Siri Hustvedt var nervøs. Hun var 15 år og hendes hænder rystede lidt, da hun gik op på talerstolen. Foran hende var salen fuld af unge, højre-orienterede amerikanere.
Det var en politisk organisation, der nok kan minde lidt om nutidens republikanske Tea Party-bevægelse, der havde inviteret hende og hundredvis af andre dygtige elever til en politisk talentlejr.
Hun var ”kun” nummer tre eller fire i sin klasse dengang, men hun var blevet udvalgt, fordi hun var den bedste af de elever, der kom fra et landbrugsområde. Og arrangørerne regnede åbenbart med, at alle elever fra landet var højreorienterede. Det var Siri Hustvedt ikke.
”Jeg var glødende socialist dengang,” siger den 59-årige norsk-amerikanske bestsellerforfatter med et spontant grin, inden hun fortsætter sin fortælling:
”Det var min far, der havde gjort mig opmærksom på, hvem der arrangerede lejren, da jeg var kommet stolt hjem og havde fortalt, at jeg var blevet udvalgt til en talentlejr. Da jeg slukøret forstod, hvem der stod bag invitationen, ville jeg først ikke med. Jeg var godt nok ikke kommunist, men jeg havde læst Marx og følte mig malplaceret i det højreorienterede selskab. Men min far opmuntrede mig til at tage med alligevel for at få en oplevelse ud af det.”
Faderen tilbød også at hente Siri Hustvedt, hvis det blev for meget. Eller hvis de andre skulle blive for stødt over hendes venstreorienterede holdninger, men pludselig stod hun alligevel dér på talerstolen i en fin sommerkjole, som hendes mor havde givet hende, og talte om alt det, hun selv troede på.
”Jeg holdt simpelthen en socialistisk brandtale om, hvordan jeg syntes, at vi skulle dele mere med hinanden. Da jeg var færdig, forventede jeg, at jeg ville blive buhet så meget ud, at jeg i værste tilfælde måtte tage imod min fars tilbud om at hente mig, men det modsatte skete,” siger hun med et måbende udtryk i øjnene, mens hun klapper hænderne sammen.
”De klappede alle sammen begejstret ad mig. Ingen af de højreorienterede drenge havde tilsyneladende hørt, hvad jeg rigtig havde sagt. De så kun den unge, høje, smukke blondine i sommerkjolen. Og senere fik jeg endda et kærestebrev fra en af drengene, der roste min gode, 'højreorienterede' tale.”
Historien, som den internationalt anerkendte forfatter aldrig har delt med andre journalister før, fortæller ifølge hende selv meget klart, hvordan folks perception er forskellig, afhængig af hvem der er afsender på et budskab.
Havde det været en voksen, mandlig Frank Aaen-type, der havde sagt det samme, var han formentlig blevet buhet ud i det højreorienterede selskab. Men her så folk kun pigen i kjolen. Og sådan bliver kvinder ofte mødt som deres køn, mener Siri Hustvedt, der i øjeblikket er i Danmark for at tale om sin seneste roman ”Den flammende verden”, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Den er oven i købet stærkt inspireret af en dansker. For Siri Hustvedt har længe været bidt af at læse Søren Kierkegaard. Og ligesom Kierkegaards berømte værk ”Enten-Eller” begynder med, at en ”udgiver” forklarer, hvordan han er faldet over to manuskripter - A og B's papirer, bruger Siri Hustvedt samme form i ”Den flammende verden.”
Her har romanen - præcis som ”Enten-Eller” - også form af en slags antologi, men med et helt alfabet af forskellige tekster fra notesbøger til videnskabelige artikler, som en professor i æstetik udgiver nogle år efter kunstneren Harriet Burdens død.
Gennem antologiformen kan Siri Hustvedt samtidig - som Kierkegaard - vise sin enorme belæsthed. Siri Hustvedt er ikke kun skønlitterær forfatter til digte og romaner, men også en essayist og akademiker med en imponerende viden om alt fra hjerneforskning til filosofi, billedkunst og litteraturteori.
”Det er den mest åbne form, jeg nogensinde har brugt. Da jeg først begyndte at skrive, gik det op for mig, at den form i teorien er endeløs, fordi man kan blive ved med at fylde mere i den. Hvert kapitel er et ekko af temaet fra forskellige vinkler. Og det betyder, at læseren i sidste ende bliver kastet tilbage til sig selv, fordi der er så mange forskellige fortolkninger, at man i sidste ende må skabe sin egen. I min verden findes den absolutte sandhed med stort S heller ikke,” siger Siri Hustvedt, der mener, at Kierkegaard på samme måde drillede sine læsere ved både at skrive ironisk og flertydigt gennem mange forskellige stemmer, der modsiger hinanden.
Den kierkegaardske form med mange forskellige medskabende stemmer, der lægger sig om hinanden som en kinesisk æske, forstærkes af, at romanens hovedperson, Harriet Burden, såmænd også selv arbejder med en symfoni af pseudonymer.
Efter den storbarmede Burden har følt sig underkendt af kunstverdenen i New York på grund af sit køn, beslutter hun at udstille kunst under tre forskellige mandlige pseudonymer.
Og helt ironisk bliver det, når hun også viser sig at stå bag pseudonymet på en sexistisk, mandlig kunstkritiker, der på den ene side håner hende, men på den anden side ikke kan lade være med at referere begejstret til hendes tanker:
”Sådan gennemsyrer Kierkegaard min roman. For jeg er meget inspireret af hans sans for ironi,” siger Siri Hustvedt og tilføjer, hvordan hun især elskede at læse Kierkegaards ironiseringer over begrebet ironi.
