michael Lomenda som Nick Massi - er hentet direkte fra musicaludgaven og må formodes at kunne synge, er de musikalske indslag i ”Jersey Boys” playback og virker underligt skævt synkroniserede.
Det er, som om ”Jersey Boys” insisterer på at være pastiche og transformere musicalens scenesucces direkte til film. Det lader sig tydeligvis ikke rigtig gøre. Den brede episke struktur, hvor hele historien om The Four Seasons skal berettes, betyder også et sært fortællegreb fra Clint Eastwoods side. De fire musikere bryder i scene efter scene illusionen og fungerer sideløbende som fortællerstemmer, henvendt direkte til kameraet. Undertegnede har ikke set musicalen og ved derfor ikke, om det var ligesådan eller virkede dér. Men på film virker det fremmedgørende, og indlevelsen går fløjten, både i de sjove og i de tragiske scener. Intimitet, spænding, drama og frem for alt musikalitet forvandles til efterklang.
Og når man som Clint Eastwood denne gang har ambitioner om at skabe en filmisk-musikalsk pastiche over de sene 1950'ere og de tidlige 1960'ere, så skal det altså være præcist. The Four Seasons' producer, Bob Crewe, kan umuligt have en Andy Warhol ”Campbell Soup” hængende på væggen i 1959. Kunstneren begyndte først at producere sine berømte dåsesuppebilleder i 1962. Og så drak man ikke rødvin af langstilkede tynde glas dengang, det hører 1990'erne og 2000'erne til, og endelig: The Four Seasons havde ikke guitarerne dinglende nede omkring hofterne, de hang i brysthøjde!
Kære Clint, musikalske minder eller ej, der er for meget, som ikke stemmer.