”Tilgiv os!” står der på hebraisk ved monumentet for den israelske premierminister Yitzhak Rabin i Tel Aviv.
Her på byens centrale plads blev den israelske politiker myrdet i 1995 - foran tusindvis af begejstrede politiske tilhængere - af en jødisk fundamentalist, der mente, at Rabin gik for langt i forsøget på at række hånden ud mod palæstinenserne. Man skulle ikke forhandle med ”terroristen” Arafat, der som palæstinensernes daværende leder ikke engang ville acceptere Rabins tilbud om en tostatsløsning, mente Rabins morder. På den israelske højrefløj frygtede mange også, at Rabins fredsplan kun ville føre til, at jøderne bid for bid blev skubbet ud af landet. Men meget kunne måske alligevel have været anderledes, hvis Rabin stadig havde levet og forhandlet videre.
”Jeg tænker næsten daglig over det,” siger den unge israelske forfatter Nir Baram, der er søn af en af Rabins ministre og oven i købet bor få skridt fra Rabin Plads i Tel Aviv.
Byen har - økonomisk set - overlevet Rabin. Fra luften glimter solfangerne fra skyskraberne som diamanter, og her på jorden kan de mange store byggerier slet ikke følge med huspriserne.
”Siden Rabin har målet for de skiftende regeringer i Israel mere været økonomisk vækst end fred, men krigen i Gaza har kostet dyrt, og nu kommer regningen snart tilbage til det civile samfund. For hæren kræver milliarder af dollars i oprustning,” siger Nir Baram, mens vi går på fortovet med palmer og hvide bygninger på begge sider af den vej, hvor hans lille lejlighed ligger.
Indenfor er en lædersofa, et sofabord og en stor bogreol de eneste møbler i stuen. Men i åbningen ud til altanen kører en elektrisk vifte i højt gear for at holde temperaturen nede. Og på et lille bord derude står hans bærbare computer. Det er her, han sidder og skriver sine bestsellerromaner.
På dansk er hans internationale gennembrudsroman ”Gode mennesker” netop udkommet på Gyldendal. Den solgte 35.000 eksemplarer i Israel, er foreløbig solgt til 12 lande, og i Tyskland sammenlignede den store avis Frankfurter Allgemeine Zeitung ham endda med Dostojevskij.
Men succesen er ikke til at mærke på den unge israeler, der som venstreorienteret debattør og forfatter er mere optaget af at finde en mere fredelig vej for Israel - for både israelere og palæstinensere. Det kræver først og fremmest, at israelerne ”som den stærke part” rækker hånden frem, mener han:
”Min far, der var turistminister i Rabins regering, bad mig engang om aldrig at kritisere Israel uden for Israel, men jeg siger, hvad jeg mener, uanset hvor jeg er. Og jeg kritiserede offentligt krigen i Gaza fra dag nummer et. Alt for længe har Israel baseret sin politik på frygt og er derfor endt i kortsigtede krige,” siger Nir Baram og fortsætter:
”Israel sidder fast i frygt. Eksistentielt befinder israelere sig i en konstant position af frygt. En del af den er reel nok, men hver gang Islamisk Stat for eksempel kommer frem i medierne, bekræfter det os kun i, at vi skal være bange. Og politikerne ser ikke nogen muligheder for, at det kan være anderledes. Det, synes jeg, er tragisk.”
Gaza-krigen var et symptom på den tænkning, mener Nir Baram, der selv var værnepligtig israelsk soldat i tre år, selvom han ikke troede på logikken bag landets politik.
”Folk har nærmest vænnet sig til, at der fra tid til anden må komme en krig, og efter den krig forbedres ingenting, og det leder så igen til en ny krig. Men det er trist at se, at en så stærk stat som Israel ikke vover at tage nogen modige initiativer til at ændre den mentalitet,” siger Nir Baram, der kæder krigsrationalet sammen med jødernes historie:
”Mange israelere ser sig selv som ofre hele tiden. Man refererer hele tiden til jødernes 2000 år lange forfølgelseshistorie og holocaust. Jeg benægter heller ikke antisemitismen gennem historien. Men det passer ikke, at jøder har været forfulgt uafbrudt i 2000 år. Der har også været fredelige perioder. Men det glemmer man, når premierminister Benjamin Netanyahu for eksempel siger: 'Vi er altid kun et skridt væk fra holocaust, så vi bliver nødt til at være stærke'.”
Med sin roman om Anden Verdenskrig forsøger Nir Baram at få sine læsere til at skifte perspektiv fra offermentalitet til ansvarsbevidsthed. ”Gode mennesker” er den første israelske roman, der følger Anden Verdenskrig med hovedpersoner, der samarbejder med henholdsvis det kommunistiske og det nazistiske regime.
I Tyskland følger man den ambitiøse reklamemand Thomas Heisenberg, der dybest set bare er en opportunistisk kapitalist, men ender med at tilbyde nazisterne sine propagandatalenter. Og i Leningrad går den 22-årige jødiske Alexandra Weissberg på kompromis med sin egen moral - i begyndelsen for at redde sine yngre brødre - ved at skrive tilståelser for det regime, der også sendte hendes egen familie til Gulag.
