TENDENSEN HAR VÆRET tydelig de sidste par år. Lyrikken er blevet populær igen, og digtsamlinger sælges i store oplag og diskuteres intensivt i medier, ved oplæsninger og på litterære festivaler. Ja, endog politisk. Forklaringen er ikke entydig, men den aktuelle poesi lever i eminent grad op til de krav, der stilles fra publikum til nutidens tekstformer: det skal være personligt, og det skal være hurtigt at gå til og afkode.
Nu ved enhver, der læser poesi, at digtet kræver sin tid, uanset om det kan overskues og ikke fylder ret meget som tekstmængde.
Poesien er i den forstand en af de langsomste litterære genrer, fordi man som læser selv skal fylde alle mellemrummene ud med betydning og være meddigtende for at etablere den stemning og det rum, poesien lever i.
Men hvis poesien i stedet henvender sig direkte til læseren i umisforståelige vendinger og et sprog hentet ud af hverdagen, så sker der noget. Og hvis emnerne, der behandles i digtene, tillige hentes ud af den rå virkelighed, sker der endnu mere.
Nogle af de mest omtalte, debatterede og solgte digtsamlinger den seneste tid handler om en muslimsk andengenerationsindvandrers opgør med sin families patriarkat, en tidligere prostituerets erfaringer med misbrug og omsorgsvigt og endelig en professionel soldats frontberetninger fra Mellemøsten. Mikkel Brixvolds digte fra krigens virkelighed ”Så efterlades alt flæskende”, Asta Olivia Nordenhof digte om livet som prostitueret ”Det nemme og det ensomme”, og Yahya Hassans anklager mod sit eget muslimske miljø med den lakoniske titel ”Digte” har brudt nyt land for poesien.
Man skal tilbage til 1970'ernes bekendelses-litteratur, kønspolitiske manifestationer og agitprop for at finde digte med en lignende gennemslagskraft både til intimsfæren og til det politiske. Og alligevel er der noget nyt på færde i det danske landskab for litteratur med diverse tilliggender. Hvor 1970'ernes (køns-)politiske digte blev skrevet fra et defineret sted på den politiske venstrefløj og derfor temmelig entydigt rettede sig imod kapitalismen og det borgerlige samfund, er Mikkel Brixvolds digte fra fronten skrevet ikke mod, men med et land i krig.
Danmark var ikke i krig i 1970'erne, men det har nationen været i 20 år som del af skiftende internationale koalitioner og som følge af en aktivistisk udenrigspolitik.
Mikkel Brixvolds digte er ikke patriotiske, men skrevet af en soldat, der vidste, hvad han gik ind til:
”Her er vi/de kronragede barberblade/her er alt andet end livet/ligegyldigt/Her gives ynken fortabt/her/tabes tiltroen/for stedse/her lever vi stærkere end alt andet/her/er ingen forklaring mulig/her/findes frygten uforfalsket/her/kan det der ikke vil/ses direkte i øjnene”
Mikkel Brixvolds digte er i situationen, han iagttager ikke forholdene udefra, men lever dem igennem indefra.
Det samme gælder Yahya Hassans digte, der rummer en tilsvarende autenticitet:
”JEG SPILDER TYVE LITER MØRKE/OG EN BARNDOM OP AD VÆGGEN/EN STENALDERHÅND EN PAPERBACK-KORAN/MÅSKE VILL E JEG HAVE ELSKET DIG/HVIS JEG VAR DIN FAR OG IKKE DIN SØN”
Yahya Hassan skåner ingen. Digtene er skrevet og oplevet indefra af et jeg, hvis hidsende sprog sender trykbølger ud til alle sider, og som vælter alt og alle omkuld.
Også Asta Olivia Nordenhof skriver sine digte indefra og bygger på smertefulde oplevelser igennem sit unge liv med rodløshed og tab. De er så autentiske, at læseren bløder med dem. Prostitutionen anskues ikke fra en klassisk feministisk vinkel som udnyttelse. Tværtimod beskrives erfaringerne som luder som en udfrielse af det emotionelle, det skyldbetonede og det belastende:
”når man er vokset op med vold/og sex, det pis, så skal man sone hele tiden/man skal forsage djævlen og/forsøge at blive god igen/men det gider jeg ikke, uddrive/djævlen/jeg har bedre ting at tage mig til/end at forsøge at blive pæn”
Asta Olivia Nordenhofs digte er, som Mikkel Brixvold og Yahya Hassans, skrevet på vrede, der omformes til energi og et sprogligt nærvær, der sætter sig i læseren. Digtene er formbevidste, men ingen af de tre lyrikere dyrker formen som et æstetisk anliggende i sig selv. De tre lyrikeres sprog har en stærk tilknytning til virkeligheden, der styrker digtenes realisme, og hvis der findes en form for skønhed i dem, er det en skønhed på trods.
De tre forfatteres prosadigte skriver sig tæt ind under sproget i de sociale medier og rammer derfor et nyt publikum, som den klassiske poesi kan have vanskeligere ved at nå. Deraf deres gennemslagskraft.
Mikkel Brixvold, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassans digte vidner om, at den såkaldte ”virkelighedslitteratur” stadig står centralt. Den opmærksomhed, de tre lyrikere er genstand for, er et bevis for, at publikum gerne læser digte, når de forholder sig konkret til tilværelsen og gengiver den skånselsløst.
Her kan ”det, der ikke vil, ses direkte i øjnene”.
Yahya Hassan, der i går vandt endnu en pris, denne gang som årets debutant sammen med Signe Gjessing, skåner ingen i sin lyrik. Hans digte er skrevet og oplevet indefra af et jeg, hvis hidsende sprog sender trykbølger ud til alle sider og som vælter alt og alle omkuld. - Foto: Scanpix.