Ian McEwan stiller skarpt på magten og æren

Ny roman fra en af Englands store samtidsforfattere handler om forskellen på Guds og menneskers lov. En særlig sofistikeret opfattelse af troende mennesker har McEwan dog ikke

Ian McEwan var senest aktuel på dansk med romanen ”Søde tand”. Hans helt nye roman ”The Children Act” bliver, som hans øvrige forfatterskab, også oversat til dansk. -
Ian McEwan var senest aktuel på dansk med romanen ”Søde tand”. Hans helt nye roman ”The Children Act” bliver, som hans øvrige forfatterskab, også oversat til dansk. - . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Ian McEwan er en forfatter med en distinkt stil og tilbagevendende temaer. Han udforsker ofte samfundets magtinstitutioner, hvad enten den udgår fra klimaforskere som i romanen ”Solar” eller efterretningstjenesten som i romanen ”Søde tand”.

Han river jævnligt tæppet væk under læseren til sidst, som det sker i både ”Soning” og førnævnte ”Søde tand” fra sidste år, hvor slutningen vender op og ned på hidtidige begivenheder i handlingen. Og så undersøger han vedholdende grænsen mellem rationalitet og følelser, eller, som i sin nyeste roman ”The Children Act”, rationalitet og religion. Alt sammen i en stil, der på samme tid er ”litterær” og lettilgængelig.

I den nye roman fra McEwan er vi inde i kernen af samfundsmagten, nemlig dommerstanden, i skikkelse af den erfarne jurist, 59-årige Fiona Maye, der påtager sig en kompliceret sag med udspring i Jehovas Vidner. Fiona er rationalismen selv og har i efterhånden mange sager på børne- og ungeområdet dømt til fordel for barnets tarv mod forældres mere eller mindre vanvittige krav som følge af skilsmisser eller vanrøgt.

I sagen om den 17-årige Adam, der er omdrejningspunktet i den nye roman, stiller tingene sig imidlertid anderledes. Adam lider af leukæmi og dør, hvis han ikke får blodtransfusion, hvilket både han og forældrene modsætter sig af religiøse årsager. Hvad gør en rationalist som Fiona i sådan et tilfælde, hvor troen, og ikke fornuften, råder, og både barn og forældre går døden i møde med oprejst pande?

Fiona ender med at dømme til fordel for tvungen blodtransfusion, så den 17-årige mod sin vilje kan overleve. Hvad hun ikke kan forudse, er, at dommen medfører, at Adam efter nogen tid gør oprør mod forældrene og vender sig fra Jehovas Vidner. Dermed mister han sine venner og en veldefineret plads i en overskuelig samfundsorden, med dramatiske følger for Fiona, der ikke skal afsløres her.

Det tjener til Ian McEwans ære, at han fint viser, hvor store omkostninger det kan have, når det verdslige samfund griber ind i religiøse borgeres liv og påtvinger dem normer, som af den troende betragtes som depraverede og syndige. Og han går meget langt for at forstå argumenterne fra Jehovas Vidner-siden i disputten.

Men forståelsen har også en grænse, for i den noget skematiske første halvdel af romanen er der intet, der viser, at McEwan har en særlig udviklet sans for at forstå troende mennesker på andet end overfladen. Man er enten rationalist eller fundamentalist i hans univers, så store dele af eksempelvis det kirkelige landskab i Danmark er alt for sofistikeret til Ian McEwan, der at dømme efter denne roman har svært ved at forstå, at tro kan antage andre former end bogstavtro.

Dog skal det siges, at så snart romanen forlader det skematiske og bliver en undersøgelse af Fionas indre, så sker der noget interessant. Rationalismen er også bare en -isme, viser det sig, og det bliver klart, at der også er grænser for Fionas fornuftsbaserede tilgang til verden.

I romanformens laboratorium viser McEwan, hvordan mennesket drives af andet end materielle forhold. Og han tegner et rørende portræt af et moderne, barnløst ægteskab i en roman, der tager sin begyndelse, da Fionas mand, universitetsprofessoren Jack, meddeler, at han efter syv uger og én dag uden ægteskabelig sex ikke kan modstå presset længere og vil have en affære. Hvad siger rationalisten, den hårdtarbejdende dommer, til så ufornuftig en dom over et ellers velfungerende ægteskab?

Læs selv hos McEwan, der som få andre går ind i bestemte magtinstitutioner - universitetet, efterretningstjenesten, domstolene - og blotlægger, hvordan vi udøver magt over hinanden.