At blive en anden, end den man er

Dokumentarfilm om den australske sanger, musiker og forfatter Nick Cave er forbilledlig både som kunstnerisk udsagn og almen eksistentiel refleksion

Nick Cave reflekterer indsigtsfuldt og generøst over sit liv og kunstens væsen i portrætfilmen ”Nick Cave. 20.000 dage på jorden”. -
Nick Cave reflekterer indsigtsfuldt og generøst over sit liv og kunstens væsen i portrætfilmen ”Nick Cave. 20.000 dage på jorden”. - . Foto: Camera Film.

Titlen på portrætfilmen om Nick Cave henviser til, at den 57-årige sanger, komponist og forfatter numerisk har eksisteret 20.000 dage på jorden og af samme grund er midt i det, som på tysk kaldes for ”Lebenswende”. Det er tid til at gøre status og se tilbage på den tid og den karriere, som er tilbagelagt.

Livet leves jo forlæns, men forstås baglæns, som Søren Kierkegaard har skrevet. Ordene passer fortrinligt på Iain Forsyth og Jane Pollards dokumentar om den australske mørkemand og hans metier. For filmen former sig som en slags alment eksistentielt udsagn fra en prægnant kunstner. Men også essentielt. Nick Cave har nået en status og et format, menneskeligt og kunstnerisk, der betyder, at han både kan se på sig selv og generøst række ud imod andre. Og det med en indsigt, der er frapperende.

Man får sine bange anelser ved filmens begyndelse, hvor hele Nick Caves liv og karriere komprimeres til en hektisk klippet montage under forteksterne. Skal det nu blive endnu en af disse musikfilm, hvor en forceret klipning forsøger at mime musikkens rytme og musikernes kamikaze-gang på scenen? Skal alle Nick Caves skønne sange reduceres til sammenstyrtende nybygninger? Men nej! Filmen finder sin rolige rytme og folder Nick Caves erfaringer og kunstneriske udsagn ud langs hans livslinje, som beskrives med hans egne ord og billeder. Og musik. Filmen rummer insisterende og stærkt tre sange i fuld længde, den sidste og finale henlagt til Sydney Opera House, hvor den fortabte søn vender hjem.

Filmen veksler i en harmonisk, smukt filmet og klippet kadence mellem aktuelle scener fra Nick Caves nuværende hjem i Brighton i Sydengland, fra en samtale med den britiske forfatter Darian Leader om barndom og ungdom og fra et arkiv, hvor kunstneren opbevarer memorabilia fra et langt, begivenhedsrigt liv. Læg dertil en række scener, hvor Nick Cave med sin faste sidemand, guitaristen og multiinstrumentalisten Warren Ellis, indspiller det seneste album ”Push the Sky Away” fra 2013.

Et centralt udsagn fra Nick Cave er, at et menneske altid ønsker at blive en anden, end den man er. Det er drømmen om denne transformation, hvor man i øjeblikke bliver revet ud af sig selv og ført ind i en anden eksistens, der er hans kunstneriske ambition. Disse selvforglemmende øjeblikke, der netop kan nås igennem musikken og sangene, når den og de lykkes. Et menneske er sig selv, men i tilfældet Nick Cave skabes der sideløbende et alter ego, en kunstnerisk persona, der så at sige kannibaliserer det levede liv og forvandler det til - i bedste tilfælde - eviggyldige udsagn. Sangene løsriver sig i den forstand fra kunstneren og mennesket, hæver sig over hans levede liv. Sangene kan fra en suveræn position nedstirre ”vor egen forgængelighed”, som Cave udtrykker det. De er i den forstand breve til en usynlig Gud og vigtige poster i livets store regnskab.

Nick Cave gør enkelt, ukrukket og ærligt rede for den kunstneriske ambition, der driver ham mod at søge en eller anden form for udfrielse igennem musikken, sangene og ordene. Og om det fuldkommen ensformige og lavpraktiske liv, der er en følge heraf: at man vågner, spiser, skriver, spiser, skriver, sover og skriver igen. At forvalte de betroede talenter er hårdt arbejde. Og stædigt at blive ved, indtil man ikke kan mere. Længere er den i virkeligheden ikke. Der er smukke og morsomme anekdoter undervejs om de kunstnere og performere, som bare ikke kunne eller kan holde op, Nina Simone og Jerry ”The Killer” Lee Lewis.

Undervejs bliver Nick Cave spurgt af Darian Leader, hvad han frygter mest. Og svarer: at miste hukommelsen. Det er i dette mægtige reservoir af erindringer og dybe, gedulgte hemmeligheder, at kunsten henter sin kraft og næring og omsætter dem til et levende nu. På scenen, i musikken, mellem mennesker. I den første scene af ”20.000 dage på jorden” ser man Nick Cave stå op og lukke lyset over havet ind i soveværelset i Brighton. Mørkemanden med det karakteristiske sorte tilbagestrøgne hår står badet i sollyset.

Dokumentaren gør på forbilledlig vis rede for den lange rejse til denne morgen i Nick Caves liv, hvor lyset tager over. Der er langt mellem så gode dokumentarfilm, ikke mindst om rockmusikere.

Iain Forsyth og Jane Pollard spiller ikke med på de trivielle hedonistiske myter, men spiller bevidst op imod dem med en hovedperson, der har lagt det indbildske bag sig og åbnet sig mod andre mennesker i sit liv, ja mod det menneskelige i det hele taget.