Fanget i nettet - og det kalder ikke på refleksion

Vi er ved at miste erindring, fordybelse og refleksionsevne, hævder Michael Böss med stor præcision i en ny tankevækkende debatbog

Forfatter Michael Böss.
Forfatter Michael Böss. Foto: Scanpix FORETRUKNE BILLEDER ER 2894, 2983 eller 2927, SOM ONSDAG ER SENDT TIL REDSEKMAIL FRA AEM.

Historiker og samfundsforsker Michael Böss har igen skrevet en yderst tankevækkende og relevant bog om vor tid og de faretruende tendenser, som den rummer. Denne gang drejer det sig fortrinsvis om, at vi er ved at miste erindringen, refleksionen og fordybelsen og derfor er på vej mod et samfund, som ikke længere kan kaldes samfund, for hvad er vi i grunden sammen om?

Historie, dannelse, viden, kristendom og traditioner er ved at blive fjernet fra vores bevidsthed, anfører forfatteren. Derfor er vi ved at ende i et dement, atomiseret samfund uden fortid, dybde og sammenhængskraft og følgelig uden modstandskraft og fremtid.

I indledningen leverer Böss nogle højst relevante betragtninger over, hvad vores hurtige, elektroniske udstyr gør ved vore hjerner, for enhver kommunikationsteknologisk revolution ændrer den måde, hvorpå vi opfatter omverdenen og indretter samfundet.

Nu er computeren og internettet de store ”tidsrøvere, fordi de berøver os tid, der tidligere blev brugt til at tænke, samtale og læse bøger”, som han skriver. Derfor udgør internettet ”den største trussel mod vores evne til at erindre fortiden”, skriver Böss videre og citerer litteraturprofessor Hans Hertel for at hævde, at ”den fart, historien nu forsvinder med, minder lovlig meget om, hvordan indlandsisen smelter”.

Det historieløse samfund er det demente samfund. Vi er hele tiden optaget af iPads og iPhones, der bipper og forstyrrer og tager vores opmærksomhed. I stedet for at læse bøger orienterer vi os på internettet og de sociale medier, der ikke leverer sammenhænge og ikke kalder på refleksion og fordybelse. Det er, hvad de kulturradikale i 1960'erne kaldte ”fordummelsen”, men de kulturradikale er Böss imod. De og postmodernisterne medvirkede nemlig kraftigt til opløsningen ved at indlede et opgør med det overleverede og samfundets værdier, hvorpå politikere og intellektuelle på venstrefløjen førte det igennem.

Michael Böss trækker linjerne langt tilbage og leverer et godt forsvar for romantikken med dens syn på historien og fædrelandet vendt mod radikalismen, der gjorde op med begge dele.

Han gør romantikken til demokratiets ophav og vender sig mod oplysningstiden med dennes fokus på individet og oprør mod kirken og autoriteterne, men han er ikke ganske retfærdig over for oplysningstiden. Faktisk opstår vore politiske anskuelser midt i det 18. århundrede, hvor al den tænkning, som førte til liberalisme, konservatisme og socialisme, udvikles.

Böss er med rette positiv over for Edmund Burke, der tog opgøret med Den Franske Revolutions idéer, men Burkes tanker udvikler sig i samspil med David Humes og Adam Smiths midt i det 18. århundrede. Og det er oplysningstænkeren Immanuel Kant, der opfordrer den enkelte til at bruge sin egen fornuft og ikke bare rette ind efter øvrighedens anvisning.

Dette er vel demokratiets forudsætning, som efter min - men ikke Böss' - mening trækker spor tilbage til antikkens Sokrates og Sofokles, der gav mennesket ret til at tvivle på øvrighedens fornuft.

Böss leverer en ganske rigtig iagttagelse om forskellen mellem konservatisme, der vil bevare staten, og liberalismen, der vil af med staten. Den grundlæggende skillelinje markeres allerede i diskussionen mellem Burke og liberalisten Thomas Paine, hvor den første vil fastholde samfundets institutioner og erindringer i henhold til ”kontrakten mellem generationerne”, mens Paine vil af med det hele, for ingen generation skal lade sig binde af de foregående eller kommende.

På ét punkt konstatererjeg en beklagelig fejl. Böss beskylder Danmark, Sverige og Frankrig for, at ordet ”kristendom” ikke kom med i præamblen til EU's forfatningstraktat og dermed heller ikke i Lissabon-traktaten. For netop historiens skyld skal jeg, som den, der forhandlede på Danmarks vegne, oplyse, at Danmark gik ind for at henvise til kristendommen, hvorimod blandt andre Frankrig så også ville have en henvisning til islam med.

Dertil svarede jeg, at i så fald skulle nordisk mytologi ligeledes nævnes, for den havde spillet en rolle for os nordboere. Derfor endte det med formuleringen om ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv”.

At vi overalt møder modstand mod, at kristendommens betydning for vores udvikling nævnes, påpeger Böss og nævner i den forbindelse diskussionen om DR's public service-kontrakt i 2011, hvor jeg som kulturminister og mod S og SF indsatte institutionens forpligtelser over for kristendommen.

Disse forpligtelser strøg S-SF-R-regeringen, da den kom til, ligesom den strøg bevillingerne til den danske kulturarv i udlandet, for i modsætning til os var og er den ikke interesseret i kulturarven, således som Böss påpeger.

Desuden ophævede den straks den værdikommission, som vi havde nedsat blandt andet under inspiration af netop Michael Böss' fremragende arbejde om værdierne og deres forfald. Ganske morsomt var det derfor på folkemødet på Bornholm i fjor, hvor Marianne Jelved (R) efterlyste en værdikommission, hvorpå jeg spurgte, hvorfor de så havde ophævet den? Ups.

Böss påpeger igen med rette det skred, som er sket i skolen og i læreruddannelsen bort fra viden og fordybelse og hen mod et rent nyttehensyn. I den forbindelse lader han Bertel Haarder (V) afløse af Ulla Tørnæs (V) i 1987, men Bertel Haarder fortsatte faktisk på posten indtil 1993.

Sammenfattende har Böss ganske ret både i, at der finder en værdi- og kulturkamp sted, og i, at vi nærmer os sidste udkald, hvis ikke fortiden og værdierne skal slettes sammen med civilsamfundet, hvorefter vi uden nogen orienteringssans lever atomiserede under en effektivitetsfokuseret stat og et pengefokuseret marked.

Og hvad skal vi så stille op med det? Det ved vi ikke, for vi kan hverken erindre noget andet eller få tid til at tænke over, om vi er på rette vej. For det kan vi ikke finde noget om på nettet!