Prøv avisen

Fra rød Aalborg til en lille kulturstorby

Illustration: Peter M. Jensen

Engang var Aalborg mest kendt for at producere sprit, cement og socialdemokrater. Men nu tales der om en kulturel forvandling af den nordjyske hovedstad, der i aften lægger rammer til Kronprinsparrets kulturprisuddeling i det nyindviede Musikkens Hus på havnen

”Tillykke med prisen!” siger operasangeren Jens Christian Wandt, da han får øje på to store nordjyske kulturpersonligheder, der kommer ud af flyet fra Aalborg i Kastrup. Det er direktøren for Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard, og lederen af Aalborg Symfoniorkester, Jan Kvistborg, der er på vej til hovedstaden for at modtage Lauritzen Fondens Visionspris på vegne af Aalborg Operafestival. Men stadig flere tager også den anden vej.

Aalborg er blevet en magnet for den kreative klasse og det naturlige sted at rette blikket hen, når der for eksempel skal findes nye ledere af Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater. For priserne og anerkendelsen regner ned over byens teater, kunstmuseum, spillesteder og nybyggede kulturinstitutioner, der skyder op i et svimlende tempo. Og kulturentreprenørerne er stadig i gang.

”Forvandling er det ord, jeg bedst kan beskrive udviklingen i Aalborg med i de 24 år, hvor jeg har været præst her,” siger kunstneren og præsten Benny Vindelev, da vi godt en time senere sidder i Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke.

Selv har han netop skiftet titel fra sognepræst til projektleder med ansvar for en mere kreativ formidling til byens konfirmander.

Allerede i næste måned udsender han bogen ”Konfirmandundervisning med hjerne, mund og hænder”, der trækker en del på hans egne erfaringer med at skabe og formidle kunst. For folkekirken følger også med byens kulturudvikling og har købt den gamle nationalbankafdeling, som skal laves om til et folkekirkeligt videns- og kulturhus - lige ved siden af domkirken og studenterhuset.

”Folkekirkens Hus er stadig i udviklingsfasen, og der er først lige søgt en daglig leder til stedet, der skal åbne til næste år. Men det bliver en stor gave til både kirken og byen. Kirkens folk sidder lige nu lidt spredt rundt i stiftet. Her kan vi samles og dele viden med hinanden, ligesom huset vil være åbent for alle med cafe, kunstudstillinger for børn og unge, debataftener med folk fra universitetet og foredrag,” fortæller Benny Vindelev, der har svært ved at skjule sin begejstring for både kirkens og byens udvikling:

”Da jeg kom hertil, bar Aalborg stadig præg af at være en lidt slidt industriby. En del af de første mennesker, jeg begravede som præst, var arbejdere, der havde indåndet asbest på den lokale eternitfabrik. Senere lukkede fabrikken, og kunstnere fik lov til at lave en midlertidig udstilling der. Et af værkerne var en række stole med brød og roser. I al sin enkelhed et stærkt symbol på, at mange på dette sted havde tjent deres brød, men det blev også deres død. Sådan er en del af den kunst og kultur, der er vokset frem i Aalborg, bygget på byens historie. Den nordjyske hovedstad har fået mange helt nye ansigter. Men domkirken står dog stadig som et uforanderligt holdepunkt,” siger Benny Vindelev, da vi forlader kirken for at se på alt det, der er ændret de seneste år.

”Akvavitfabrikkens skorsten hoster taffelchips op, og gaden bæller sorte svin,” skrev musikeren Allan Olsen om Aalborg i sin sang ”Frossen fuldmåne” fra 1996. Siden er meget sket: Denne sommer har de sidste medarbejdere forladt De Danske Spritfabrikker, og de karakteristiske bygninger i røde mursten midt i byen vil snart blive forvandlet til et kulturcenter, der efter sigende både skal indeholde hoteller, spille- og udstillingssteder i verdensklasse.

Jomfru Ane Gade ligger der stadigvæk med sine berygtede værtshuse, men det meste af midtbyen er i stedet blevet forvandlet til én stor cafe, og strømmen går i disse år snarere i retning mod havnen, hvor Aalborgs transformation fra industri- og arbejderby til videns- og kulturby er mejslet i jern, mursten og beton:

Det gamle kulkraftværk Nordkraft, der i rustik berlinerstil er bygget om til kultur- og idrætshus, arkitekt Henning Larsens studieboliger med havudsigt og ikke mindst Musikkens Hus, der er Nordjyllands hidtil dyreste byggeri.

Ved siden af på havnefronten ligger Utzon Center på stedet, hvor den verdensberømte arkitekt Jørn Utzon boede som barn og ung i Aalborg:

”Det var herfra, at Jørn Utzon som barn sad og så på de sejlskibe i Limfjorden, som senere inspirerede ham til at tegne Operahuset i Sydney. Og her, hvor det hele startede, tegnede han altså også denne bygning, der blev hans sidste, inden han døde i 2008. På den måde er meget af kulturen i Aalborg også vokset ud af byens tidligere arbejdermiljø,” siger Anni G. Walther, der både er direktør for Utzon Center og en af de mange ildsjæle, der gennem tiden har ført Aalborg frem til at blive en kulturby eller ”en sej, lille storby”, som Benny Vindelev kalder sin by.

Vejen dertil skal ikke mindst findes i, at Aalborg midt i 1970'erne fik tildelt landets femte universitet, mener Anni G. Walther:

”Det betød alt. Før var vi dem med den største arbejdsløshed, og vi var på vej til at ende som dem nede på Lolland-Falster, der nu sidder og klynker. Men universitetet har betydet, at man har fået forvandlet byen til en uddannelses- og kulturby.”

Det mærker man i øjeblikket, så snart man stiger ud af toget på Aalborg Banegård.

