Film viser drømmen om at blive set som menneske

Den svenske instruktør Ester Martin Bergsmark har skabt et smertestemt billeddigt om en ung mands seksuelle og identitetsmæssige forvandling

”Something Must Break” synes med sit fokus på dominans og lidelse at bygge på den underliggende forestilling om, at den, der lider mest, er nærmest Gud.
”Something Must Break” synes med sit fokus på dominans og lidelse at bygge på den underliggende forestilling om, at den, der lider mest, er nærmest Gud. Foto: tribecafilm.com

Et sted i ”Something Must Break” siger filmens hovedperson, Sebastian: ”I mørket blandt skyggerne, der er jeg fri, der kan jeg trække vejret.” Det er denne rejse ind i Stockholms skyggeland, som filmen foretager sammen med det androgyne unge menneske. Undervejs må noget nødvendigvis gå i stykker, for at noget andet skal kunne fødes ud af mørket.

”Something Must Break”, eller ”Nånting måste gå sönder”, som den svenske film hedder på sit eget hjertesprog, følger Sebastians færd ind i skyggelandet, hvor hans identitet undergår en metamorfose. Fra at være stedt et usikkert sted mellem kønnene som et både-og eller et hverken-eller bliver han bevidst om sin transseksuelle identitet og skifter køn. Sebastian bliver til Ellie, prøvende, tøvende og tvivlende, men dog. Smerten er tydelig i transformationen, hvor Sebastian konstaterer, at han ”ødelægger sig selv for at blive levende”. I filmens åbningsbilleder ser man en rose springe ud på en stilk af stikkende torne. Den ambivalens mellem skønhed og smerte former Sebastians selvbillede.

Sebastian hedder den transseksuelle selvfølgelig. Med en reference til helgenfiguren Sankt Sebastian, som blev pint til døde af den romerske kejser Diokletian i år 288. Ikonografisk afbildes han i kunstens historie naglet til en pæl og gennemstukket af pile med et himmelvendt blik. Sankt Sebastian er foruden at være bueskytternes helgen også med tiden blevet de homoseksuelles ikon. Således tog Oscar Wilde hans navn, da en bigot borgerlig verden smed forfatteren i fængsel.

I ”Something Must Break” bliver Sebastian en moderne udgave af dette klassiske lidelsesikon. Et menneske, som i kraft af sin tvetydige seksualitet bliver et offer for følelser, han ikke kan styre, og en identitet, der er flydende. Han bor sammen med den lesbiske Lea, som han hjælper og støtter, når hun har kærestesorg. Og han forelsker sig i Andreas, der ikke rigtig ved, om han vil være Sebastian bekendt og i hvilken udgave. Samtidig underkaster Sebastian sig skiftende tilfældige partnere i det erotiske skyggeland for at blive rørt, for at blive set, for at blive taget, men mest af alt for at blive bekræftet i, at han har et værd. At han er noget - et menneske, som er værd at elske og begære.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Something Must Break” synes med sit fokus på dominans og lidelse at bygge på den underliggende forestilling om, at den, der lider mest, er nærmest Gud. I en enkel grænseoverskridende erotisk scene fra en bøsseklub iscenesættes Sebastian som en slags pieta-skikkelse i et malerisk tableau. For undertegnede bliver det for meget med filmens blanding af seksualitet, religiøsitet og martyrium. Filmen fungerer bedst i de hverdagsnære scener med skiftevis Lea og Andreas i den dagklare stockholmske topografi.

Ester Martin Bergsmarks film er blevet til i et samarbejde med forfatteren Eli Levén og baserer sig på dennes prosalyriske roman ”Du är rötterne som sover vid mina fötter og håller jorden på plats”, der udkom i 2010. En del scener er overført direkte fra roman til film, og ”Something Must Break” bæres igennem af en identisk lyrisk, billeddigtende og løs fortælleform. Det er filmens styrke. Den er fotograferet med et ekstremt nærvær i detaljen og virker på én gang drømmende smuk og sanseligt anskuelig, nøgen og hård. Kameraet kæler for Saga Beckers følsomme ansigt i den bærende rolle som Sebastian. Han-hun-den spiller exceptionelt og er fuldkommen troværdig. Det samme er filmens meddigtende billedside, der forlener ”Something Must Break” med en smerte, som stemmer overens med filmens tema.

Ester Martin Bergsmark har tidligere arbejdet sammen med Eli Levén om dokumentaren ”Pojktanten” (2012), hvor de begge tematiserer deres transseksualitet. Eksperimentet med at overføre Eli Levéns roman til levende billeder er dristigt, men ikke fuldt forløst som selvstændigt værk, løsrevet fra alle hensyn. Men instruktøren skal prises for sin dedikerede tilgang til emnet.