Skitser af et konservativt kollaps

De Konservative holder landsråd i denne weekend, samtidig med at bogen om partiets store nedtur udkommer. Den rummer ikke afsløringer som frygtet

Journalisterne Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard har skrevet en bog om De Konservatives fald ”Det konservative kollaps - et partis storhed og fald”.
Journalisterne Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard har skrevet en bog om De Konservatives fald ”Det konservative kollaps - et partis storhed og fald”.

Hvorfor er Det Konservative Folkeparti endt i dyb krise, når tiden forekommer så konservativ som sjældent før?

Så kort kan man formulere det paradoks, som journalisterne Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard tager op i bogen ”Det konservative kollaps - et partis storhed og fald”.

Deres fortælling begynder med tidligere statsminister Poul Schlüter og 1980'erne, som var det konservative partis gyldne årti.

Og den slutter med udnævnelsen af Viborgs i resten af landet ukendte borgmester, Søren Pape Poulsen, til formand. Manden, der angiveligt skal genrejse De Konservative.

Imellem de to fikspunkter får vi den grundigt fortalte historie om partiets gradvise deroute, som begyndte med Tamilsagen i begyndelsen af 1990'erne, og som eskalerede voldsomt med fløjkrigen i slutningen af samme årti, efter at Hans Engell spirituspåvirket kørte ind i en betonklods og derfor måtte slippe ledelsen af partiet.

Bogen udkommer, op til at De Konservative i denne weekend holder landsråd, og tilsyneladende har der været stor frygt i partiet for, hvad bogen dog kunne bringe til torvs.

Organisationen har forsøgt at få partimedlemmer til ikke at medvirke, men det har mange af dem heldigvis ikke rettet sig efter.

Ret beset har partiet heller ikke haft noget at frygte. De to journalister bringer ikke nye, rystende afsløringer, men ruller i det store og hele den kendte forfaldshistorie op. Det sker gennem interviews med nuværende og tidligere konservative profiler, kommentatorer og samfundsforskere, og undervejs får man et godt indtryk af, hvem der har været de drivende kræfter i partiets inderkreds, hver gang en partiformand eller -kvinde igen skulle skiftes ud.

Men hvorfor er det kollapset for De Konservative? For at finde svar på det har forfatterne søgt udenlands og har talt med politiske eksperter i Tyskland, Sverige og Norge, hvor de konservative partier generelt har klaret sig bedre end det danske parti. Sveriges nu forhenværende statsminister Fredrik Reinfeldt fra Moderaterne har godt nok netop tabt regeringsmagten, men det har denne bog ikke kunnet nå at få med.

Konklusionen fra nabolandene bliver på kort form, at det er lykkedes for de partier at tegne en bredere folkelig profil. Fredrik Reinfeldt har lagt slipset, Norges statsminister Erna Solberg fra Høyre har trukket sit parti mod midten, og det samme har forbundskansler Angela Merkel fra CDU i Tyskland.

Man kunne tilføje, at det også var, hvad Poul Schlüter gjorde i 1980'erne.

I bogen fremhæves fem konkrete punkter, som danner ramme om partiets trængsler. Det er udlændingepolitikken, EU, den evige fløjkrig mellem socialkonservative og nationalkonservative, manglen på talenter og endelig, at man overser de store skift i den politiske dagsorden.

Altsammen fornuftige men ikke ovenud originale betragtninger. Mest interessant, i hvert fald for politiske fin-smagere, er faktisk et af de sidste afsnit, hvor forfatterne forsøger at indkredse unge, konservative talenter. Dem, der måske kan redde det på lidt længere sigt. Det er navne som Casper Strunge, Rasmus Jarlov, Mette Abildgaard og Daniel Rugholm.

Det ufortalt, er det ikke nogen fremragende bog. Den skæmmes sprogligt af frygtelig mange politiske klichéer, småsnak og især i den sidste del også af sproglige fejl. Alene undertitlens frase, ”storhed og fald”, skulle være aflivet i tide, og der er nærmest ikke tal på, hvor mange gange en statsminister ”trykker på valgknappen”, der bliver uddelt ”syngende vælgerlussinger”, Løkke får ”ridser i lakken” og så videre.

Det meste af bogen holder sig til analysesporet, omend tidligere udenrigsminister Per Stig Møller eller afgående klimakommissær Connie Hedegaard nok ikke føler sig specielt venligt omtalt - og Hans Engell formentlig er mere tilfreds.

Til sidst ender det hele imidlertid i kommentatorgrøften. Her belærer forfatterne pludselig partiet om, hvordan det skal håndtere sin krise.

Det skal ikke skyde med spredehagl, men med riffel, kan man læse. Javel, og Søren Pape Poulsen gør klogt i at italesætte sig selv som en konservativ udgave af tidligere forsvarsminister Søren Gade. Man får bare ikke rigtig at vide, hvorfor lige netop det skulle være opskriften.

Men at Pape står over for ”sit livs politiske udfordring”, kan man selvfølgelig ikke nægte forfatterne. Kliché eller ej.