Myter støjer ikke, når de dør

At læse om Suzanne Brøgger i anledning af 70-årsdagen næste måned er som at rejse til en anden planet. Friere og farligere, måske. Men også en planet så langt væk i tid, at vi i dag tager på helt andre rumrejser

Man er efter denne biografi ikke i tvivl om, at Suzanne Brøgger har betalt en høj pris for sin livsførelse. Men den blev betalt uden beklagelse. -
Man er efter denne biografi ikke i tvivl om, at Suzanne Brøgger har betalt en høj pris for sin livsførelse. Men den blev betalt uden beklagelse. - . Foto: Leif Tuxen.

Da jeg for et par dage siden var sammen med fire unge teologistuderende, alle piger, spurgte jeg dem, om de kendte Suzanne Brøgger. Øjnene blev fjerne. Jo, måske en enkelt havde hørt navnet før, men hvor det lige, det var ...? Og pludselig blev også jeg mundlam. For hvem er hun? Hvordan forklare hende?

Mundlamheden fortæller noget om, i hvor høj grad Suzanne Brøgger smeltede sammen med sin tid og dermed med en hel generation af (kvindelige) læsere. Men det fortæller også, at myter kan dø lige så stille, forsvinde bag hækken uden en lyd. Og tilbage står et menneske.

I november fylder hun 70 år. Og straks popper myten op igen. Billedet af det leopardklædte girafhøje væsen, der med trutmund og nasalstemme rystede borgerskabets tunge dyner og hellere ”ville leve liggende end dø stående”. Blev hun nogensinde mere end 40?

Noget tyder på, at det just er sådan, hun selv oplever det. Suzanne Brøgger brugte første halvdel af sit liv på at bygge en myte op, en fantasi, man kunne digte videre på med sine egne frihedsdrømme og dunkle skygger. Anden halvdel brugte hun på at pille den ned igen og blive det menneske, der kigger over hækken.

Nu får den sit eget respektfulde efterliv i den biografi, lektor ved Københavns Universitet Louise Zeuthen i dag udgiver, den første samlede fremstilling af fænomenet Brøgger. ”Krukke”, kalder hun den med reference til alle de ting, vi fylder i og på, og som i sidste ende fortæller mest om os selv.

Men vil jeg for egen regning tilføje: også en krukke med vand til de tørstende. Til det arbejde fik Louise Zeuthen frie hænder og ubegrænset adgang til private dagbøger og breve, en enorm mængde, der nu er overgivet til Det Kongelige Bibliotek. Kun én klausul var der. At bogen skulle slutte netop der, hvor myten tager endeligt over. Eller dør. Livet efter de 40 med mand og barn og et forfatterskab, der ikke længere tændte ild til sig selv, måtte forblive tavst. 'Det hele skete alligevel de første 40 år', forklarer Suzanne Brøgger hende.

Det ærgrer selvfølgelig Zeuthen og i høj grad også læseren. For netop dén forvandling - gennem det almene ud over det almene, for at tale kierkegaardsk - er måske den mest spændende af dem alle sammen. Den daglige opvasks mytologi.

Bogen er bygget op somet mikset musikstykke, med kortere og længere tematiske afsnit, uddrag fra breve, fotos og collager af gamle avisartikler. Det skarpt analyserende, det personligt meddigtende og det solidarisk indlevede blander sig i en charmerende og lidt rodet samdrægtighed. Mennesket er vigtigere end værket, eller snarere: Det kan ikke skilles ad. Så det eneste værk, der sættes under egentlig lup, er debutbogen, ”Fri os fra kærligheden”.

Biografien starter med det ømmeste punkt: navlestrengen. Den syge, smukke, manipulerende, livsopsugende mor. Den mor, der konstant bliver indlagt efter selvmordsforsøg, den mor, der beder døtrene om at række sig barberbladene. Er det sandt, det, du skriver om familien, bliver Brøgger senere i livet spurgt. Nu ved vi, at det er det!

Den purunge pige skal således ikke bare leve sin mors liv, hun skal rumme sin stedfars seksuelle betagelse og dermed forløse hele familien erotisk og intellektuelt. Suzannes Brøggers biologiske far brændte ihjel.