Men også en anden dansk forfatter har optaget Siri Hustvedt: Karen Blixen, der som bekendt også skrev under det mandlige pseudonym Isak Dinesen.
Karen Blixen var samtidig optaget af masker og skrev, at man kunne kende et menneske på dets maske. Og masker er et stort tema i ”Den flammende verden”, der både handler om forstillelse, perception og identitetssøgen.
”Man kan sige, at den måde, Harriet arbejder med masker og pseudonymer, minder en del om den måde, en forfatter arbejder på ved at fremskrive forskellige karakterer, som man både gemmer sig bag og taler igennem, uden at læseren ved, hvad man skal tro på.”
I Danmark skrev en anmelder, at din roman var så ironisk, at han ikke engang vidste, om du i virkeligheden var feminist?
”Jeg er helt klart en feminist. Men man burde faktisk ikke tale om feminisme, men om feminismer, fordi der er så mange forskellige slags. Selv mener jeg for eksempel, at det er noget sludder, at kvinder skulle være mere samarbejdsvillige end mænd. Jeg mener ikke, at kvinder er spor bedre end mænd, men tværtimod at vi ligner hinanden mere, end vi tror. Det er også en selvstændig pointe i romanen, at jeg ikke skriver, om redaktøren, der udgiver antologien, er en mand eller kvinde. For det kommer ikke fortællingen ved, og bogen må heller ikke reduceres til at handle om feminisme. For den handler først og fremmest om perception, om hvordan vi opfatter verden, kunst, hinanden og os selv. Nogle af karaktererne ser verden kønspolitisk, men de har alle sammen blinde vinkler. Det har Harriet også, selvom hun ser sig selv som et stort geni. Men hendes måde at se verden på har også rødder i en psykologisk historie, der sikkert bunder i, at hendes far hellere ville have haft, at hun var blevet en dreng.”
Selv voksede Siri Hustvedt op med kærlige forældre, der støttede deres fire døtre i at gå efter deres drømme. Men som kunstner har Siri Hustvedt oplevet kønsdiskrimination flere gange, fortæller hun:
”Det ville være meget mærkeligt, hvis jeg ikke havde oplevet problemer med at være en kvindelig forfatter. For jeg synes helt klart, at der er en maskulin måde at se på kunst. Kvinders værker bliver, nok primært ubevidst, bedømt hårdere. Det skal være helt fantastisk, hvis det ikke skal ignoreres,” siger hun og fortsætter:
”En del af problemet er, at vi afkoder et værk som feminint, fordi det er skabt af en kvindelig kunstner. Sådan har det været længe i vores kultur. Følsomhed bliver betragtet som en feminin egenskab, mens videnskab bliver betragtet som noget maskulint. Når en kvinde producerer kunst, bliver hun derfor femininiseret, mens hun bliver maskuliniseret, hvis hun forsker videnskabeligt.”
Siri Hustvedt hører i dag til den ubetingede elite af anerkendte amerikanske forfattere på linje med hendes mand, forfatteren Paul Auster.
Og allerede hendes debutroman blev oversat til 17 forskellige sprog, men alligevel har hun flere gange - især før i tiden - oplevet, hvordan folk kun betragtede hende som ”Paul Austers kone”:
”Da jeg udgav min første roman, var der en tysk journalist, der interviewede mig i Tyskland. Han roste bogen, men sagde så, at han troede, at det var min mand, der havde skrevet den. Det slog mig, at det ikke kun handlede om berømmelse, men om sexisme. En anden gang var jeg i Danmark til en fest, hvor en mand kom hen til mig, og vi kom til at tale om den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin, der optog mig meget dengang. 'Ham er din mand en stor fortolker af,' sagde manden. 'Nej, han har aldrig læst et ord af Bakhtin, selvom han er nævnt i en af hans romaner. For det er mig, der har fortalt ham om Bakhtin,' sagde jeg. Og manden gik bedrøvet bort uden at fortsætte samtalen. Han så faktisk helt knust ud, som om jeg lige havde smadret hans verdensbillede. Det er små eksempler, men det er den slags, der sker for kvindelige kunstnere hele tiden.”
På den måde hænger mange mænd stadig fast i et forældet konservativt kvindesyn. For man(d) glemmer hurtigt, at det kun er 100 år siden, at kvinder fik stemmeret, og vores tænkning er stadig farvet af de gamle kønsroller, mener hun:
”Vi mennesker er konservative væsener. Vi ser nutiden gennem fortidens verdensbilleder, men vi har selv et ansvar for, hvordan vi opfatter verden. For vi går aktivt og ikke passivt gennem livet, og vi er derfor medskabere af vores egen perception, selvom meget af den foregår ubevidst.”
Her kan kunst være en måde at udfordre vores egne fastlåste opfattelser på. For det ligger i kunstens væsen at bringe os ud af vores normale verdensbillede, mener hun:
”Der er ingen klar konsensus om, hvad kunst er. Og på en måde tror jeg bare, at kunst er, hvad folk gør den til. Men kunst opstiller alting i en form for æstetisk ramme, i billedkunst kan den være fysisk,” siger hun og peger hen mod en vinduesramme i lokalet.
”Der kan være en hel verden inden i sådan en ramme. Og når man ser på kunst, ved man, at man ser på kunst. Det er banalt, men også ekstremt vigtigt. Når man læser 'Forbrydelse og straf' (af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, red.) ved man, at Raskolnikov ikke kommer ud og slår en ihjel, efter han har myrdet den gamle dame. Den æstetiske ramme tillader derfor, at vi som læsere eller beskuere af kunst rejser ind i verdener, som vi ellers ikke ville turde at bevæge os ind i. Og derfor kan kunst være et trygt sted at blive drillet, rystet og forandret.”