Kunsten, Museum of Modern Art Aalborg, er under renovering og revitalisering et andet sted i byen, og hjemløsheden bruger museet til at få kunstværkerne ud der, hvor mennesker færdes allermest - på banegården. Museet har midlertidigt overtaget de lokaler, der tidligere rummede billetsalg og DSB's rejsebureau.

Og nysgerrige pendlere kan her få en pause ved blandt andet at se Kurt Trampedachs mandsstore skulptur ”Stoppestedet”, Geoffrey Hendricks' oliemaleri ”Sky to the East” og snart også en udstilling, der kommer pendlerne i møde med et værk af Lasse Krog Møller, der udforsker fundne genstande som cigaretskod, hårelastikker og indkøbssedler på banegården og nærmeste omegn, afslører museumsdirektør Gitte Ørskou, der også er formand for Statens Kunstfond.

Selv voksede hun op i Aalborg-forstaden Frejlev og valgte i 2009 at søge ”hjem til Aalborg” for at blive direktør for Kunsten. Det gjorde hun ikke mindst, fordi hun havde opdaget, at noget spændende var ved at ske i Aalborg.

”Det mest slående er, at Aalborg er blevet en meget insisterende og meget dedikeret kulturby. Der er en stor bevidsthed blandt politikerne om, at byen har brug for at rigt og varieret kulturliv,” siger hun.

Tidligere gik byens borgerskab i teatret og til symfoniorkestrets koncerter, mens industriarbejderne først og fremmest gik på arbejde. Nu er kulturen for alle. Når det er lykkedes, skyldes det ikke mindst, at Aalborg har formået at tage sin historie med ind i byens transformation, mener hun:

”I Aalborg er der sådan en måde at gå til ting med træsko på, og byens borgere er på deres egen måde stolte af det, der er sket med deres by. Men i fremtiden skal man nok holde lidt igen med murstenene og i stedet koncentrere sig om vækstlagene. Det gælder både om at få fat i flere kulturforbrugere og i flere udøvende kunstnere,” siger hun.

Billedkunstner og galleriejer Lars Bonde fra Galleri Væg i Aalborg er mere kritisk:

”Der er bygget masser af kultursiloer i Aalborg, men de har ikke noget reelt indhold. Vi har rammerne, men ingen til at fylde dem ud, fordi der i den grad mangler skabende kunstnere i byen,” siger han og tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at universitetet trækker mange unge til byen, og at kulturtilbuddet er øget væsentligt, men mentalt er der ikke sket den store ændring med aalborgenserne,” mener Lars Bonde, mens han som andre savner store kunstuddannelser i byen. Tabet af byens konservatorium, der blev lagt sammen med Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, var i hvert fald et kulturelt tilbageskridt for byen.

Til gengæld glæder alle sig tilsyneladende over Aalborg Teater. Et stigende antal Reumert-nomineringer er det blevet til de senere år, og nu er der seriøse planer om at bygge et nyt teater, idet den trange plads på Jernbanegade ikke rigtigt står mål med ambitionerne.

”Historien om Aalborg Teater er lige nu, at alting går så godt. Det mærker jeg tydeligt, når folk eksempelvis stopper mig under en løbetur for at sige, hvor glade de er for, at det går godt. Mange tror, at der så kommer tonsvis af mennesker i teatret, men sandheden er, at der ikke kommer særlig mange flere, end der altid har gjort,” siger teaterdirektør Morten Kirkskov og tilføjer beskedent:

”Aalborg Teater har altid været et kvalitetsmæssigt ret stærkt teater, men det, vi har gjort i de senere år, har nok været i højere grad at synliggøre det, teatret kan.”

I sidste sæson satte han for eksempel en forestilling op om Aalborgs guldvindende fodboldhold, AaB, og det betød dog blandt andet, at andelen af mandlige teatergængere blev kraftigt forøget.

”Der er en stor passion omkring fodbold i Aalborg, og i forbindelse med forestillingen opstod der en positiv åbenhed om, at man også kan bruge sin fritid på andre ting, eksempelvis at gå i teatret,” siger Morten Kirkskov, der kalder det et eksempel på en selvforståelse, der er ved at ændre sig i Aalborg.

Byens nye borgmester, Thomas Kastrup Larsen, der er socialdemokrat som alle sine forgængere siden 1925, kalder ligefrem Aalborgs forvandling for ”det nordjyske mirakel”.

”Da jeg kom til Aalborg i 1992, var der en stemning af, at det hele var svært. Mange virksomheder drejede nøglen om, og de fleste havde vanskeligt ved at se, hvordan byen kunne udvikle sig i en ny retning. Siden er der jo sket en mindre eksplosion af kulturtilbud, og det skyldes i høj grad en række målrettede, kommunale investeringer. I dag har vi skabt det modsatte af, hvad de fleste mennesker tidligere mente om Aalborg, og vi har skabt det selv,” siger Thomas Kastrup Larsen og fremhæver blandt andet, at Aalborg Kommune ligger langt over København, når det gælder brugte kulturkroner pr. indbygger.

De mange sponsorskilte i byens nyopførte kunstkatedraler viser, at erhvervslivet også har kunnet se idéen med ”det nordjyske mirakel”. Og inde i kulturcentret Nordkraft står en af dem, som al den kunst var tiltænkt. For Trine Buus Pedersen valgte at blive i byen, efter at hun tog sin uddannelse i naturvidenskab og informatik på byens universitet:

”Da jeg flyttede hertil fra København for at læse på universitetet i 2000, syntes jeg, at det haltede meget med kulturen i byen. Men nu er den virkelig blomstret op, og det er da også en væsentlig faktor for, at vi stadig bor her i dag,” siger hun, inden hun følger sine to børn videre ind i det kulturelle kraftværk.