”Begge personer er i den forstand forfattere, der egentlig ikke tror på de regimer, de hjælper. Men de er alligevel skyld i tusindvis af menneskers død,” forklarer Nir Baram, der gennem sin historie har ønsket at skildre den moralske gråzone i Anden Verdenskrig, som han mener er overset:
”De fleste romaner om Anden Verdenskrig er en slags nazi-science fiction, der leverer et sort-hvidt billede af onde, perverse nazister på den ene side og gode, uskyldige jøder på den anden side. Om 100 år tror jeg, at man vil se tilbage på vores tids skildring af Anden Verdenskrig som meget primitiv. Men folk kan godt lide at sætte folk i kasser som enten gode eller onde. Jeg ville i stedet prøve at skildre nogle personer, som man godt kan identificere sig med, selvom de gør moralsk forkastelige ting i jagten på at nå deres egne personlige ambitioner og mål.”
Sådan vil der altid findes opportunistister, mener han.
”Man kan måske fjerne typer som Hitler og Himmler, men aldrig folk som Albert Speer, der egentlig ikke var antisemistisk, men alligevel brugte sine talenter som arkitekt for Hitler. Opportunister surfer på onde regimer. Mine hovedpersoner forsøger samtidig at retfærdiggøre deres handlinger over for sig selv ved at sige, at andre i deres sted sikkert ville være mere kolde og onde. Men uanset hvad livet byder en, har man altid et ansvar for sine egne handlinger.”
Som barn i Jerusalem oplevede Nir Baram, hvordan hævnlysten nær havde taget fat i ham selv.
”En af mine nære skolekammerater blev slået ihjel af en araber, og jeg husker, hvordan jeg stod i en parkeringskælder med en gruppe af mine jødiske venner, der seriøst overvejede at hævne sig på nogle tilfældige arabere for vores ven. Det ville jeg ikke være med til. Det blev en afgørende oplevelse for mig. For dér forstod jeg, at man selv har et valg for, hvordan man reagerer i livet. Man er påvirket af sine omgivelser, men man har altid et valg selv,” siger Nir Baram, der også har ønsket at ruske op i den nuværende debat i Israel med romanen.
”Selvom israelere har ting at frygte, har vi også et ansvar for vores egne handlinger. Det spørgsmål, som vi bliver nødt til at stille os selv, er: 'Kan vi ændre noget ved at ændre vores handlinger?'. Det mener jeg, vi kan. Men vi er alt for styret af frygtens logik. Ifølge undersøgelser kender op mod 75 procent af israelerne ikke engang til det arabiske initiativ fra 2002, mens 100 procent nærmest kender til hvert eneste skridt, IS tager. Vores øjne er stift rettet mod IS og muslimske terrorister fra Hamas, men ikke mod dem, der vil have fred med os. De fleste israelere har ikke engang nogen fremtidsvisioner for Israel om 40 eller 50 år. For man ser hele tiden Auschwitz for sig, og det er ikke den måde, man skaber en fremtid på,” siger Nir Baram, der selv tror på en fredelig fremtid:
”Da jeg var barn, fortalte min far mig, at de israelske generalers største mareridt for Israel var en krig mod to fronter mod stærke hære fra Syrien og Egypten. Men det er ikke et reelt mareridt længere. Syrien er ikke engang en stat, og Jordan og Egypten er tættere på os, end de er på Saudi-Arabien og IS i Irak. Sådan kan gamle fjender blive til venner,” siger Nir Baram og henviser til, hvordan franskmænd og tyskere i dag har det fint sammen, selvom deres forfædre engang slagtede hinanden i skiftende krige.
”Freden kan komme. Som israelere må vi bare spørge os selv, hvad vi selv kan gøre for at skabe fred. Israel mister støtte overalt i verden for tiden. For uanset hvordan man vender det, er vi en besættelsesmagt på Vestbredden. Det skaber ikke sympati. Det er noget, vi selv kan ændre. Men lige nu er det eneste, vi gør, at forsøge at ødelægge infrastrukturen i Gaza.”
Den israelske forfatter Amos Oz startede for nylig et interview med selv at spørge, hvad man skulle gøre, hvis ens nabo tog sin baby på skødet og begyndte at skyde på en fra sin balkon. Hvad er dit svar til ham?
”Man kunne også spørge, hvad du ville gøre, hvis der pludselig kom en ind i din stue og sagde, at nu boede han altså der. Begge spørgsmål viser, hvor svær konflikten er her i landet. Men jeg tror, at den eneste varige vej til fred er, hvis vi israelere som den stærke part rækker hånden ud mod palæstinenserne. Mulighederne for Israel er meget simple. Enten skal vi have en enstatsløsning eller en tostatsløsning. Men uanset hvad skal man give palæstinenserne rettigheder. Enten skal de have retten til en palæstinensisk stat, eller også skal de have fulde rettigheder som ligeværdige borgere i Israel,” siger den israelske forfatter.