Besættelsen er det store samlende tema i denne bog. Og det, der fører til de mest intense af bogens 13 og ikke tidligere offentliggjorte afsnit. Forfatterne, der har vidt forskellig baggrund og er vokset op i forskellige dele af landet, giver glimt af krigens knugende virkelighed og ind-imellem mere end det. Og dog kan krig og tryghed leve side om side. Det får vi flere eksempler på.
Hanne Bech Hansen mindes således ingen frygt i forbindelse med luftalarmerne. Når de lød om natten, stak hun fødderne i sine gummistøvler, der stod parat ved siden af sengen, tog en frakke uden på nattøjet og dynen under armen. Nede i beskyttelsesrummet legede hun lidt med de andre børn, inden hun lagde sig til at sove på en madras. ”Når luftalarmen blev blæst af, traskede jeg sammen med mine forældre og min lillebror tilbage til fjerde sal, igen med dynen under armen, og så sov jeg trygt videre”.
Nok syntes Jane Aamund, det var uhyggeligt, når familien om natten blev vækket af luftalarmen. Men nede i beskyttelsesrummet var der ”ret hyggeligt”. Trak det ud med alarmen, kunne hun og moderen lægge sig på en divan, mens faderen sad i en lænestol og passede på dem ”med sin whisky”. Og i en kasser lå et venligt forråd af rosiner, nødder og æbler.
De deltagende skribenter åbner alle for et stof, der - føler man - angår dem dybt. Derfor oplevedes teksterne overvejende som så relevante - og så veloplagte - at man gerne tror, at tilskyndelsen fra forlaget ikke er den eneste og slet ikke den vigtigste grund til deres fremkomst.
Dette gælder for eksempel Bent Jørgensens beretning fra Bornholm i de dage i maj 1945, da freden kom til det øvrige Danmark. Men til Bornholm kom krigen. Og den dræbte hans farbror, hvis hjem blev bomberamt.
Til de mest markante afsnit hører i øvrigt Niels Barfoeds, Niels Birger Wambergs og Hans Hertels. Det er atmosfæretætte bidrag om det farlige og modsætningsfyldte. Som i dette erindringsfragment, givet af Barfoed, af tyske soldater, der skulle videre fra hovedbanegården i København til Østfronten: ”Mange var ikke mere end fem ældre end mig - 18-19 år. De var udslukte og blege, tunge og tavse (...) De fyldte så meget i afgangshallen, at der ikke var andet at gøre end at bore sig igennem dem. Det gjorde jeg så, og derved kom min mappe i berøring med en masse fjender. Jo flere, jo bedre. For det var pirrende, når der i mappen var tredive eksemplarer af den seneste udgave af det illegale Information”.
Hans Hertil forbinder besættelsesestiden - ”noget af det mest ekstreme i danmarkshistorien” - med ”både fascination og hjertet oppe i halsen”. Imidlertid afslutter han sin tekst et helt andet sted, nemlig i munterheden. Og det gør han ved at mindes en hændelse fra 1957, året hvor han blev student: Sammen med sin ældre ven Henrik Stangerup ville han i Dansetten i Tivoli og traf uden for etablissementet ”to duller med touperet hår og skyhøje hæle”. De unge mænd præsenterede sig som journalister. Men da Stangerup oplyste, at han var fra Kristeligt Dagblad - hvor han på dette tidspunkt faktisk havde et vikariat - blev dullerne så forskrækkede, at de fik røgen fra deres grønne Cecil galt i halsen - og skred.
Kristeligt Dagblad bragte i lørdags en artikel om bogen. Læs den på