”Forfatterskabet grundlægges på ruinerne af den forliste familie”, konkluderer Louise Zeuthen. Ikke sært, at forfatteren senere afskriver kærligheden og proklamerer, at atomkrig og kernefamilie er lige farligt.

Efter en kort periode med familien i Bangkok bliver Suzanne og hendes søster sendt på kostskole i Danmark. Og her lægges en ny dimension til det stedfortrædende liv. Denne gang i skriften. Det gælder den tætskrevne dagbog, den konstante korrespondance med mor for at holde hende (og datteridealet) oppe, og det gælder ikke mindst brevene til Suzanne Brøggers nye, franske elsker, den meget ældre diplomat og levemand, Philippe Baude. I årene frem bliver han hendes erotiske læremester, hun hans lille ”slave” eller ”mø”.

Louise Zeuthen vælger at citere en lang række af disse utvetydigt seksuelle kærlighedsbreve. Afsnittet bliver desværre alt for langt og sært nok også ret kedeligt. Var det virkelig grænseoverskridende engang?

Først til sidst træder pointen frem: Linje for linje smelter lysten og skriften, forføreren og forfatteren, den ensomme sjæl og den kollektive krop nemlig sammen i en farefuld drift mod liv. Og i det oprørte hav bliver den bevidst arrangerede myte den eneste mulige redningskrans. Kun her kan kræfterne forliges, kun her kan fiktion blive til liv og liv til fiktion.

I ”Fri os fra kærligheden” finder myten Suzanne Brøgger sin form. Sløret løftes, og sløret sænker sig samtidig bekvemt. Og den ”ægte” Suzanne Brøgger kan barrikadere sig bag sin blå dør i den gamle skole i Løve. Ofte med helt andre (romantiske) drømme.

Længe før begrebet ”performativ biografisme” blev til, introducerede Suzanne Brøgger således den grænseoverskridende leg med privatlivet. Ikke bare som narcissistisk selviscenesættelse, det var prøvet før, men som en ny port til erkendelse og identitet. En raffineret dobbelteksponering, vi i dag kender i stort set alle kunstformer fra Knausgård til Madonna.

Men helt kan man aldrig gardere sig. For myten avler spøgelser. Og i mange år havde Suzanne Brøgger en fysisk dobbeltgænger, der gjorde det laboratoriske livsprojekt til et rædselskabinet. Beskrevet rystende i ”Transparence”, tredje og sidste del af den selvbiografiske føljeton, der desuden består af ”Creme Fraiche” og ”Ja”. Ganske symbolsk slutter trebindsværket med det store vendepunkt, mødet med manden, der midt om vinteren får vandrørene (og myten) til at tø op.

Louise Zeuthen har en fin fornemmelse for alle disse paradokser, der bliver en del af forfatterskabets dna. Frihed er en bevægelse, skriver hun, og Brøgger er et ”erotisk og eksotisk jeg, som er i konstant forvandling”. Det viste hun med sin nøgne krop og med den del af sjælen, vi fik lov til at ane. Det viste hun, hver gang et ideal forliste. Og hver gang hun rejste sig igen. Og det gjorde hende uopnåelig og tilgængelig på samme tid.

Så fin er indsigten i Zeuthens velskrevne biografi, at man kunne have ønsket sig mere. Mere analyse, mere vidvinkel. Og mest af alt et mere dybtgående livtag med læserens rolle. For blev læserne i grunden ikke den nye, syge mor, der skulle opmuntres og udleves stedfortrædende? Blev læseren ikke den nye elsker, der skulle ægges og tækkes? Og ansatte ikke også læseren i frigjorthedens navn Suzanne Brøgger som velvillig husslave, der i bogform kunne ligge på natbordet og gøre livet spændende? Blev der ikke indgået en faustisk kontrakt, hvor det er læseren, der insisterer på at holde øjeblikket fast?

At prisen var høj, er man ikke i tvivl om efter denne biografi. Men den blev betalt uden beklagelse. Og sidste afdrag var muligvis myten selv. I slægtshistorien ”Jadekatten” fra 1997 ender hovedpersonen således som posedame på en bænk over for Hotel d'Angleterre. Her sidder hun med sit rodsammen af liv. På en gang fri og hjemløs. Kendt og glemt.

Og en dybere bevægelse kan tage sin begyndelse.